søndag den 30. september 2007

Bondams 2 cents om det rygende mindretal

Jeg har ikke skrevet så meget om rygeloven, fordi jeg synes at diskussionen i sin kerne er gengivet meget præcist hos Lars Hvidberg her (indlægget + kommentarer bør læses).

Dog vil jeg lige tilføje denne blog, da jeg for nylig blev henvist til et indlæg EB TV har lavet, og det måtte jeg lige se. Det handler egentlig mere om at der nu flyder med skodder, men det sjove i indslaget er Bondams holdning (had?) til mindretallet:

”Jeg synes sådan set, at dem der ryger, er et lillebitte mindretal. Og jeg synes sådan set, det er ret irriterende at vi skal bruge rigtig, rigtig mange ressourcer på at rydde op efter dem, bare fordi de er dårligt opdragede ...”

Derefter konkluderer Bondam, at han muligvis vil ”spørge Christiansborg, hvad de ville synes om” at han begynder at udskrive bøder til rygerne, der kaster deres skodder på gaden.

Se hele Bondams Melt Down her: Danmark drukner i skodder

onsdag den 26. september 2007

Vil virksomhederne folket ondt med sundhedsforsikringer?

I min arrighed over førnævnte morsomhed har jeg komponeret følgende modstykke og indsendt til pågældende avis:

Per Clausens indlæg i Erhvervsbladet d. 25/9-07, er et udmærket eksempel på, hvordan Enhedslistens politik kan afstedkomme noget menneskefjendsk.

Læserbrevet med titlen ”Statsstøtte til privat sundhedsforsikring skal stoppes”, kunne nok indledningsvis tåle en enkelt begrebsafklaring: ”Statsstøtte” er ikke defineret som skattefrihed. Grunden til at denne lignelse falder Per Clausen naturligt hænger efter al sandsynlighed sammen med hans ideologiske fundament og antagelse om, at kapitalen i udgangspunktet tilhører staten. Vi med et lidt mere humant verdenssyn foretrækker at anse folkets velfortjente månedsløn, som deres egen ejendom.

At virksomhederne overhovedet betaler sundhedsforsikringer burde være gode nyheder, uanset politisk overbevisning. Virksomhederne har ingen – hverken moralsk eller lovgivningsmæssig – forpligtelse. Men enhver klog organisation kan naturligvis se fordelen i at tiltrække medarbejdere med et frynsegode, der ofte udkonkurrerer rede penge. Konsekvensen er færre sygedage, lavere omkostninger og bedre priser. Sidegevinsten er trygge medarbejdere. Altsammen til fordel for både virksomheden, arbejderen og dennes familie. Per Clausens modstand synes at kunne sidestilles med modstand mod virksomheders frivillige og sociale ansvar, lavest mulige priser til forbrugerne og sunde, hele mennesker.

Den afsluttende konklusion om ”regeringens borgerlige revolution” må skrige til himlen for alle, der har fulgt blot en smule med i virkeligheden i løbet af de seneste år.

tirsdag den 25. september 2007

Tak til Enhedslisten

Stor tak til Enhedslistens Per Clausen, der idag leverer et morsomt læserbrev af hidtil usete dimensioner med titlen: Statsstøtte til privat sundhedsforsikring skal stoppes.

I Erhvervsbladet beklager Per Clausens sig over det han kalder statsstøtte til sundhedsforsikringerne. Såkaldt statsstøtte, fordi den herre definerer begrebet som "...at indbetalingerne til disse forsikringer er skattefri...", og han konkluderer dermed, at de dårligst stillede borgere betaler for de bedst stillede.

Intet mindre! Vi havde det nok godt på fornemmelsen allesammen, men nu hvor Per Clausen har skrevet det sort på hvidt, så er der ingen tvivl længere. Dette samfund bygger simpelthen på et grundlag, hvor de fattige og proletariatet finansierer de rige kapitalisters gode helbred. Det er udnyttelse på det groveste og må stoppes øjeblikkeligt!

Således afslutter Per Clausen sit pragtstykke af en socialrealistisk analyse med følgende mantra (og gentag nu efter mig - det kan være det går i opfyldelse, hvis vi allesammen tror nok på det):

Denne udvikling må stoppes. Væksten i antallet af sundhedsforsikringer er et led i regeringens snigende borgerlige revolution. ... Vi går fra et vi-samfund, hvor vi i fællesskab sørger for velfærd til alle til et jeg-samfund, hvor den enkelte forsikrer sig selv og sin familie, mens alle andre overlades til sig selv.

mandag den 24. september 2007

Indrøm det bare...

Sig det bare - jeg kan godt tåle det: Hvem af jer, kære læsere, er det, der har gjort det?
Utilfreds borger satte ild til skattecenter

lørdag den 22. september 2007

Ups, Bush - eller Ups, Mette?

"Ja, ups kan man vist kun sige...". Således afslutter TV AVISENs Mette iaften sit indslag i 18.30 nyhederne om Bushs såkaldte fortalelse om at Mandela skulle være død.

Således er der to muligheder: a) enten hopper hun lige lukt i fælden, fordi hun ikke gør sin research godt nok eller b) hun er villig til at fordumme sig selv for at kunne deltage i DR journalisternes svar på firmafodbold: Bush-bashing.

Bush holdt en tale, hvor han sagde:
"I heard somebody say, 'now where's Mandela?' Well, Mandela's dead. Because Saddam Hussein killed all the Mandela's."

Ganske vist er manden ingen retorisk begavelse, men i denne situation er der jo absolut ingen tvivl om, at han taler i overført betydning. Så: ups, Mette... Lad os nu få lidt saglighed fra DRs side - det ville klæde jer.

Newsbusters
skrev allerede igår at Reuters har lavet selvsamme nummer - måske er Mette bare blevet inspireret. Hvorom alting er, så er det et sørgeligt indslag i en sørgelig TV avis på en sørgelig, sørgelig tv kanal. Hvis man dog så bare kunne slippe for at betale for det sørgelige stykke medie...

onsdag den 19. september 2007

Lukket på grund af velstand?

Erhvervsbladet bringer idag et par artikler om SKATs serviceniveau eller mangel på samme. En af artiklerne handler om, at SKAT tilsyneladende har svært ved at følge med de mange henvendelser de får fra "kunderne" og folk må vente længe i telefonkø.

Det bliver naturligvis - og retmæssigt - kritiseret i artiklen. Men to af kritikerne udtaler henholdsvis: "Det ... var aldrig gået i en privat virksomhed" og "En privat virksomhed vile aldrig overleve at have så lang ventetid".

SKAT er ikke og bliver aldrig en privat virksomhed, derfor er den sammenligning helt ude i skoven. SKAT er et tyverimonopol, for at sige det på ultraliberalistisk - og det er jeg ikke bange for - og derfor behøver de sådan set ingen service have. Vi, de udplyndrede, kan jo ikke gøre en snøvs, vel. Vi kan ikke skifte udbyder, hvis vi er utilfredse. Vi kan ikke klage og få vores penge tilbage. Normalt har man mulighed for at udøve en form for sanktion. DERFOR ville det ikke gå for en privat virksomhed. Men mod staten findes ingen sanktion. Og DERFOR går det fint for SKAT.

Hvad er værre, er SKATs forklaring:

"Vi er gået fra 30 til 4 skattecentre. Det har betydet mange nye og urutinerede medarbejdere ... "

Hrm... når man går fra 30 til 4 centre, skulle man umiddelbart tro at der var medarbejdere nok. Eller er den simple hovedregning nu også gået fløjten?

Hvorfor ikke tage tyren ved hornene og sige det som det er: SKATTEREGLERNE ER FOR KOMPLICEREDE. Sig det - loud & proud!!! Selvsamme avis har endvidere en minikronik samt artikel om gulpladereglerne, der fint illustrerer førnævnte pointe. Men det er jo kun toppen af isbjerget.

Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: Sænk skatten og stryg alt hvad der hedder fradrag. Det bør være en menneskeret at kunne udregne sin egen skattebetaling. Det er trods alt ens egne penge til at starte med. Selvom man snart skulle tro at alle mennesker i det ganske land har glemt det.

mandag den 17. september 2007

Mr. O'Learys fladpandede forretning

Ifølge O'Leary er hans eget Ryanair og Southwest de eneste der tjener en ordentlig profit i luftfartsindustrien fsva. de korte flyvninger. Så, det er en tåbelig forretning og de andre er 'screwed', hvis han altså selv skal sige det, og det gør han ganske underholdende i denne læseværdige artikel fra WSJ.com - Opinion Journal.

Herunder et uddrag, hvor han giver 'the eco-nutters' en på sinkadusen, men der er mange andre gode grunde til at læse artiklen; blandt andet hans vurdering af bureaukratiet i Bruxelles.

God læselyst!

Earlier this year, before becoming Britain's prime minister, Gordon Brown raised taxes on air travel to and from the U.K. The then-Treasury chief's stated purpose was fighting climate change. Mr. O'Leary, whose airline serves more than a dozen British airports, demurs: "He just raised taxes on airlines. It has [bleep]-all to do with climate change! We've written several letters . . . to the Treasury, asking what the money's going to be spent on. We still haven't gotten a reply.

"This is the problem with all this environmental claptrap . . . it's a convenient excuse for politicians to just start taxing people. Some of these guilt-laden, middle-class liberals think it's somehow good: 'Oh, that's my contribution to the environment.' It's not. You're just being robbed--it's just highway [bleeping] robbery."

Airlines have become an enormous target for global-warming doomsayers. Last month, campaigners staged a nine-day protest outside London's Heathrow airport, hoping to discourage summer vacationers from flying. Mr. O'Leary points out that air transport accounts for only 2% of carbon dioxide emissions world-wide--"It's less than marine transport, and yet I don't see anyone [saying], you know, 'Let's tax the [bleep] out of the ferries.' "

Mr. O'Leary assigns further blame to "the chattering bloody classes . . . or what I call the liberal Guardian [newspaper] readers--they're all buying SUVs to drive around the streets of London. And there's this huge disconnect between their stated passion for or care for the environment and what they actually do. They all want to buy kiwis and kumquats in the supermarket on Saturday. They're flown in from New Zealand for chrissakes! They're the equivalent of, you know, environmental nuclear bombs! But nobody says, 'Let's ban the kiwi fruits.' "


(min fremhævning)

fredag den 14. september 2007

Skattelettelser eller velfærd?

Via en mailingliste jeg er på, har jeg fået følgende opfordring, som hermed viderebringes:

I lang tid har debatten gået mellem om folk ønsker skattelettelser eller velfærd, men nu giver DR faktisk muligheden for at lade folk træffe deres egne prioritering af 80 milliarder....

Så smut ind forbi:
http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/finanslov.htm

og sæt 80 milliarder på skattelettelser.


Interessant er det, at skattelettelser når top 3 uanset, hvordan man opgør stemmefordelingen (på køn, alder, område). Især når danskerne - ifølge politikere, meningsmålinger, etc. - faktisk ikke ønsker skattelettelser.

Kunne det tænkes at de fleste trods alt er fornuftige, når de sidder derhjemme og selv skal prioritere? Når der ikke er nogen fare for at man bliver stemplet som velfærdskætter og brændt på det politisk korrekte bål, hvis man tillader sig den frihed at ytre, at man ønsker mere af sit eget til sig selv. Så man selv kan bestemme hvad ÆGTE VELFÆRD er. Så man kan tage sig af sig selv, sin familie og de som man finder værdigt trængende?

Jeg ved ihvertfald, hvad jeg foretrækker. Jeg sætter mine 80 på skattelettelser. Det er det eneste retfærdige. Det er det eneste bæredygtige, for at sige det på socialt ansvarligsk eller miljøsk. Og for at skære det helt ud i pap, så er det det eneste der er sammenhængskraft i; Så burde selv dem på Borgen kunne forstå det.

onsdag den 12. september 2007

Kapitalismen lever på CBS

Jeg har gjort Handelshøjskolen uret. Jeg har brokket mig over socialkonstruktivistiske undervisere og afvist hele institutionen som intet mindre end en afart af RUC.

Jeg kapitulerer! Allerede her på mit næstsidste semester af cand. merc. viser det sig, at der faktisk findes kapitalistiske kræfter på selve stedet, der burde være oversvømmet af slagsen. Idag! Idag har jeg haft min første forelæsning, hvor ordet kapitalisme indgik, som en altoverskyggende - og positiv! - del af undervisningen. Helt fra Adam Smith og hans usynlige hånd og optil Friedman og TANSTAAFL!

Det er jo vidunderligt! Ingen CSR diller daller, ingen organisationssociologi og ingen "ej, men det hele handler jo lissom ik om at tjene penge, vel" eller "har mennesket virkelig fri vilje? Eller er vi bare styret af maskiner?". Bare ren, hardcore , klassisk erhvervsøkonomi.

Kapitalismen lever! Tak, CBS. Og nu må I have mig undskyldt - jeg skal lige ringe til min lillebror og fortælle ham at han IKKE skal vælge SPRØK som bacheloruddannelse...

søndag den 9. september 2007

Godt gået, CEPOS

Med alt det gøgl man bliver budt i medierne, er det altid en fornøjelse, når CEPOS bliver spurgt. Og tilsyneladende har de god gennemslagskraft. Således denne nyhed fra Berlingske Business:

Borgerlig tænketank sætter dagsordenen

Hvis det havde været en fodboldkamp, ville slutcifrene have lydt på 3-0. De to tænketanke Cepos og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd kæmper en daglig kamp om at være mest synlig, om at præge debatten og om at sætte den politiske dagsorden. Og på alle tre områder er vinderen den borgerlige tænketank Cepos. (...)

fredag den 7. september 2007

Tak for venlig deltagelse

Jeg har fået æren af at levere weekendklummen til 180Grader, og den kan læses her, hvis nogen skulle have interesse. Diskussionen der har udviklet sig i kommentarerne er efter min egen ydmyge mening virkelig god og læseværdig (som altid ;-).

Blandt andet rammer Richard Storm ret præcist med følgende:

Igennem hele mit arbejdsliv ca. 45 år har jeg arbejdet sammen med kvinder. Både som kollegaer som underordnede og som overordnede. Jeg har ikke oplevet disse kvinders roller som værende hverken mere eller mindre ligestillet end mine eller mine mandlige kollegaers roller på grund af køn. Nej det er helt andre ting, der afgør, hvem der bestemmer hvad.

”Gør hvad I vil, men lad være med at gøre det til et samfundsproblem” Skriver du og hvor er det sandt. Der er i alt for mange år blevet lovgivet omkring opgaver, som fællesskabet skal varetage.
En stor del af de opgaver, der er lagt ind som samfundsopgaver er opgaver som de fleste mennesker selv kan klare og selv burde klare.

Meget af lovgivningen er fremkommet ud fra særinteresser og ikke nødvendigvis som behov eller som det bedste for hverken individet eller fællesskabet. Det har mange uheldige følgevirkninger. En af dem er, at det bliver lettere at fralæge sig det personlige ansvar. Hvilket for mig at se desværre bliver mere og mere udbredt. Dem der stadig tager initiativ og ansvar bliver gjort til grin og skal være med til at betale de andres ønsker, ønsker som de ikke selv gør brug af. (...)

Men der er også mange andre rigtig gode... læs selv!

torsdag den 6. september 2007

Ungdomshuset: Et forsvar for anarkiet?

Hvor god en anarkist er man, når man vil have kommunen til at finansiere sit hus? Ikke en særlig bemærkelsesværdig en af slagsen.

Selvmodsigelserne hærger som altid på de kollektivistiske livsstiles fløj. Man prædiker et åbent livssyn med plads til skæve eksistenser og alternativ kultur. Mangfoldighed, med andre ord. Altså, det vil sige, mangfoldighed på den ungdomshus-agtige måde. For der er ikke plads til kapitalisten, frihedselskeren, individualisten, stræberen, arbejdsbien. Ingen rum for den borgerlige, os der elsker hverdagens almindelighed og mammonens mangfoldigheder. Væk med dem, der tænker anderledes – altså anderledes end de, der engang kunne kalde sig autonome, men nu er de værste, ekstreme og menneskelige konsekvenser af årtiers forkælelse. Velfærdsstatens enebørn. Krævementalitetens hyklere.

I er ikke ulidelige fordi I er anderledes, ikke fordi I hører vild musik og ikke fordi I vil have jeres eget hus. I er ulidelige, fordi I kræver, at vi andre ufrivilligt betaler gildet. I er som små børn, der skriger på slik i et supermarked i myldretiden – og det kan ingen lide. Lige nu er I selvfølgelig også ulidelige, fordi I er voldelige og (selv)destruktive.

Lev jeres liv i fred. Lev jeres liv uden at være på statssprøjten. Søg lykken i uafhængigheden og friheden. Som en ægte anarkist ville gøre det.

onsdag den 5. september 2007

Hørt på DR 1 programmet PENGE

Sekretariatschef i Gentofte Kommune efter oplysningen om at han kunne spare alvorligt mange penge, hvis hans "arbejdsgiver" på helt lovlig vis betaler togkortet:

Jeg betaler min skat med glæde, men jeg vil selvfølgelig gerne have nogle fradrag...


"Vokser hans næse?", spørger Hr. Jensen.

Even funnier... and truer!




Men egentlig ikke så sjovt, når det kommer til stykket. For Washington Post censurerer tilsyneladende striber. Læs hele historien her hos Fox News (via Cox og Forkum: Opus Akbar).

Se de censurerede striber her og her

søndag den 2. september 2007

Anders Lund Madsen og mavekramper

Åh, hvilken salig fornøjelse at læse JPs Indblik om søndagen med den skøre Anders Lund Madsens Udblik.

Idag vågner man op til følgende (uddrag), der udsatte undertegnede for en reel birkes-emergency under morgenkaffen:

Og her er skattedebatten atter en central aktør. Den og diskussionen om de offentlige månedslønninger har hele ugen hersket over den politiske meningsdannelse, og var det ikke for de græske skovbrande og ikke mindst afvisningen af det dansk donerede mobile brandslukningsudstyr fra den sydfynske Skarø, hvor en lokal græsk brandmajor først pure nægtede at pakke brandbilen ud og senere sendte den til øen Evia, der resolut valgte at sende den tilbage igen til Athen, hvor den fortsat står på en overset kaj som et uafhentet symbol på bilateral product placement i en slag Evil Empire-version, som nok især brandbilens producent, Firexpress, skal holde et par bestyrelsesmøder vedrørende, ville ingen næppe nogen sinde have opdaget, at politifolk får mere i løn end sygeplejesker.


Og ambitionsniveauet er ganske sundt:

Er Alliancen den balance de hævder at være? Eller er de blot endnu et lys i en lagkage, som ingen efterhånden magter at puste ud? Og hvem er fødselsdagsbarnet i grunden? Er det os? Eller er det dem? Jeg tror i hvert fald ikke, jeg står alene med følelsen af en vis afmagt i disse dage. (...) Jeg lover, at når jeg har været chefredaktør et stykke tid, så bliver jeg statsminister bagefter. Og så bliver der fest.

lørdag den 1. september 2007

Liberale strøtanker på en lørdag aften

Lidt blandet tankegods fra en friaften:

Claus Hjort Frederiksen: Ældrebyrden er et fænomen velfærdsstaten har skabt. Det er ikke bare fordi folk taler grimt til hinanden.

Løsningen på sort arbejde er... at fjerne alle skatter og afgifter.

Kan man virkelig være både socialist og liberal? Eller er socialliberale egentlig bare wannabe kapitalister med personlighedsspaltning?

Hvornår og hvordan blev kapitalisme et fy-ord?

Hvis man tror at velfærdsstaten - via tvangsmæssig skatteopkrævning - er den eneste måde et samfund kan tage sig af sine svageste på, så står det skidt til med moralen.

Når man, i skatte- og velfærdssammenhæng, siger at de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder, så glemmer man vist, at det gør de allerede ved deres produktive indsats.

Hvorfor siger de venstreorienterede, at der skal være plads til alle, når de hele tiden vil lave regler for, hvordan samfundet skal indrettes og folk skal opføre sig?

Har alle på Christiansborg fået en kollektiv lighedspsykose? Smitter det?

Kan man søge om politisk asyl som skatteflygtning? Eller skal man først dinge 100%?

Gad vide, hvor mange gange man kan betale skat af penge, som man kun har tjent én gang.

Gid det en dag bliver muligt at udregne sin egen indkomstskat. Rettelse: Gid indkomstskatten en dag forsvinder.

Jeg ønsker for alle verdens frie af sind, at de kommer til fornuft og indser, at friheden til at være, er den største skat i livet.