Kvindenoter

Idag er 8. marts. Den unævnelige kampdag.

Rend mig i kødgryderne, jeg holder med Katrine Winkel Holm, med familien, med hjemmepassede småbørn og med den private ejendomsret.

Skuespillere, der mener, at Sverige er langt mere seriøs end Danmark, når det drejer sig om ligestilling, burde ikke tages alvorligt. Hun (altså skuespilleren) mener nemlig, at det i en overgangsperiode er en god idé for ligestillingen, at de statslige teatre kræver lige mange manderoller og kvinderoller. Hvad er det med den her "overgang"? Det er ikke første gang, jeg hører kvotefortalere nævne "overgangen", men hvad er det vi bevæger os fra og til? Det må være noget med et mål, der helliger tvangen. Lad feministerne besvare, hvori dette mål består.

En anden ting, der tales om, er at danske kvinder fravælger karriere fordi vi har så travlt med det huslige, og fordi skattetrykket er så højt, at vi ikke har råd til at udlicitere hentning af børn med videre. Det er som om, at det aldrig falder nogen ind, at nogle mødre måske faktisk ønsker en roligere hverdag, mens børnene er små, og at de faktisk godt kan lide at tilbringe tid sammen med ungerne. Kan det passe? Altså, at - også liberale - debattører ikke overvejer, at hverdagen kan blive en lille smule ærgerlig, hvis man ikke rigtig får brugt tid sammen med sin nære familie. Derfor kan det være ganske belejligt at arbejde deltid - eller slet ikke - i en periode af sit liv. For nogle er karrieren måske slet ikke så vigtig, som den bliver blæst op til at være. For nogle er det fint at starte/genoptage den på et senere tidspunkt i livet. Selvom forløbet så ikke passer ind i de populæreste karriere-coaches kasser. Jeg indrømmer blankt, at det ikke var et scenarie, jeg rigtig kunne se for mig før jeg selv fik børn. Men nu ville jeg ikke ønske mig det anderledes.

Herhjemme holder vi Information i øjeblikket, og det er jo helt vanvittigt, specielt på en dag som idag. For i avisen kan man nemlig læse, at etbarnspolitikken og kommunistpartiet bærer en stor del af æren for det, som journalisten kalder en positiv udvikling med henvisning til det faktum, at verdens 11 rigeste kvinder er kinesere. Etbarnspolitikken, omend udskældt af Vesten, betyder for kvinder, at de slipper for at tage sig af store familier. Desuden er kommunistpartiet en af grundene til kvindernes succes, fordi selvom Maos revolution påførte samfundet utroligt meget smerte, så gav den kvinder højere status: Det forventedes nemlig af dem, at de blev en del af arbejdsstyrken og bidrog til samfundets produktion. Ikke et ondt ord om, hvordan undertrykkende regimer blander sig i den mest private sfære. Til gengæld ren, rå dyrkelse af arbejdsmarkedskulten.

Man kan i selvsamme udgave af avisen læse et indlæg om ministeren Lykke Friis, der har gjort borgerligheden en tvivlsom tjeneste ved at indkalde et mandepanel. Disse mænd skal diskutere ligestilling, som om det ikke var nok at kvinder gjorde det. Erhvervsfolk og forskere skal nu spilde tiden med at debattere køn, seksualitet, social baggrund, alder og etnicitet med staten i baghånden. Er der virkelig behov for det?