onsdag den 5. oktober 2011

Politiske børnebøger af kirkeministeren

De er sikkert sjove, Manu Sareens børnebøger. Men er de for børn?

Han har lige udgivet en ny (3. oktober - flot timing ud fra et salgsmæssigt synspunkt, hr. minister): Iqbal Farooq på Bornholm.


Indrømmet, jeg har ikke læst en eneste i serien om Iqbal og har kun kendskab til dem via denne anmeldelse hos Berlingske. Anmelderen oplyser os helt rimeligt om det politiske link (gad vide om Manu selv gør det i bogen? Jeg må en tur på biblo... Det er vigtigt.):

I »Iqbal Farooq på Bornholm« (...) gøres der tykt grin med f.eks. Løkkes 2020-plan, og bogens statsminister er tilmed villig til at sælge Danmark til et par hovedrige tyskere. (...) Sagen er denne gang, at Iqbals skole opkøbes af tyske von Zwetllerswein Genhundden, ifølge kommunen pga. af »nulvækst«. Ud ryger frihed og ind skoleuniformer, lusetjek og rigide regler. Gehundden og hans bror vil opkøbe hele Danmark, men Grundloven spænder ben for projektet. Ergo stjæles Grundloven.

Mens Sareen indfletter emner fra den politiske arena som somaliske pirater, grænsebomme, brug af billig, udenlandsk arbejdskraft, grænsen for kriminel lavalder og Grundlovens betydning og hænger især politiske mediekommentatorer ud (en hedder Tom Luft), hopper Iqbal med på onkel Rafigs, »den totalt hjernelamme gangsters«, plan om at fragte »økologisk grønt« mellem to grupper somaliere. Det ville Iqbal normalt aldrig gøre, men et intenst ønske om at købe skolen tilbage, får ham til det.

Det grønne er khat. Og konsekvensen er bilflugt, dynamiteksplosioner, panserværnsraketaffyringer. Iqbal genfinder tilfældigvis Grundloven hos tyskerne, så til sidst er der atter ro over Nørrebro og Danmark. Hvorfor Bornholm skulle indblandes, står uklart, kun silderetten Sol over Gudhjem præsenteres - med afsky


Det er da en pæn anmeldelse, og bogen kan sikkert sagtens være sjov, hvis den ikke er alt for selvhøjtidelig på den radikale måde. Jeg er dog stadig ikke overbevist om, at den er for børn. Det må afgøres, når jeg får fingrene i den. Umiddelbart tænker jeg, at det ihvertfald kræver to betingelser opfyldt: At man er ærlig omkring det politiske motiv, og at de børn, den er forfattet til, er gamle nok til at forstå det.

Jeg kommer til at tænke på en passage fra forordet til Hayeks Vejen til trældom*:

Naar en Videnskabsmand, hvis fagomraade er samfundsforhold skriver en politisk Bog, er det hans første Pligt tydeligt at sige til. Dette her er altsaa en politisk Bog. Jeg ønsker slet ikke at skjule det ved, hvad jeg maaske kunde have gjort, at give den den mere elegante og ambitiøse Benævnelse: et Essay om social Filosofi. Men hvad nu Navnet end er, bliver der den væsentlige Kendsgerning tilbage, at alt hvad jeg har at sige, beror paa visse Grundprincipper. Jeg haaber, at jeg i min Bog paa tilfredsstillende Maade har opfyldt en anden og ikke mindre vigtig Pligt, nemlig at gøre det klart, saa der ingen Tvivl er tilbage, hvad det er for Grundprincipper, hvorpaa hele min Argumentation bygger.


Jeg vender tilbage, når jeg har fået fingrene i Iqbal.

* dansk oversættelse af Sten Gudme udgivet ved Forlaget i Haarby, 1981