søndag den 2. september 2007

Anders Lund Madsen og mavekramper

Åh, hvilken salig fornøjelse at læse JPs Indblik om søndagen med den skøre Anders Lund Madsens Udblik.

Idag vågner man op til følgende (uddrag), der udsatte undertegnede for en reel birkes-emergency under morgenkaffen:

Og her er skattedebatten atter en central aktør. Den og diskussionen om de offentlige månedslønninger har hele ugen hersket over den politiske meningsdannelse, og var det ikke for de græske skovbrande og ikke mindst afvisningen af det dansk donerede mobile brandslukningsudstyr fra den sydfynske Skarø, hvor en lokal græsk brandmajor først pure nægtede at pakke brandbilen ud og senere sendte den til øen Evia, der resolut valgte at sende den tilbage igen til Athen, hvor den fortsat står på en overset kaj som et uafhentet symbol på bilateral product placement i en slag Evil Empire-version, som nok især brandbilens producent, Firexpress, skal holde et par bestyrelsesmøder vedrørende, ville ingen næppe nogen sinde have opdaget, at politifolk får mere i løn end sygeplejesker.


Og ambitionsniveauet er ganske sundt:

Er Alliancen den balance de hævder at være? Eller er de blot endnu et lys i en lagkage, som ingen efterhånden magter at puste ud? Og hvem er fødselsdagsbarnet i grunden? Er det os? Eller er det dem? Jeg tror i hvert fald ikke, jeg står alene med følelsen af en vis afmagt i disse dage. (...) Jeg lover, at når jeg har været chefredaktør et stykke tid, så bliver jeg statsminister bagefter. Og så bliver der fest.

lørdag den 1. september 2007

Liberale strøtanker på en lørdag aften

Lidt blandet tankegods fra en friaften:

Claus Hjort Frederiksen: Ældrebyrden er et fænomen velfærdsstaten har skabt. Det er ikke bare fordi folk taler grimt til hinanden.

Løsningen på sort arbejde er... at fjerne alle skatter og afgifter.

Kan man virkelig være både socialist og liberal? Eller er socialliberale egentlig bare wannabe kapitalister med personlighedsspaltning?

Hvornår og hvordan blev kapitalisme et fy-ord?

Hvis man tror at velfærdsstaten - via tvangsmæssig skatteopkrævning - er den eneste måde et samfund kan tage sig af sine svageste på, så står det skidt til med moralen.

Når man, i skatte- og velfærdssammenhæng, siger at de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder, så glemmer man vist, at det gør de allerede ved deres produktive indsats.

Hvorfor siger de venstreorienterede, at der skal være plads til alle, når de hele tiden vil lave regler for, hvordan samfundet skal indrettes og folk skal opføre sig?

Har alle på Christiansborg fået en kollektiv lighedspsykose? Smitter det?

Kan man søge om politisk asyl som skatteflygtning? Eller skal man først dinge 100%?

Gad vide, hvor mange gange man kan betale skat af penge, som man kun har tjent én gang.

Gid det en dag bliver muligt at udregne sin egen indkomstskat. Rettelse: Gid indkomstskatten en dag forsvinder.

Jeg ønsker for alle verdens frie af sind, at de kommer til fornuft og indser, at friheden til at være, er den største skat i livet.

lørdag den 25. august 2007

At stemme eller ikke at stemme

Hjælp.

Det er tiden, hvor man gør sig seriøse overvejelser omkring de politiske alternativer til det kommende valg. Det er alvorlige sager. Specielt fordi begrebet valgurne i denne ombæring får den morbide betydning af liberalismes endegyldige i dansk politik.

Hvad gør man ved det kommende valg? Det er ikke et retorisk spørgsmål, jeg vil faktisk gerne vide, hvordan man skal forholde sig. Der er i virkeligheden 3 mulige udfald:

Skal man stemme?
Hvis ja, på hvem?
Eller skal man ikke stemme?

Spørgsmålet stilles med forudsætningen at man ønsker sig en regering, der kan trække os i en mere liberalistisk og kapitalistisk retning. Altså, at man ønsker sig mere af politisk ingenting. Anti-politik.

S.U.

Tak.


... if he uses the ballot, he may become a master, if he does not use it, he must become a slave. And he has no other alternative than these two. In self-defense, he attempts the former. His case is analogous to that of a man who has been forced into battle, where he must either kill others, or be killed himself. Because, to save his own life in battle, a man attempts to take the lives of his opponents, it is not be inferred that the battle is one of his own choosing.


Lysander Spooner (1808-87), No Treason: The Constitution of No Authority


Update! Fandt et super godt indlæg på Liberator fra valget 2005, der forklarer, hvorfor sofavalget er det eneste rigtige pt. og hvorfor det sender de helt forkerte signaler at stemme blankt:

Bliv sofavælger - det er det rigtige valg

onsdag den 22. august 2007

Er du stolt af mig nu, DONG?



Her i sommerhuset er vi ikke velsignet med en tørretumbler, så derfor hænger jeg vasketøjet til tørre på en snor mellem to birketræer. Det ser ganske romantisk og sommerhusagtigt ud, og jeg hygger mig lidt med det for jeg har jo ferie og det hele.

Jeg ved også at mit energiselskab DONG sætter stor pris på min romantiske livsstil. Jeg kan nemlig se på deres 100 m x 100 m facadebanner på Nørreport i København at de ville ønske at alle var ligesom mig. På banneren er min fine tørresnor nemlig gengivet, lige dér midt i al by-osen og travlheden. DONG opfordrer også i deres TV reklamer til, at vi alle lige giver tørresnoren en chance til.

Hvad er konsekvensen af denne tænkning? Jo, udover at vi sandsynligvis ville have tørresnore OVERALT i København, så kunne vi nok spare en hulens masse CO2 udslip. Jeg så selv den kæmpe skræmmeballon fyldt med CO2 på Rådhuspladsen for nylig. Men det er ikke det eneste. Den egentlige konsekvens er, at vi bomber os selv tilbage i den teknologiske udvikling. Tørresnoren er tørretumblerens antikke forgænger. Tørretumbleren har – som så megen anden teknologi – gjort vores hverdag lettere og muliggjort en langt bedre udnyttelse af vores sparsomme tid.

Tørretumbleren er – uden at denne blog skal udvikle sig til en kliche – et symbol på den moderne families muligheder. Sammen med opvaskemaskinen, støvsugeren og andre daglige hjælpemidler i husholdningen. Hele den teknologiske udvikling har gjort det muligt for familier at leve med en anderledes arbejdsdeling og bedre tidsudnyttelse end tidligere.

Jeg er selv utroligt glad for min tørretumbler, som sparer mig meget tid hver uge. Tid som jeg kan bruge på andre og sjovere ting. Og jeg har ikke engang børn endnu. Hvis jeg havde de anbefalede tre poder, er jeg sikker på at jeg ville elske min tørretumbler endnu mere. Og jeg er i hvert fald helt sikker på, at jeg ikke ville rende rundt nede i gården og hænge vasketøj til tørre hele dagen. Ikke engang selvom jeg valgte at sige mit job op for at dedikere mig familielivet for en tid. Jeg ville foretrække en gåtur på Amager Strand med ungerne, mens tørretøjet passede sig selv.

DONG har åbenbart andre visioner. Eller også er konsekvenserne af deres miljørigtige (?) men historieløse holdning bare ikke tænkt til ende.

mandag den 6. august 2007

Public Enemy No. 1s

Cigaretten er en uddøende race. Den kom i autoriteternes søgelys som samfundets fjende no. 1, en trussel mod vores politisk planlagte sygehusvæsen, så den måtte lide en langsom, men sikker kvælningsdød i en tyk tåge af røg. Mange vil nok mindes det gamle ordsprog: “Man ligger som man har redt”.
Ikke nok med at de forbrydere, der vælger, af egen fri vilje og tilfredsstillelse, at suge i disse monstre, ødelægger diverse sundhedsapostles og autoriteters nattesøvn, så dræber de også alle os andre frelste. Passiv rygning – pludselig den sikre død for alle os, der gerne vil være, hvor disse sugende syndere også er.
”Forbyd det! Det kan ikke være rigtigt, at vi skal udsættes for disse synderes dødsos”. Kun ud fra et kollektivistisk/totalitært udgangspunkt kan det give nogen som helst mening. Ikke i et frit land med ejendomsret. Man kan jo bare holde sig væk.

Fede er en udsat race. De er kommet i autoriteternes søgelys som samfundets fjende no. 1 - en trussel mod vores kollektive sygehusvæsen. Før så jeg bare fede mennesker som fede mennesker, men nu er de ikke bare en trussel mod sig selv men mod os alle – offentligt fordømt og en fjende af kollektivet.
Når jeg nu kan forstå, at de er en trussel mod mig, så lægger jeg også mere mærke til synderne og er på vagt hver gang jeg ser en ”Fat Ass”. Jeg kan så forstå, at det faktisk ikke er deres egen skyld, men nogle kapitalistiske, profithungrende virksomheder, der propper enorme mængder af moralsk fordærvet fødevarer ned i halsen på dem. Så til alles beskuelse hældte sundhedsprofet, familieminister Carina, en stor Coca Cola Light™ ud i vasken - lige ned i Helvedes gab. Mon det var tilfældigt, at det lige var Coca Cola™ – et symbol på kapitalisme og frihed?

Og det er kun begyndelsen på tendensen til at adfærdsregulere...

Mad på flaske til babyer er også samfundets fjende no. 1, og er lige blevet ulovligt på offentlige sygehuse i New York. BONUS! Vi kan hermed aflive en myte: Der er offentlige sygehuse i USA.
Autoriteternes nye dogme er, at mad ved bryst er godt og skal fremmes, mens flaskemad er dårligt og skal bekæmpes. Der kan være mange årsager til at give sit barn flaskemad, men de højere magter har nu talt – det er en synd og skal fordømmes. Jeg havde ikke skænket det en tanke før, men jeg ser nu med mistro og foragt på de nybagte mødre der er på flasken.

søndag den 5. august 2007

Nyttige idioter

Al denne snak om ansvar glæder mig. Jeg sætter nemlig stor pris på ansvarlige mennesker. Når jeg siger ansvarlig, så mener jeg ikke ansvarlig på sådan et abstrakt plan, som det nye ministerudvalg vist nok gør, men mere på sådan et helt-nede-på-jorden og meget konkret plan.

Et ansvarligt menneske kan man være, uanset hvilken partifarve man har. De fleste jeg kender er ansvarlige mennesker, der ønsker at have et job, og som knokler for at forsørge sin familie og gøre sig fortjent til det gode liv. Det er ansvarligt. Faktisk tror jeg kun jeg kender nogle få uansvarlige mennesker, og de ville hurtigt blive ansvarlige, hvis ikke de havde et sikkerhedsnet af rang til at gribe dem uanset hvilke naive, skøre eller deciderede dumme indfald de får. Eller også ville de ikke, og så er balladen jo på eget ansvar.

At være ansvarlig kræver råderum og mulighed for at forudse konsekvenserne af sine handlinger. I Danmark har vi gennem mange år fra politisk side begrænset begge dele. Det medfører en naturlig grænse for de forhold vi selv kan påvirke og dermed det personlige ansvar.

Skatteminister Kristian Jensen, det er ikke dig, der mangler råderum til skattelettelser. Det er mig, der hver måned mangler råderum til at udvise ansvar, fordi du har taget det fra mig. Hvis du stadig har bare en lille liberalist i maven, så taler vi vel ud fra samme præmisser, når jeg siger til dig, at pengene er brugt mest ansvarligt der, hvor informationsniveauet er højst. Det betyder til enhver tid decentraliseret. Decentraliseret i yderste grad; på den enkelte borgers budgetkonto. Det er derfor du er borgerlig. Har du glemt det?

Eller har du bare overgivet ansvaret til den centraladministration, der har ædt dig op indefra? Er du stolt om mange år, når du med ministerpension kan se tilbage på en tid som skatteminister, hvor du havde ansvaret for at håndhæve en uforståelig skattelov og en marginalskat på 63% ekskl. moms og afgifter? Giv mig råderum til at udvise ansvar. Giv mig min velfortjente løn, produktet af mit liv, min ejendom, tilbage.

Hvis jeg spiller roulette så kan jeg forudse konsekvenserne med sikkerhed. Lægger jeg mine penge på rød, så har jeg næsten 50% chance for at vinde. Og hvis jeg vinder, så er min investering fordoblet. Risikoen for at tabe er lidt større, men jeg ved det. Forudsætningerne er uforanderlige. Og så kan jeg beslutte, om det er en ansvarlig handling at anvende velfortjente penge til det formål.

Hvis jeg køber drømmehuset ved Amager Strand, så ved jeg ikke hvad konsekvenserne er. Bevares, nogle forhold er uden for rækkevidde, men nu refererer jeg til skatter og afgifter. I vores land er vi med jævne mellemrum ofre for tilfældige politiske beslutninger, især skatteændringer. Ejendomsskatter stiger, stopper, stiger igen. Indkomstbeskatningen stiger, stopper, får navneændringer og indavlede fætre. Vi har intet loft, ingen begrænsning, ingen hjemmel til at gøre oprør mod arbitrære politiske indgreb. En forøgelse af skattetrykket kan have drastiske konsekvenser for et enkelt menneske, for ikke at tale om hele samfund, på trods af hensigter om folkesundhed, miljørigtighed, samfundsnytte eller andre kollektivistiske drømmerier. I et land, hvor man til enhver tid kan referere til almenvellet ved konfiskation af ejendom, det være sig bolig såvel som personlig indtægt, er det umuligt at forudse konsekvenserne af sine handlinger. Det besværliggør unægteligt vurderingen af, hvad ansvarsfuld opførsel er. I disse dage er der vist mere ræson i at satse 1.000 kroner på rød end på at jeg får mit personlige, økonomiske ansvar tilbage.

Friheden til at være ansvarlig og ikke mindst tilliden til, at andre mennesker opfører sig ansvarligt, kræver en liberal kant. Eller snarere, holdningen at det er ethvert menneskes ret at have råderum til at være ansvarlig – eller uansvarlig! - kræver et decideret liberalistisk værdigrundlag, som efterhånden er en noget udvandet størrelse, også i danske, politiske kredse. Her ser det ud til, at man fuldstændig har opgivet ideen og er parat til at se stort på alt det, der lugter af personlig frihed og personligt ansvar til fordel for fællesskabet og på bekostning af individet.

Men når man opgiver troen på det retfærdige i – og gevinsten ved - at overlade individet sit retmæssige ansvar og når man samtidig har politisk magt, så bryder helvede løs. I kan ævle alt det I vil, kære Ministerudvalg. Husk bare, at det er jeres liberale og borgerlige ansvar ikke at være en flok nyttige idioter.

onsdag den 1. august 2007

At eksperimentere med børn

I lighedens og kollektivismens navn har en gruppe underviserer lavet et omfattende eksperiment med Lego, for at lære børnene om glæderne ved førnævnte og kapitalismens ondskab.

Why We Banned Legos

Uha, det er da lige til at få kuldegysninger af.

HT: Amercian Thinker
(klik her for den korte version)

mandag den 30. juli 2007

En natugles bekendelser

I lørdags var jeg en tur i byen og det var rigtig sjovt. Lige indtil en flok perkere gik amok i et indbyrdes opgør. Og så gik det galt.

Jeg kalder dem perkere med vilje. Det gør jeg for at afgrænse mig fra dem. Jeg kalder dem ikke indvandrere, fremmedarbejdere eller 2. g’ere. Det kan godt være, at de også er det, men hvis jeg kalder dem det, så er det det samme, som at kalde ballademagerne fra Jagtvej 69 for Unge: En fornærmelse mod en samfundsgruppe, der indeholder en kæmpe diversitet. En betegnelse der på ingen måde beskriver deres opførsel.

Jeg er selv blevet kaldt perker mange gange i mit liv, primært da jeg gik i folkeskole. Min far er tyrkisk kurder og jeg er tydeligvis blandet blod. Jeg synes det var ubehageligt, da jeg var lille. Det var min første oplevelse af afmagt, og af at blive uretfærdigt behandlet. At blive uretfærdigt behandlet er stadig den følelse, der kan vække størst sorg i mig. Både når det går ud over mig selv og andre. Eksempelvis engang hvor jeg var i Tivoli med min lillebror, som måske har været 10 år på det tidspunkt, og en gruppe navlebeskuende, kolonihave-danskere sprang over os i køen. Jeg sagde til dem, at det synes jeg ikke de kunne være bekendt, hvortil manden svarede om vi ikke bare skulle tage at skride hjem, hvor vi kom fra. Jeg synes det var så rædselsfuldt at min lillebror skulle opleve det, og jeg kunne ikke gøre noget.

I en periode var jeg flov over at min far var kurder, fordi jeg troede jeg var perker. Indtil det gik op for mig, min mor vidste det jo godt, at jeg og min lillebror er den samme slags mennesker som alle andre. (Bare med store brune øjne, og det nyder vi begge godt af i dag.) Min bror er så dygtig i skolen og han arbejder så hårdt. Jeg gør også, hvad jeg kan for at nå mine mål. Sådan er vi opdraget af vores elskede familie. Hudfarve, race eller social baggrund har intet med sagen at gøre. Det skal man forstå. Man kan og skal selv tage ansvar og det samme skal ens familie. Og man må ikke være bange for at kalde en spade for en spade.

I lørdags gik det som sagt galt. Vi sad på vores yndlings-bar, og havde en hyggelig aften med masser gode drinks, og vi fejrede at barens dygtige bestyrer efter nogle års tjeneste nu skal videre ud at prøve nye udfordringer. Jeg havde godt lagt mærke til den store gruppe, der sad bag os, og et par stykker af dem havde også langet et par kække bemærkninger i min retning. Bestyreren og jeg havde netop udvekslet bekymrede overvejelser om risikoen for en ubehagelig udvikling i deres ende af butikken, da balladen tog fart. Guderne må vide, hvad der tændte dem af. Den ene gik amok og begyndte at flå i møblerne og kaste med glas. Den anden hoppede lidt rundt som en anden mesterbokser indtil et par kompetente medarbejdere fik situationen under kontrol og tilkaldt et salatfad. På dette tidspunkt er aftenen ødelagt. Folk står musestille og håber på, at alt bare kunne blive som før. Der er tyst. Indtil endnu en af gruppens imbecile beslutter sig for at råbe ’Homo’ efter den ballademager, som er på vej ud af baren, men nu løber tilbage for at finde synderen. Tilfældigvis står den lille mand med den store stemme lige ved siden af mig. Og så slår det klik. For mig, altså. Jeg vælger simpelthen at vende mig mod ham, råbe noget til ham om, at nu var det hele jo lige ved at ordne sig, og så stikker jeg ham en syngende lussing.

Jeg havde intet med konflikten at gøre før dette. Intet. Enhver psykolog kunne sikkert få en masse ud af den situation, og jeg er selv bevidst om, at netop det, at der her var tale om en flok perkere, der – igen, igen, igen, igen – lavede ballade på vores sted, det tændte mig af. Skyldfølelsen, fordi jeg i nogle folks øjne er ”en af dem”. Uretfærdigheden i, at hver gang de gør det, så giver de os andre ’a bad name’. Afmagten, fordi jeg ved, at man ikke kan afvise dem på trods af, at vi udmærket kan skelne mellem perkere og udlændinge – ligesom vi kan skelne mellem hooligans og roligans.

Der er intet der kan retfærdiggøre, at jeg slog et andet menneske, og jeg skammer mig på det groveste. Men ejerskabsfølelsen blandet med uretfærdighed og afmagt er en farlig cocktail. Det var VORES yndlings-bar, de var i gang med at smadre. Det var VORES yndlings-bartendere de udsatte for fare. Det var OS, det gik ud over.

Ligesom jeg kunne finde på at kalde voldelige fodboldfans fra Vestegnen for Brøndby-bøller, så kalder jeg disse plageånder for perkere. De har nogle træk som er fælles for dem, og som adskiller dem fra andre grupper af fredsforstyrrere. De klæder sig på en bestemt måde, de taler utroligt grimt til alle – også hinanden, og så skubber og kommanderer de rundt med folk. De taler også meget grimt til piger, de går uprovokeret til angreb på hvem som helst og så er de frygtløse – har absolut ingen respekt for nogen som helst form for autoritet. Ofte ankommer de i større grupper og er primært af udenlandsk/blandet afstamning iblandet et par etniske danskere – som opfører sig nøjagtig ligesådan.

Jeg kan ikke lide at sige ordet perker. Det gibber stadig i mig, og det sender mine tanker tilbage til ulykkelige oplevelser. Jeg bruger ordet uhyre sjældent og jeg ville ønske det hed noget andet. Noget jeg aldrig var blevet kaldt. Men i mine øjne er det en uretfærdighed af dimensioner at kalde dem udlændinge/sydlændinge/indvandrere. De har INGEN af de træk, som man forbinder med en varmblodet araber, en elskelig tyrker eller en intelligent pakistaner. INGEN. De er dårlige mennesker, og de fortjener intet andet end at stå til ansvar for deres egne, individuelle handlinger. De fortjener under alle omstændigheder ingen misforstået tolerance fra konfliktsky mennesker, der ikke tør tage opgøret og kalde tyrannerne ved deres rette navn. Disse konfliktsky mennesker burde hellere tænke på, hvordan det påvirker retfærdighedsfølelsen hos de af os, som har valgt lykken, glæden, kærligheden og fornuften, og som hver dag vælger at opføre os ansvarligt. De af os, som har valgt at være gode mennesker. Og som ikke forbinder ordet perker med race. Men med valget af livsstil.


Bringes ligeledes som klumme på Netavisen 180Grader onsdag den 1. august

Mwuhahahaha...

...Nikolaj Hawaleschka Stenberg er med denne post udnævnt som den eneste jeg kan forestille mig at stemme på ved det kommende valg til "Hersker af Velfærdsuniverset".

Familie- og Forbrugsministeriet skal ikke bare lukkes; det skal grundlovsfæstes, at man aldrig mere må have et ministerium, der skal statsliggøre familieenheden. Alle omkostninger ministeriet hidtil har haft skal bæres af Det Konservative Folkeparti.


Genialt!

Socialministeriet vil jeg faktisk beholde! Men det skal slankes og dets eneste opgave skal være, at uddele kopier af Ayn Rands Atlas Shrugged til alle ”klienter” landet over. Så kan de lære det – og staten skal med glæde betale.


GENIALT gange 1.000.000.000!

Update
Konkurrent på banen - den altid velformulerede Martin Ågerup med totalt yndlings-budskab...

Kampen om herskerpositionen, blandt kandidater der aldrig ville ønske sig at være herskere over andet end eget liv, snerper til!!

Følg med i den spændende udvikling og kom selv med nye bud!

lørdag den 28. juli 2007

Scientist Celeb Drama!


Uha, nu er der virkelig gået soap-opera i det amerikanske global warming-miljø. Der bliver fra renewable energy fronten uddelt mafia-style ubehagelige trusler og - fra alle sider - kastet med kompromitterende privatkorrespondence.

Nu skal jeg ikke holde mig for god til at følge med i et godt drama, særligt ikke når det indeholder yderst interessante private e-mails og mine læsere skal naturligvis nyde den samme primitive glæde, hvis de finder det interessant.

Læs Newsbusters artikel her:

EPA to Probe Threatening E-Mail Sent to Global Warming Skeptic

...og en endnu mere interessant update her:

Global Warming Foes Trade Barbs Over Threatening E-mail Message

Ligesom med Asmaas uendelige talestrøm, kan jeg kun konkludere én ting. Lad dem ævle! De udstiller sig selv, som de menneskehadere de er. Forhåbentlig ødelægger de deres egen sag, global warming skræmmekampagnen, derved.

Glædelig første skattefrihedsdag!