At stemme eller ikke at stemme

Hjælp.

Det er tiden, hvor man gør sig seriøse overvejelser omkring de politiske alternativer til det kommende valg. Det er alvorlige sager. Specielt fordi begrebet valgurne i denne ombæring får den morbide betydning af liberalismes endegyldige i dansk politik.

Hvad gør man ved det kommende valg? Det er ikke et retorisk spørgsmål, jeg vil faktisk gerne vide, hvordan man skal forholde sig. Der er i virkeligheden 3 mulige udfald:

Skal man stemme?
Hvis ja, på hvem?
Eller skal man ikke stemme?

Spørgsmålet stilles med forudsætningen at man ønsker sig en regering, der kan trække os i en mere liberalistisk og kapitalistisk retning. Altså, at man ønsker sig mere af politisk ingenting. Anti-politik.

S.U.

Tak.

... if he uses the ballot, he may become a master, if he does not use it, he must become a slave. And he has no other alternative than these two. In self-defense, he attempts the former. His case is analogous to that of a man who has been forced into battle, where he must either kill others, or be killed himself. Because, to save his own life in battle, a man attempts to take the lives of his opponents, it is not be inferred that the battle is one of his own choosing.

Lysander Spooner (1808-87), No Treason: The Constitution of No Authority


Update! Fandt et super godt indlæg på Liberator fra valget 2005, der forklarer, hvorfor sofavalget er det eneste rigtige pt. og hvorfor det sender de helt forkerte signaler at stemme blankt:

Bliv sofavælger - det er det rigtige valg

Er du stolt af mig nu, DONG?

Her i sommerhuset er vi ikke velsignet med en tørretumbler, så derfor hænger jeg vasketøjet til tørre på en snor mellem to birketræer. Det ser ganske romantisk og sommerhusagtigt ud, og jeg hygger mig lidt med det for jeg har jo ferie og det hele.

Jeg ved også at mit energiselskab DONG sætter stor pris på min romantiske livsstil. Jeg kan nemlig se på deres 100 m x 100 m facadebanner på Nørreport i København at de ville ønske at alle var ligesom mig. På banneren er min fine tørresnor nemlig gengivet, lige dér midt i al by-osen og travlheden. DONG opfordrer også i deres TV reklamer til, at vi alle lige giver tørresnoren en chance til.

Hvad er konsekvensen af denne tænkning? Jo, udover at vi sandsynligvis ville have tørresnore OVERALT i København, så kunne vi nok spare en hulens masse CO2 udslip. Jeg så selv den kæmpe skræmmeballon fyldt med CO2 på Rådhuspladsen for nylig. Men det er ikke det eneste. Den egentlige konsekvens er, at vi bomber os selv tilbage i den teknologiske udvikling. Tørresnoren er tørretumblerens antikke forgænger. Tørretumbleren har – som så megen anden teknologi – gjort vores hverdag lettere og muliggjort en langt bedre udnyttelse af vores sparsomme tid.

Tørretumbleren er – uden at denne blog skal udvikle sig til en kliche – et symbol på den moderne families muligheder. Sammen med opvaskemaskinen, støvsugeren og andre daglige hjælpemidler i husholdningen. Hele den teknologiske udvikling har gjort det muligt for familier at leve med en anderledes arbejdsdeling og bedre tidsudnyttelse end tidligere.

Jeg er selv utroligt glad for min tørretumbler, som sparer mig meget tid hver uge. Tid som jeg kan bruge på andre og sjovere ting. Og jeg har ikke engang børn endnu. Hvis jeg havde de anbefalede tre poder, er jeg sikker på at jeg ville elske min tørretumbler endnu mere. Og jeg er i hvert fald helt sikker på, at jeg ikke ville rende rundt nede i gården og hænge vasketøj til tørre hele dagen. Ikke engang selvom jeg valgte at sige mit job op for at dedikere mig familielivet for en tid. Jeg ville foretrække en gåtur på Amager Strand med ungerne, mens tørretøjet passede sig selv.

DONG har åbenbart andre visioner. Eller også er konsekvenserne af deres miljørigtige (?) men historieløse holdning bare ikke tænkt til ende.

Public Enemy No. 1s

Cigaretten er en uddøende race. Den kom i autoriteternes søgelys som samfundets fjende no. 1, en trussel mod vores politisk planlagte sygehusvæsen, så den måtte lide en langsom, men sikker kvælningsdød i en tyk tåge af røg. Mange vil nok mindes det gamle ordsprog: “Man ligger som man har redt”.
Ikke nok med at de forbrydere, der vælger, af egen fri vilje og tilfredsstillelse, at suge i disse monstre, ødelægger diverse sundhedsapostles og autoriteters nattesøvn, så dræber de også alle os andre frelste. Passiv rygning – pludselig den sikre død for alle os, der gerne vil være, hvor disse sugende syndere også er.
”Forbyd det! Det kan ikke være rigtigt, at vi skal udsættes for disse synderes dødsos”. Kun ud fra et kollektivistisk/totalitært udgangspunkt kan det give nogen som helst mening. Ikke i et frit land med ejendomsret. Man kan jo bare holde sig væk.

Fede er en udsat race. De er kommet i autoriteternes søgelys som samfundets fjende no. 1 - en trussel mod vores kollektive sygehusvæsen. Før så jeg bare fede mennesker som fede mennesker, men nu er de ikke bare en trussel mod sig selv men mod os alle – offentligt fordømt og en fjende af kollektivet.
Når jeg nu kan forstå, at de er en trussel mod mig, så lægger jeg også mere mærke til synderne og er på vagt hver gang jeg ser en ”Fat Ass”. Jeg kan så forstå, at det faktisk ikke er deres egen skyld, men nogle kapitalistiske, profithungrende virksomheder, der propper enorme mængder af moralsk fordærvet fødevarer ned i halsen på dem. Så til alles beskuelse hældte sundhedsprofet, familieminister Carina, en stor Coca Cola Light™ ud i vasken - lige ned i Helvedes gab. Mon det var tilfældigt, at det lige var Coca Cola™ – et symbol på kapitalisme og frihed?

Og det er kun begyndelsen på tendensen til at adfærdsregulere...

Mad på flaske til babyer er også samfundets fjende no. 1, og er lige blevet ulovligt på offentlige sygehuse i New York. BONUS! Vi kan hermed aflive en myte: Der er offentlige sygehuse i USA.
Autoriteternes nye dogme er, at mad ved bryst er godt og skal fremmes, mens flaskemad er dårligt og skal bekæmpes. Der kan være mange årsager til at give sit barn flaskemad, men de højere magter har nu talt – det er en synd og skal fordømmes. Jeg havde ikke skænket det en tanke før, men jeg ser nu med mistro og foragt på de nybagte mødre der er på flasken.

Nyttige idioter

Al denne snak om ansvar glæder mig. Jeg sætter nemlig stor pris på ansvarlige mennesker. Når jeg siger ansvarlig, så mener jeg ikke ansvarlig på sådan et abstrakt plan, som det nye ministerudvalg vist nok gør, men mere på sådan et helt-nede-på-jorden og meget konkret plan.

Et ansvarligt menneske kan man være, uanset hvilken partifarve man har. De fleste jeg kender er ansvarlige mennesker, der ønsker at have et job, og som knokler for at forsørge sin familie og gøre sig fortjent til det gode liv. Det er ansvarligt. Faktisk tror jeg kun jeg kender nogle få uansvarlige mennesker, og de ville hurtigt blive ansvarlige, hvis ikke de havde et sikkerhedsnet af rang til at gribe dem uanset hvilke naive, skøre eller deciderede dumme indfald de får. Eller også ville de ikke, og så er balladen jo på eget ansvar.

At være ansvarlig kræver råderum og mulighed for at forudse konsekvenserne af sine handlinger. I Danmark har vi gennem mange år fra politisk side begrænset begge dele. Det medfører en naturlig grænse for de forhold vi selv kan påvirke og dermed det personlige ansvar.

Skatteminister Kristian Jensen, det er ikke dig, der mangler råderum til skattelettelser. Det er mig, der hver måned mangler råderum til at udvise ansvar, fordi du har taget det fra mig. Hvis du stadig har bare en lille liberalist i maven, så taler vi vel ud fra samme præmisser, når jeg siger til dig, at pengene er brugt mest ansvarligt der, hvor informationsniveauet er højst. Det betyder til enhver tid decentraliseret. Decentraliseret i yderste grad; på den enkelte borgers budgetkonto. Det er derfor du er borgerlig. Har du glemt det?

Eller har du bare overgivet ansvaret til den centraladministration, der har ædt dig op indefra? Er du stolt om mange år, når du med ministerpension kan se tilbage på en tid som skatteminister, hvor du havde ansvaret for at håndhæve en uforståelig skattelov og en marginalskat på 63% ekskl. moms og afgifter? Giv mig råderum til at udvise ansvar. Giv mig min velfortjente løn, produktet af mit liv, min ejendom, tilbage.

Hvis jeg spiller roulette så kan jeg forudse konsekvenserne med sikkerhed. Lægger jeg mine penge på rød, så har jeg næsten 50% chance for at vinde. Og hvis jeg vinder, så er min investering fordoblet. Risikoen for at tabe er lidt større, men jeg ved det. Forudsætningerne er uforanderlige. Og så kan jeg beslutte, om det er en ansvarlig handling at anvende velfortjente penge til det formål.

Hvis jeg køber drømmehuset ved Amager Strand, så ved jeg ikke hvad konsekvenserne er. Bevares, nogle forhold er uden for rækkevidde, men nu refererer jeg til skatter og afgifter. I vores land er vi med jævne mellemrum ofre for tilfældige politiske beslutninger, især skatteændringer. Ejendomsskatter stiger, stopper, stiger igen. Indkomstbeskatningen stiger, stopper, får navneændringer og indavlede fætre. Vi har intet loft, ingen begrænsning, ingen hjemmel til at gøre oprør mod arbitrære politiske indgreb. En forøgelse af skattetrykket kan have drastiske konsekvenser for et enkelt menneske, for ikke at tale om hele samfund, på trods af hensigter om folkesundhed, miljørigtighed, samfundsnytte eller andre kollektivistiske drømmerier. I et land, hvor man til enhver tid kan referere til almenvellet ved konfiskation af ejendom, det være sig bolig såvel som personlig indtægt, er det umuligt at forudse konsekvenserne af sine handlinger. Det besværliggør unægteligt vurderingen af, hvad ansvarsfuld opførsel er. I disse dage er der vist mere ræson i at satse 1.000 kroner på rød end på at jeg får mit personlige, økonomiske ansvar tilbage.

Friheden til at være ansvarlig og ikke mindst tilliden til, at andre mennesker opfører sig ansvarligt, kræver en liberal kant. Eller snarere, holdningen at det er ethvert menneskes ret at have råderum til at være ansvarlig – eller uansvarlig! - kræver et decideret liberalistisk værdigrundlag, som efterhånden er en noget udvandet størrelse, også i danske, politiske kredse. Her ser det ud til, at man fuldstændig har opgivet ideen og er parat til at se stort på alt det, der lugter af personlig frihed og personligt ansvar til fordel for fællesskabet og på bekostning af individet.

Men når man opgiver troen på det retfærdige i – og gevinsten ved - at overlade individet sit retmæssige ansvar og når man samtidig har politisk magt, så bryder helvede løs. I kan ævle alt det I vil, kære Ministerudvalg. Husk bare, at det er jeres liberale og borgerlige ansvar ikke at være en flok nyttige idioter.

At eksperimentere med børn

I lighedens og kollektivismens navn har en gruppe underviserer lavet et omfattende eksperiment med Lego, for at lære børnene om glæderne ved førnævnte og kapitalismens ondskab.

Why We Banned Legos

Uha, det er da lige til at få kuldegysninger af.

HT: Amercian Thinker
(klik her for den korte version)