I lørdags var jeg en tur i byen og det var rigtig sjovt. Lige indtil en flok
perkere gik amok i et indbyrdes opgør. Og så gik det galt.
Jeg kalder dem perkere med vilje. Det gør jeg for at afgrænse mig fra dem. Jeg kalder dem ikke indvandrere, fremmedarbejdere eller 2. g’ere. Det kan godt være, at de også er det, men hvis jeg kalder dem det, så er det det samme, som at kalde ballademagerne fra Jagtvej 69 for Unge: En fornærmelse mod en samfundsgruppe, der indeholder en kæmpe diversitet. En betegnelse der på ingen måde beskriver deres opførsel.
Jeg er selv blevet kaldt perker mange gange i mit liv, primært da jeg gik i folkeskole. Min far er tyrkisk kurder og jeg er tydeligvis blandet blod. Jeg synes det var ubehageligt, da jeg var lille. Det var min første oplevelse af afmagt, og af at blive uretfærdigt behandlet. At blive uretfærdigt behandlet er stadig den følelse, der kan vække størst sorg i mig. Både når det går ud over mig selv og andre. Eksempelvis engang hvor jeg var i Tivoli med min lillebror, som måske har været 10 år på det tidspunkt, og en gruppe navlebeskuende, kolonihave-danskere sprang over os i køen. Jeg sagde til dem, at det synes jeg ikke de kunne være bekendt, hvortil manden svarede om vi ikke bare skulle tage at skride hjem, hvor vi kom fra. Jeg synes det var så rædselsfuldt at min lillebror skulle opleve det, og jeg kunne ikke gøre noget.
I en periode var jeg flov over at min far var kurder, fordi jeg troede jeg var perker. Indtil det gik op for mig, min mor vidste det jo godt, at jeg og min lillebror er den samme slags mennesker som alle andre. (Bare med store brune øjne, og det nyder vi begge godt af i dag.) Min bror er så dygtig i skolen og han arbejder så hårdt. Jeg gør også, hvad jeg kan for at nå mine mål. Sådan er vi opdraget af vores elskede familie. Hudfarve, race eller social baggrund har intet med sagen at gøre. Det skal man forstå. Man kan og skal selv tage ansvar og det samme skal ens familie. Og man må ikke være bange for at kalde en spade for en spade.
I lørdags gik det som sagt galt. Vi sad på vores yndlings-bar, og havde en hyggelig aften med masser gode drinks, og vi fejrede at barens dygtige bestyrer efter nogle års tjeneste nu skal videre ud at prøve nye udfordringer. Jeg havde godt lagt mærke til den store gruppe, der sad bag os, og et par stykker af dem havde også langet et par kække bemærkninger i min retning. Bestyreren og jeg havde netop udvekslet bekymrede overvejelser om risikoen for en ubehagelig udvikling i deres ende af butikken, da balladen tog fart. Guderne må vide, hvad der tændte dem af. Den ene gik amok og begyndte at flå i møblerne og kaste med glas. Den anden hoppede lidt rundt som en anden mesterbokser indtil et par kompetente medarbejdere fik situationen under kontrol og tilkaldt et salatfad. På dette tidspunkt er aftenen ødelagt. Folk står musestille og håber på, at alt bare kunne blive som før. Der er tyst. Indtil endnu en af gruppens imbecile beslutter sig for at råbe ’Homo’ efter den ballademager, som er på vej ud af baren, men nu løber tilbage for at finde synderen. Tilfældigvis står den lille mand med den store stemme lige ved siden af mig. Og så slår det klik. For mig, altså. Jeg vælger simpelthen at vende mig mod ham, råbe noget til ham om, at nu var det hele jo lige ved at ordne sig, og så stikker jeg ham en syngende lussing.
Jeg havde intet med konflikten at gøre før dette. Intet. Enhver psykolog kunne sikkert få en masse ud af den situation, og jeg er selv bevidst om, at netop det, at der her var tale om en flok perkere, der – igen, igen, igen, igen – lavede ballade på vores sted, det tændte mig af. Skyldfølelsen, fordi jeg i nogle folks øjne er ”en af dem”. Uretfærdigheden i, at hver gang de gør det, så giver de os andre ’a bad name’. Afmagten, fordi jeg ved, at man ikke kan afvise dem på trods af, at vi udmærket kan skelne mellem perkere og udlændinge – ligesom vi kan skelne mellem hooligans og roligans.
Der er intet der kan retfærdiggøre, at jeg slog et andet menneske, og jeg skammer mig på det groveste. Men ejerskabsfølelsen blandet med uretfærdighed og afmagt er en farlig cocktail. Det var VORES yndlings-bar, de var i gang med at smadre. Det var VORES yndlings-bartendere de udsatte for fare. Det var OS, det gik ud over.
Ligesom jeg kunne finde på at kalde voldelige fodboldfans fra Vestegnen for Brøndby-bøller, så kalder jeg disse plageånder for perkere. De har nogle træk som er fælles for dem, og som adskiller dem fra andre grupper af fredsforstyrrere. De klæder sig på en bestemt måde, de taler utroligt grimt til alle – også hinanden, og så skubber og kommanderer de rundt med folk. De taler også meget grimt til piger, de går uprovokeret til angreb på hvem som helst og så er de frygtløse – har absolut ingen respekt for nogen som helst form for autoritet. Ofte ankommer de i større grupper og er primært af udenlandsk/blandet afstamning iblandet et par etniske danskere – som opfører sig nøjagtig ligesådan.
Jeg kan ikke lide at sige ordet perker. Det gibber stadig i mig, og det sender mine tanker tilbage til ulykkelige oplevelser. Jeg bruger ordet uhyre sjældent og jeg ville ønske det hed noget andet. Noget jeg aldrig var blevet kaldt. Men i mine øjne er det en uretfærdighed af dimensioner at kalde dem udlændinge/sydlændinge/indvandrere. De har INGEN af de træk, som man forbinder med en varmblodet araber, en elskelig tyrker eller en intelligent pakistaner. INGEN. De er dårlige mennesker, og de fortjener intet andet end at stå til ansvar for deres egne, individuelle handlinger. De fortjener under alle omstændigheder ingen misforstået tolerance fra konfliktsky mennesker, der ikke tør tage opgøret og kalde tyrannerne ved deres rette navn. Disse konfliktsky mennesker burde hellere tænke på, hvordan det påvirker retfærdighedsfølelsen hos de af os, som har valgt lykken, glæden, kærligheden og fornuften, og som hver dag vælger at opføre os ansvarligt. De af os, som har valgt at være gode mennesker. Og som ikke forbinder ordet perker med race. Men med valget af livsstil.
Bringes ligeledes som klumme på Netavisen 180Grader onsdag den 1. august
