Ungdomshuset: Et forsvar for anarkiet?

Hvor god en anarkist er man, når man vil have kommunen til at finansiere sit hus? Ikke en særlig bemærkelsesværdig en af slagsen.

Selvmodsigelserne hærger som altid på de kollektivistiske livsstiles fløj. Man prædiker et åbent livssyn med plads til skæve eksistenser og alternativ kultur. Mangfoldighed, med andre ord. Altså, det vil sige, mangfoldighed på den ungdomshus-agtige måde. For der er ikke plads til kapitalisten, frihedselskeren, individualisten, stræberen, arbejdsbien. Ingen rum for den borgerlige, os der elsker hverdagens almindelighed og mammonens mangfoldigheder. Væk med dem, der tænker anderledes – altså anderledes end de, der engang kunne kalde sig autonome, men nu er de værste, ekstreme og menneskelige konsekvenser af årtiers forkælelse. Velfærdsstatens enebørn. Krævementalitetens hyklere.

I er ikke ulidelige fordi I er anderledes, ikke fordi I hører vild musik og ikke fordi I vil have jeres eget hus. I er ulidelige, fordi I kræver, at vi andre ufrivilligt betaler gildet. I er som små børn, der skriger på slik i et supermarked i myldretiden – og det kan ingen lide. Lige nu er I selvfølgelig også ulidelige, fordi I er voldelige og (selv)destruktive.

Lev jeres liv i fred. Lev jeres liv uden at være på statssprøjten. Søg lykken i uafhængigheden og friheden. Som en ægte anarkist ville gøre det.