I et anfald af momentan vanvid købte jeg i sensommeren et abonnement på Forbrugerrådets medlemsblad TÆNK. Marts-udgaven kom ind ad brevsprækken denne weekend. På forsiden kan man læse, at dette nummers store trækplaster er ... vent på det ... dadadaaah:
EN TOILETPAPIRTEST!
Det var samme formidable tidsskrift, der i et tidligere nummer lancerede det faktum, at vores kassebonner er fyldt med bisphenol A, og man skræmmes i nærværende udgave yderligere af, at ikke blot kan disse kassebonner være hormonforstyrrende(?), de kan også svække immunforsvaret.
I tidsskriftets "kort nyt"-rubrik beklager man sig fra redaktionen desuden over, at Arlas reklamekampagne "Tættere på naturen" har fået grønt lys for at kæde mejeriets produkter sammen med skønne naturoplevelser, idet Forbrugerrådet og Danmarks Naturfredningsforening IKKE har fået medhold i en anmeldelse om vildledning.
Det er dog ikke alt sammen dårligt nyt. Under rubrikken "bæredygtighed" oplyses læseren således om et festligt fremskridt for det danske erhvervsliv. Der er nemlig oprettet en særlig standardisering, DS 26001, der har til formål at definere og dokumentere det, der på Handelshøjskole-sprog hedder CSR (Corporate Social Responsibility), således at virksomhederne nu kan pryde sig med statslig godkendt social ansvarlighed.
Jeps, man får underholdning for alle skattekronerne i dette uhyrlige magasin.
lørdag den 19. marts 2011
torsdag den 17. marts 2011
Barsel er for babyer og nybagte mødre, ikke for karrierekvinder
Fuld barsel. Sig ordene. Smag på dem. Føl dem.
Det emmer af teknokrati. Synes jeg. Det gør det fordi, det er et udtryk, som ofte anvendes i debatten om kvinder og karriere. "Superkvinder tager ikke fuld barsel", skrev en borgerlig debattør for et års tid siden. "Superkvinden" er i debattørens øjne tilsyneladende en topchef, en "ligestillet" kvinde, en klog kvinde. Det er en kvinde, der "deler sin barsel", således at også hun kan nå de bonede gulve i direktionslokalerne.
Ovennævnte debattør taler ikke om (ihvertfald ikke i det omtalte indlæg), at den delte barsel skal være lovpligtig, og det er vigtigt. Men andre bruger rask væk idéen om den øremærkede barsel til mænd. Man skal ikke lede længe for at finde såvel politikere som debatterende erhversfolk, der mener dette.
Karakteristisk er det, at debatten om "fuld barsel", "delt barsel" og "øremærket barsel" overhovedet ikke handler om hverken baby eller barsel. Den handler om kvinders karrieremuligheder. Nuvel, debattørerne og politikerne dækker sig ofte ind under den antagelse, at det er vigtigt for barnet at far spiller en større rolle, men bundlinien er, at kvinder skal have samme karrieremuligheder som mænd. Hvem betaler iøvrigt prisen, hvis far ikke ønsker at tage den foreslåede øremærkede barsel? Det gør naturligvis de babyer, der i forvejen sendes alt for tidligt og alt for længe i institution.
Det er i det hele taget en ussel debat. For hvad er barsel? Ifølge Rigshospitalet følgende:
Det er det mest fornuftige og objektive, jeg har set skrevet om barsel i nyere tid. Mine egne børns sundhedsplejerske talte om noget lignende, nemlig at barselsperioden er der, hvor man skal komme til hægterne, og overgive sig til hjælp fra sine nærmeste. Hjælp til madlavning, tøjvask, oprydning, hygge med større søskende og så videre. Ro til at få amningen igang, ro til at nusse og pusle om det lille, nye menneske, der har behov for at dufte og mærke sin mor og behov for at høre de velkendte stemmer fra far og søskende.
Barsel handler ikke om karriere eller om ligestilling. Barsel handler om, at tage sig af en lille nyfødt, og om at finde benene igen efter og under en periode der tærer først på de fysiske kræfter og så på de mentale.
Kvinder (og mænd), der taler om barsel som noget politisk burde skamme sig. Ingen ved bedre end den enkelte familie, hvorvidt man er bedst tjent med, at mor eller far tager en orlovsperiode eller ej. Og da slet ikke længden af den periode.
Og ja, konsekvensen af den tankegang (altså min) er da, at det i bund og grund er et personligt anliggende, som bør afklares mellem den enkelte og den enkeltes arbejdsplads. Det er også en periode i livet man selv burde spare op til og planlægge efter eget ønske. Det er sandt for dyden svært i et skatteplaget land, som det danske, og derfor er løsningen heller ikke, at politikerne indgår med endnu mere regulering på området, end det allerede er tilfældet. Løsningen er naturligvis en liberalisering af de generelle politiske systemer: (Langt!) Lavere skat, privatisering af pasningsområdet og frafald af diverse institutionstilskud samt børnepenge.
Her vil så sikkert ankomme de sædvanlige modangreb: Jamen, hvem har da råd til at være væk fra arbejdet så og så længe? Til dette må man bare sige, at pengene jo ikke falder ned som manna fra himlen. De midler, der i forvejen omfordeles på dette område, kommer altså fra virksomhederne og skatteborgerne selv. Så midlerne bliver ikke færre af en liberalisering, måske bliver de endda flere. Fordi man slipper for de allestedsnærværende administrationsomkostninger, der som altid kendetegner et dybt bureaukratisk og formynderisk system.
Bragt som klumme på Netavisen 180grader
Det emmer af teknokrati. Synes jeg. Det gør det fordi, det er et udtryk, som ofte anvendes i debatten om kvinder og karriere. "Superkvinder tager ikke fuld barsel", skrev en borgerlig debattør for et års tid siden. "Superkvinden" er i debattørens øjne tilsyneladende en topchef, en "ligestillet" kvinde, en klog kvinde. Det er en kvinde, der "deler sin barsel", således at også hun kan nå de bonede gulve i direktionslokalerne.
Ovennævnte debattør taler ikke om (ihvertfald ikke i det omtalte indlæg), at den delte barsel skal være lovpligtig, og det er vigtigt. Men andre bruger rask væk idéen om den øremærkede barsel til mænd. Man skal ikke lede længe for at finde såvel politikere som debatterende erhversfolk, der mener dette.
Karakteristisk er det, at debatten om "fuld barsel", "delt barsel" og "øremærket barsel" overhovedet ikke handler om hverken baby eller barsel. Den handler om kvinders karrieremuligheder. Nuvel, debattørerne og politikerne dækker sig ofte ind under den antagelse, at det er vigtigt for barnet at far spiller en større rolle, men bundlinien er, at kvinder skal have samme karrieremuligheder som mænd. Hvem betaler iøvrigt prisen, hvis far ikke ønsker at tage den foreslåede øremærkede barsel? Det gør naturligvis de babyer, der i forvejen sendes alt for tidligt og alt for længe i institution.
Det er i det hele taget en ussel debat. For hvad er barsel? Ifølge Rigshospitalet følgende:
Barselsperioden er tiden, hvor den nybagte mor kan komme sig efter fødslen, og hvor I som familie kan få tid til at koncentrere jer om det at være familie med et lille nyfødt barn, som kræver en stor del af jeres opmærksomhed.
Det er det mest fornuftige og objektive, jeg har set skrevet om barsel i nyere tid. Mine egne børns sundhedsplejerske talte om noget lignende, nemlig at barselsperioden er der, hvor man skal komme til hægterne, og overgive sig til hjælp fra sine nærmeste. Hjælp til madlavning, tøjvask, oprydning, hygge med større søskende og så videre. Ro til at få amningen igang, ro til at nusse og pusle om det lille, nye menneske, der har behov for at dufte og mærke sin mor og behov for at høre de velkendte stemmer fra far og søskende.
Barsel handler ikke om karriere eller om ligestilling. Barsel handler om, at tage sig af en lille nyfødt, og om at finde benene igen efter og under en periode der tærer først på de fysiske kræfter og så på de mentale.
Kvinder (og mænd), der taler om barsel som noget politisk burde skamme sig. Ingen ved bedre end den enkelte familie, hvorvidt man er bedst tjent med, at mor eller far tager en orlovsperiode eller ej. Og da slet ikke længden af den periode.
Og ja, konsekvensen af den tankegang (altså min) er da, at det i bund og grund er et personligt anliggende, som bør afklares mellem den enkelte og den enkeltes arbejdsplads. Det er også en periode i livet man selv burde spare op til og planlægge efter eget ønske. Det er sandt for dyden svært i et skatteplaget land, som det danske, og derfor er løsningen heller ikke, at politikerne indgår med endnu mere regulering på området, end det allerede er tilfældet. Løsningen er naturligvis en liberalisering af de generelle politiske systemer: (Langt!) Lavere skat, privatisering af pasningsområdet og frafald af diverse institutionstilskud samt børnepenge.
Her vil så sikkert ankomme de sædvanlige modangreb: Jamen, hvem har da råd til at være væk fra arbejdet så og så længe? Til dette må man bare sige, at pengene jo ikke falder ned som manna fra himlen. De midler, der i forvejen omfordeles på dette område, kommer altså fra virksomhederne og skatteborgerne selv. Så midlerne bliver ikke færre af en liberalisering, måske bliver de endda flere. Fordi man slipper for de allestedsnærværende administrationsomkostninger, der som altid kendetegner et dybt bureaukratisk og formynderisk system.
Bragt som klumme på Netavisen 180grader
søndag den 13. marts 2011
Hvorfor hyldes Kinas etbarnspolitik?
På kvindernes kampdag kunne man læse en artikel i Information, der beskrev hvordan Kinas etbarnspolitik var en del af den "positive udvikling", der har gjort at verdens 11 rigeste kvinder er kinesere. Kvinderne slipper simpelthen for at tage sig af store familier.
Jeg fik lyst til at kaste op, da jeg læste artiklen. Det samme i weekenden, hvor jeg hørte en i omgangskredsen omtale etbarnspolitikken, som noget positivt i Kinas økonomiske udvikling.
Hvordan kan man se bort fra de menneskelige konsekvenser, som denne undertrykkelse har? Hvordan kan journalisten fra Information fuldstændig ignorere at kvinder i Kina tvinges til abort, og hvordan kan en helt almindelig dansk mand (selv med to børn) se noget som helst positivt i, at andre mennesker, andre steder i verden er underlagt et regime, der tillader sig at bestemme over kvinders krop og familiers størrelse? Og hvis de kan synes det er okay andre steder i verden, hvor lang tid går der så, før de synes det er okay her? Hvilke yderligere indgreb i menneskers personlige frihed, er disse samme mennesker mon villige til at acceptere?
Jeg kender ikke meget til etbarnspolitikken, men faldt dog over denne artikel fra Kristeligt Dagblad (2007), hvorfra følgende citat stammer:
Jeg fik lyst til at kaste op, da jeg læste artiklen. Det samme i weekenden, hvor jeg hørte en i omgangskredsen omtale etbarnspolitikken, som noget positivt i Kinas økonomiske udvikling.
Hvordan kan man se bort fra de menneskelige konsekvenser, som denne undertrykkelse har? Hvordan kan journalisten fra Information fuldstændig ignorere at kvinder i Kina tvinges til abort, og hvordan kan en helt almindelig dansk mand (selv med to børn) se noget som helst positivt i, at andre mennesker, andre steder i verden er underlagt et regime, der tillader sig at bestemme over kvinders krop og familiers størrelse? Og hvis de kan synes det er okay andre steder i verden, hvor lang tid går der så, før de synes det er okay her? Hvilke yderligere indgreb i menneskers personlige frihed, er disse samme mennesker mon villige til at acceptere?
Jeg kender ikke meget til etbarnspolitikken, men faldt dog over denne artikel fra Kristeligt Dagblad (2007), hvorfra følgende citat stammer:
For anden gang i løbet af to uger gik tusinder af mennesker til angreb på lokale familieplanlægningskontorer i tre byer i raseri over en hårdhændet kampagne i provinsen Guangxi i det sydvestlige Kina. Ifølge nyhedsbureauerne blev der sat ild til mindst et af kontorerne, og der var sårede og måske endda dræbte, før væbnet politi fik genoprettet roen.
Vreden er boblet op til overfladen efter en tremåneders kampagne, hvor embedsmænd har tvunget kvinder til abort, udskrevet høje bøder og konfiskeret folks ejendom, hvis de ikke var i stand til at betale.
Udenlandske journalister, der slap ind i området efter den første bølge af uro, har sendt rystende rapporter ud om, hvordan embedsmænd er braset ind og har gennemrodet folks hjem, har arresteret i flæng og udskrevet urimeligt høje bøder. Derudover er kvinder blevet tvangssteriliseret eller tvunget til at få abort.
– Etbarnspolitikken er forkert. Vi er fuldstændigt imod den. Jeg kendte en kvinde, der begik selvmord ved at springe i floden, fordi hun ikke ville fanges af myndighederne, fortæller en af de lokale beboere til nyhedsbureauet AFP.
Andre giver udtryk for, at problemet først og fremmest var korrupte embedsmænd:
– Det her handler ikke om befolkningskontrol, men om penge. De vil bare have penge, siger en anden til AFP.
lørdag den 12. marts 2011
Er liberalisme materialisme?
Materialismen hører socialismen til, ikke liberalismen. Det er socialisternes ulidelige fokus på den materielle lighed, den økonomiske omfordeling og tvangsopkrævningen af folks hårdttjente midler, der skal anholdes, ikke liberalismens iboende accept af menneskers forskellige præferencer for at arbejde, tjene penge eller lade være.
Materielle goder betyder meget for mange, og de gør unægteligt dagligdagen udholdelig, lettere og sjovere. Men alle har forskellige opfattelser af, hvor meget det er værd at arbejde for at tjene til en bil eller en rigtig lækker bil. Til en campingferie eller en uge i ren luksus på en tropeø. Nogle ønsker ikke at arbejde mere end nok til blot at have til dagen og vejen. Nogle ønsker at arbejde nok til, at de kan spare op til kunstig befrugtning. Og nogle ønsker at arbejde nok til, at kunne betale for sin egen alderdom. (Nogle lande beskatter så voldsomt, at dette dog kan være svært i virkeligheden.)
Men "de onde" er ikke de liberale, som vil lade det enkelte menneske eller familie vælge for sig selv, hvor meget man vil arbejde og hvor mange materielle goder man vil købe. "De onde" er socialisterne, som med vold og magt vil omfordele det enkelte menneskes indtægter. Den tankegang, der ligger bag, er usympatisk, anti-god og ødelæggende for den menneskelige drift. Til trods for alle påstande om det modsatte.
Hvis man har en tendens til at glemme det, så kan dette korte klip med den gode Milton Friedman sætte tingene lidt i relief:
Materielle goder betyder meget for mange, og de gør unægteligt dagligdagen udholdelig, lettere og sjovere. Men alle har forskellige opfattelser af, hvor meget det er værd at arbejde for at tjene til en bil eller en rigtig lækker bil. Til en campingferie eller en uge i ren luksus på en tropeø. Nogle ønsker ikke at arbejde mere end nok til blot at have til dagen og vejen. Nogle ønsker at arbejde nok til, at de kan spare op til kunstig befrugtning. Og nogle ønsker at arbejde nok til, at kunne betale for sin egen alderdom. (Nogle lande beskatter så voldsomt, at dette dog kan være svært i virkeligheden.)
Men "de onde" er ikke de liberale, som vil lade det enkelte menneske eller familie vælge for sig selv, hvor meget man vil arbejde og hvor mange materielle goder man vil købe. "De onde" er socialisterne, som med vold og magt vil omfordele det enkelte menneskes indtægter. Den tankegang, der ligger bag, er usympatisk, anti-god og ødelæggende for den menneskelige drift. Til trods for alle påstande om det modsatte.
Hvis man har en tendens til at glemme det, så kan dette korte klip med den gode Milton Friedman sætte tingene lidt i relief:
tirsdag den 8. marts 2011
Kvindenoter
Idag er 8. marts. Den unævnelige kampdag.
Rend mig i kødgryderne, jeg holder med Katrine Winkel Holm, med familien, med hjemmepassede småbørn og med den private ejendomsret.
Skuespillere, der mener, at Sverige er langt mere seriøs end Danmark, når det drejer sig om ligestilling, burde ikke tages alvorligt. Hun (altså skuespilleren) mener nemlig, at det i en overgangsperiode er en god idé for ligestillingen, at de statslige teatre kræver lige mange manderoller og kvinderoller. Hvad er det med den her "overgang"? Det er ikke første gang, jeg hører kvotefortalere nævne "overgangen", men hvad er det vi bevæger os fra og til? Det må være noget med et mål, der helliger tvangen. Lad feministerne besvare, hvori dette mål består.
En anden ting, der tales om, er at danske kvinder fravælger karriere fordi vi har så travlt med det huslige, og fordi skattetrykket er så højt, at vi ikke har råd til at udlicitere hentning af børn med videre. Det er som om, at det aldrig falder nogen ind, at nogle mødre måske faktisk ønsker en roligere hverdag, mens børnene er små, og at de faktisk godt kan lide at tilbringe tid sammen med ungerne. Kan det passe? Altså, at - også liberale - debattører ikke overvejer, at hverdagen kan blive en lille smule ærgerlig, hvis man ikke rigtig får brugt tid sammen med sin nære familie. Derfor kan det være ganske belejligt at arbejde deltid - eller slet ikke - i en periode af sit liv. For nogle er karrieren måske slet ikke så vigtig, som den bliver blæst op til at være. For nogle er det fint at starte/genoptage den på et senere tidspunkt i livet. Selvom forløbet så ikke passer ind i de populæreste karriere-coaches kasser. Jeg indrømmer blankt, at det ikke var et scenarie, jeg rigtig kunne se for mig før jeg selv fik børn. Men nu ville jeg ikke ønske mig det anderledes.
Herhjemme holder vi Information i øjeblikket, og det er jo helt vanvittigt, specielt på en dag som idag. For i avisen kan man nemlig læse, at etbarnspolitikken og kommunistpartiet bærer en stor del af æren for det, som journalisten kalder en positiv udvikling med henvisning til det faktum, at verdens 11 rigeste kvinder er kinesere. Etbarnspolitikken, omend udskældt af Vesten, betyder for kvinder, at de slipper for at tage sig af store familier. Desuden er kommunistpartiet en af grundene til kvindernes succes, fordi selvom Maos revolution påførte samfundet utroligt meget smerte, så gav den kvinder højere status: Det forventedes nemlig af dem, at de blev en del af arbejdsstyrken og bidrog til samfundets produktion. Ikke et ondt ord om, hvordan undertrykkende regimer blander sig i den mest private sfære. Til gengæld ren, rå dyrkelse af arbejdsmarkedskulten.
Man kan i selvsamme udgave af avisen læse et indlæg om ministeren Lykke Friis, der har gjort borgerligheden en tvivlsom tjeneste ved at indkalde et mandepanel. Disse mænd skal diskutere ligestilling, som om det ikke var nok at kvinder gjorde det. Erhvervsfolk og forskere skal nu spilde tiden med at debattere køn, seksualitet, social baggrund, alder og etnicitet med staten i baghånden. Er der virkelig behov for det?
Rend mig i kødgryderne, jeg holder med Katrine Winkel Holm, med familien, med hjemmepassede småbørn og med den private ejendomsret.
Skuespillere, der mener, at Sverige er langt mere seriøs end Danmark, når det drejer sig om ligestilling, burde ikke tages alvorligt. Hun (altså skuespilleren) mener nemlig, at det i en overgangsperiode er en god idé for ligestillingen, at de statslige teatre kræver lige mange manderoller og kvinderoller. Hvad er det med den her "overgang"? Det er ikke første gang, jeg hører kvotefortalere nævne "overgangen", men hvad er det vi bevæger os fra og til? Det må være noget med et mål, der helliger tvangen. Lad feministerne besvare, hvori dette mål består.
En anden ting, der tales om, er at danske kvinder fravælger karriere fordi vi har så travlt med det huslige, og fordi skattetrykket er så højt, at vi ikke har råd til at udlicitere hentning af børn med videre. Det er som om, at det aldrig falder nogen ind, at nogle mødre måske faktisk ønsker en roligere hverdag, mens børnene er små, og at de faktisk godt kan lide at tilbringe tid sammen med ungerne. Kan det passe? Altså, at - også liberale - debattører ikke overvejer, at hverdagen kan blive en lille smule ærgerlig, hvis man ikke rigtig får brugt tid sammen med sin nære familie. Derfor kan det være ganske belejligt at arbejde deltid - eller slet ikke - i en periode af sit liv. For nogle er karrieren måske slet ikke så vigtig, som den bliver blæst op til at være. For nogle er det fint at starte/genoptage den på et senere tidspunkt i livet. Selvom forløbet så ikke passer ind i de populæreste karriere-coaches kasser. Jeg indrømmer blankt, at det ikke var et scenarie, jeg rigtig kunne se for mig før jeg selv fik børn. Men nu ville jeg ikke ønske mig det anderledes.
Herhjemme holder vi Information i øjeblikket, og det er jo helt vanvittigt, specielt på en dag som idag. For i avisen kan man nemlig læse, at etbarnspolitikken og kommunistpartiet bærer en stor del af æren for det, som journalisten kalder en positiv udvikling med henvisning til det faktum, at verdens 11 rigeste kvinder er kinesere. Etbarnspolitikken, omend udskældt af Vesten, betyder for kvinder, at de slipper for at tage sig af store familier. Desuden er kommunistpartiet en af grundene til kvindernes succes, fordi selvom Maos revolution påførte samfundet utroligt meget smerte, så gav den kvinder højere status: Det forventedes nemlig af dem, at de blev en del af arbejdsstyrken og bidrog til samfundets produktion. Ikke et ondt ord om, hvordan undertrykkende regimer blander sig i den mest private sfære. Til gengæld ren, rå dyrkelse af arbejdsmarkedskulten.
Man kan i selvsamme udgave af avisen læse et indlæg om ministeren Lykke Friis, der har gjort borgerligheden en tvivlsom tjeneste ved at indkalde et mandepanel. Disse mænd skal diskutere ligestilling, som om det ikke var nok at kvinder gjorde det. Erhvervsfolk og forskere skal nu spilde tiden med at debattere køn, seksualitet, social baggrund, alder og etnicitet med staten i baghånden. Er der virkelig behov for det?
søndag den 6. marts 2011
Frihed på arabisk
Bringing down one tyranny does not guarantee that what follows will be liberty.
Det skriver tænketanken The Cato Institute i præsentationen af deres arabisk-sprogede udgivelse af den amerikanske forfatning og uafhængighedserklæring. Anledningen er naturligvis den aktuelle opstand i Mellemøsten.
Den kan downloades gratis her, hvis nogen skulle ønske sig en sådan udgave. Måske kan den også finde anvendelse herhjemme?
lørdag den 5. marts 2011
(Den amerikanske) krævementalitet
USA bliver ofte (noget fejlagtigt i mange tilfælde, desværre) fremhævet som det store, lysende eller skræmmende eksempel på, hvordan et ultraliberalt samfund er skruet sammen: "Amerikanske tilstande". Men tænk sig, de har tilsyneladende også problemer med krævementaliteten overseas:
fredag den 4. marts 2011
Post børn - tilbage igen
Før jeg blev gravid første gang, belærte nogle ellers gode venner Hr. Jensen og mig om, at når først vi fik børn, så ville vores syn på samfundet ændre sig. Vi ville ikke kunne opretholde alle de her ultraliberalistiske ideer om, hvordan vi helst så verden skruet sammen, til gengæld ville vi begynde at sætte pris på børnepenge, offentlige institutioner og ditto hospitaler. Vi ville med andre ord få en lidt mere "realistisk" indstilling til tingene.
Jeg kan afsløre, at disse forudsigelser ikke holdt stik. Hr. Jensen og jeg er nu en vaskeægte kernefamilie med to småbørn og cirka 10 minutters stilhed om dagen. Men om overhovedet muligt er vi blevet yderligere bekræftet i, at et system, der påkalder sig at definere den brede befolknings velfærd, IKKE er det bedst mulige alternativ.
Der er mange ting at sige om det, så det vil jeg gøre her på Kapitalisbet ved at genoplive bloggen, stadig med fokus på hverdagsfriheden omend min hverdag har ændret sig drastisk. Nogle af tingene er allerede sagt i klummer ovre på 180grader, mens andre pointer er sendt til tryk, som tidligere nævnt her på bloggen.
Jeg kan afsløre, at disse forudsigelser ikke holdt stik. Hr. Jensen og jeg er nu en vaskeægte kernefamilie med to småbørn og cirka 10 minutters stilhed om dagen. Men om overhovedet muligt er vi blevet yderligere bekræftet i, at et system, der påkalder sig at definere den brede befolknings velfærd, IKKE er det bedst mulige alternativ.
Der er mange ting at sige om det, så det vil jeg gøre her på Kapitalisbet ved at genoplive bloggen, stadig med fokus på hverdagsfriheden omend min hverdag har ændret sig drastisk. Nogle af tingene er allerede sagt i klummer ovre på 180grader, mens andre pointer er sendt til tryk, som tidligere nævnt her på bloggen.
mandag den 27. september 2010
Privatisér vuggestuer
Mit indlæg i JP den 26. september:
I sin kronik 12/9 kræver Lone Nørgaard vuggestuer afskaffet. Det er et rimeligt skrapt krav. Men det er værd at fundere over. For det er en vigtig sag, altså den om, hvor vi gør af vores småbørn i deres allervigtigste og skrøbelige første år.
Som mor med hjemmepassede børn ville det være nemt at erklære sig enig med LN: Luk vuggestuerne, det er ren børnemishandling. Luk det store, sorte hul, der suger skatteydernes midler til sig og leverer - hvis man skal tro de ofte strejkende pædagoger og forældre - virkelig dårlig kvalitet for pengene.
Men lad mig tilbyde et alternativ: Privatisér vuggestuer.
Indrømmet, versionen har en smule tilfælles med LN's første forudsætning for ordentlig børneomsorg. Jeg deler også hendes holdning om, at småbørn ikke har nogen interesse i vuggestuerne. Det har forældrene. Men som familier kan vi have mange forskellige forudsætninger, og nogle kan reelt være nødt til at aflevere børnene i institution. Vi kan desuden have mange forskellige præferencer, når det angår anvendt pædagogik, åbningstider, normering, de ansattes uddannelsesniveau, verdenssyn osv.
Børneinstitutionsområdet er - med sit ganske uvarierede udvalg af pasningsordninger og anvendelse af den rædselsvækkende pladsanvisning - et glimrende eksempel på, at statslig styring er vejen til ensretning. Vores individuelle ønsker og krav kan ikke opfyldes, og noget tyder på, at der ofte må gåes på kompromis med kvaliteten af pasningen.
LN lagde hovedet på blokken og foreslog en afskaffelse af vuggestuen. Der findes sandsynligvis kun én ting, der er værre i vores socialdemokratisk-baserede velfærdssamfund, og det er at foreslå en privatisering. Ikke desto mindre så er det min overbevisning, at en liberalisering af institutionsområdet kan afhjælpe problemerne.
Forældre ved bedst
Forældre skal tage ansvar og stille krav til institutionerne. Institutionerne skal være i stand til at honorere kravene og opkræve, hvad det koster, ikke hvad der tilfældigvis er budgetteret med fra politisk hold. Og hvis den kære velfærdsstat insisterer på fortsat at finansiere gildet, så lad pengene følge barnet. Der er ingen rimelighed i at belønne et pasningsvalg, blot fordi det er kommunalt, ej heller i at straffe forældre, der ønsker et alternativ.
Forældre kan godt vælge den gode pasning, hvis de tvinges til at tage stilling, og hvis der ikke eksisterer skævvridende økonomiske incitamenter. Nogle har mulighed for at tage sig af sine egne, nogle kan alliere sig med bedsteforældre, mens nogle må vælge institutioner. Forældre ved bedst og bør kunne vælge selv. For børnenes skyld.
I sin kronik 12/9 kræver Lone Nørgaard vuggestuer afskaffet. Det er et rimeligt skrapt krav. Men det er værd at fundere over. For det er en vigtig sag, altså den om, hvor vi gør af vores småbørn i deres allervigtigste og skrøbelige første år.
Som mor med hjemmepassede børn ville det være nemt at erklære sig enig med LN: Luk vuggestuerne, det er ren børnemishandling. Luk det store, sorte hul, der suger skatteydernes midler til sig og leverer - hvis man skal tro de ofte strejkende pædagoger og forældre - virkelig dårlig kvalitet for pengene.
Men lad mig tilbyde et alternativ: Privatisér vuggestuer.
Indrømmet, versionen har en smule tilfælles med LN's første forudsætning for ordentlig børneomsorg. Jeg deler også hendes holdning om, at småbørn ikke har nogen interesse i vuggestuerne. Det har forældrene. Men som familier kan vi have mange forskellige forudsætninger, og nogle kan reelt være nødt til at aflevere børnene i institution. Vi kan desuden have mange forskellige præferencer, når det angår anvendt pædagogik, åbningstider, normering, de ansattes uddannelsesniveau, verdenssyn osv.
Børneinstitutionsområdet er - med sit ganske uvarierede udvalg af pasningsordninger og anvendelse af den rædselsvækkende pladsanvisning - et glimrende eksempel på, at statslig styring er vejen til ensretning. Vores individuelle ønsker og krav kan ikke opfyldes, og noget tyder på, at der ofte må gåes på kompromis med kvaliteten af pasningen.
LN lagde hovedet på blokken og foreslog en afskaffelse af vuggestuen. Der findes sandsynligvis kun én ting, der er værre i vores socialdemokratisk-baserede velfærdssamfund, og det er at foreslå en privatisering. Ikke desto mindre så er det min overbevisning, at en liberalisering af institutionsområdet kan afhjælpe problemerne.
Forældre ved bedst
Forældre skal tage ansvar og stille krav til institutionerne. Institutionerne skal være i stand til at honorere kravene og opkræve, hvad det koster, ikke hvad der tilfældigvis er budgetteret med fra politisk hold. Og hvis den kære velfærdsstat insisterer på fortsat at finansiere gildet, så lad pengene følge barnet. Der er ingen rimelighed i at belønne et pasningsvalg, blot fordi det er kommunalt, ej heller i at straffe forældre, der ønsker et alternativ.
Forældre kan godt vælge den gode pasning, hvis de tvinges til at tage stilling, og hvis der ikke eksisterer skævvridende økonomiske incitamenter. Nogle har mulighed for at tage sig af sine egne, nogle kan alliere sig med bedsteforældre, mens nogle må vælge institutioner. Forældre ved bedst og bør kunne vælge selv. For børnenes skyld.
mandag den 23. august 2010
Totalitærfeminister
Herunder læserbrev som jeg fik bragt i Information den 21. august:
Julia Lahme skriver 15. august, at »kvinder holdes i et småblomstret jerngreb«. Hun har ikke ret. Der findes intet småblomstret jerngreb. Vi er frie til at gøre karriere og næsten lige så frie til at gå hjemme. Julia vil sælge ideen om det gode familieliv med småbørnsmoderen som karrierekvinde og manden på tvungen barsel. Tro det eller ej, ikke alle ønsker denne konstellation. Ikke alle ser moderrollen som undertrykkende og 50'er-agtig, selv om det er håbløst umoderne. Nogle ønsker af fri vilje at være familiens varme favn og kulturbærer. Karrieren kan komme senere, og det findes der levende beviser på, men vi hører sjældent om dem.
Kære totalitær-feminister: Undlad venligst at tvinge statsapparatet ned over familier, som holder af en anden livsstil end jeres. Det er frygteligt snæversynet. Familier med hjemmegående børn - hvad enten de passes af egne forældre eller andre omsorgspersoner - forfordeles allerede, da de ikke overøses af de mange skattekroner, der hver måned tilfalder institutionsbørn. Så Julia, lad det være rigeligt at udleve dine karriere- og barsels-drømme for dig selv. Ser du, den eneste uligestilling er den økonomiske netop beskrevet. Resten er et pseudo-problem, som ikke bør ophæves til nogen form for kollektiv samfundsudfordring, hvori vi alle involveres.
Julia Lahme skriver 15. august, at »kvinder holdes i et småblomstret jerngreb«. Hun har ikke ret. Der findes intet småblomstret jerngreb. Vi er frie til at gøre karriere og næsten lige så frie til at gå hjemme. Julia vil sælge ideen om det gode familieliv med småbørnsmoderen som karrierekvinde og manden på tvungen barsel. Tro det eller ej, ikke alle ønsker denne konstellation. Ikke alle ser moderrollen som undertrykkende og 50'er-agtig, selv om det er håbløst umoderne. Nogle ønsker af fri vilje at være familiens varme favn og kulturbærer. Karrieren kan komme senere, og det findes der levende beviser på, men vi hører sjældent om dem.
Kære totalitær-feminister: Undlad venligst at tvinge statsapparatet ned over familier, som holder af en anden livsstil end jeres. Det er frygteligt snæversynet. Familier med hjemmegående børn - hvad enten de passes af egne forældre eller andre omsorgspersoner - forfordeles allerede, da de ikke overøses af de mange skattekroner, der hver måned tilfalder institutionsbørn. Så Julia, lad det være rigeligt at udleve dine karriere- og barsels-drømme for dig selv. Ser du, den eneste uligestilling er den økonomiske netop beskrevet. Resten er et pseudo-problem, som ikke bør ophæves til nogen form for kollektiv samfundsudfordring, hvori vi alle involveres.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)
