Nyttige idioter

Al denne snak om ansvar glæder mig. Jeg sætter nemlig stor pris på ansvarlige mennesker. Når jeg siger ansvarlig, så mener jeg ikke ansvarlig på sådan et abstrakt plan, som det nye ministerudvalg vist nok gør, men mere på sådan et helt-nede-på-jorden og meget konkret plan.

Et ansvarligt menneske kan man være, uanset hvilken partifarve man har. De fleste jeg kender er ansvarlige mennesker, der ønsker at have et job, og som knokler for at forsørge sin familie og gøre sig fortjent til det gode liv. Det er ansvarligt. Faktisk tror jeg kun jeg kender nogle få uansvarlige mennesker, og de ville hurtigt blive ansvarlige, hvis ikke de havde et sikkerhedsnet af rang til at gribe dem uanset hvilke naive, skøre eller deciderede dumme indfald de får. Eller også ville de ikke, og så er balladen jo på eget ansvar.

At være ansvarlig kræver råderum og mulighed for at forudse konsekvenserne af sine handlinger. I Danmark har vi gennem mange år fra politisk side begrænset begge dele. Det medfører en naturlig grænse for de forhold vi selv kan påvirke og dermed det personlige ansvar.

Skatteminister Kristian Jensen, det er ikke dig, der mangler råderum til skattelettelser. Det er mig, der hver måned mangler råderum til at udvise ansvar, fordi du har taget det fra mig. Hvis du stadig har bare en lille liberalist i maven, så taler vi vel ud fra samme præmisser, når jeg siger til dig, at pengene er brugt mest ansvarligt der, hvor informationsniveauet er højst. Det betyder til enhver tid decentraliseret. Decentraliseret i yderste grad; på den enkelte borgers budgetkonto. Det er derfor du er borgerlig. Har du glemt det?

Eller har du bare overgivet ansvaret til den centraladministration, der har ædt dig op indefra? Er du stolt om mange år, når du med ministerpension kan se tilbage på en tid som skatteminister, hvor du havde ansvaret for at håndhæve en uforståelig skattelov og en marginalskat på 63% ekskl. moms og afgifter? Giv mig råderum til at udvise ansvar. Giv mig min velfortjente løn, produktet af mit liv, min ejendom, tilbage.

Hvis jeg spiller roulette så kan jeg forudse konsekvenserne med sikkerhed. Lægger jeg mine penge på rød, så har jeg næsten 50% chance for at vinde. Og hvis jeg vinder, så er min investering fordoblet. Risikoen for at tabe er lidt større, men jeg ved det. Forudsætningerne er uforanderlige. Og så kan jeg beslutte, om det er en ansvarlig handling at anvende velfortjente penge til det formål.

Hvis jeg køber drømmehuset ved Amager Strand, så ved jeg ikke hvad konsekvenserne er. Bevares, nogle forhold er uden for rækkevidde, men nu refererer jeg til skatter og afgifter. I vores land er vi med jævne mellemrum ofre for tilfældige politiske beslutninger, især skatteændringer. Ejendomsskatter stiger, stopper, stiger igen. Indkomstbeskatningen stiger, stopper, får navneændringer og indavlede fætre. Vi har intet loft, ingen begrænsning, ingen hjemmel til at gøre oprør mod arbitrære politiske indgreb. En forøgelse af skattetrykket kan have drastiske konsekvenser for et enkelt menneske, for ikke at tale om hele samfund, på trods af hensigter om folkesundhed, miljørigtighed, samfundsnytte eller andre kollektivistiske drømmerier. I et land, hvor man til enhver tid kan referere til almenvellet ved konfiskation af ejendom, det være sig bolig såvel som personlig indtægt, er det umuligt at forudse konsekvenserne af sine handlinger. Det besværliggør unægteligt vurderingen af, hvad ansvarsfuld opførsel er. I disse dage er der vist mere ræson i at satse 1.000 kroner på rød end på at jeg får mit personlige, økonomiske ansvar tilbage.

Friheden til at være ansvarlig og ikke mindst tilliden til, at andre mennesker opfører sig ansvarligt, kræver en liberal kant. Eller snarere, holdningen at det er ethvert menneskes ret at have råderum til at være ansvarlig – eller uansvarlig! - kræver et decideret liberalistisk værdigrundlag, som efterhånden er en noget udvandet størrelse, også i danske, politiske kredse. Her ser det ud til, at man fuldstændig har opgivet ideen og er parat til at se stort på alt det, der lugter af personlig frihed og personligt ansvar til fordel for fællesskabet og på bekostning af individet.

Men når man opgiver troen på det retfærdige i – og gevinsten ved - at overlade individet sit retmæssige ansvar og når man samtidig har politisk magt, så bryder helvede løs. I kan ævle alt det I vil, kære Ministerudvalg. Husk bare, at det er jeres liberale og borgerlige ansvar ikke at være en flok nyttige idioter.