Hvorfor hyldes Kinas etbarnspolitik?

På kvindernes kampdag kunne man læse en artikel i Information, der beskrev hvordan Kinas etbarnspolitik var en del af den "positive udvikling", der har gjort at verdens 11 rigeste kvinder er kinesere. Kvinderne slipper simpelthen for at tage sig af store familier.

Jeg fik lyst til at kaste op, da jeg læste artiklen. Det samme i weekenden, hvor jeg hørte en i omgangskredsen omtale etbarnspolitikken, som noget positivt i Kinas økonomiske udvikling.

Hvordan kan man se bort fra de menneskelige konsekvenser, som denne undertrykkelse har? Hvordan kan journalisten fra Information fuldstændig ignorere at kvinder i Kina tvinges til abort, og hvordan kan en helt almindelig dansk mand (selv med to børn) se noget som helst positivt i, at andre mennesker, andre steder i verden er underlagt et regime, der tillader sig at bestemme over kvinders krop og familiers størrelse? Og hvis de kan synes det er okay andre steder i verden, hvor lang tid går der så, før de synes det er okay her? Hvilke yderligere indgreb i menneskers personlige frihed, er disse samme mennesker mon villige til at acceptere?

Jeg kender ikke meget til etbarnspolitikken, men faldt dog over denne artikel fra Kristeligt Dagblad (2007), hvorfra følgende citat stammer:

For anden gang i løbet af to uger gik tusinder af mennesker til angreb på lokale familieplanlægningskontorer i tre byer i raseri over en hårdhændet kampagne i provinsen Guangxi i det sydvestlige Kina. Ifølge nyhedsbureauerne blev der sat ild til mindst et af kontorerne, og der var sårede og måske endda dræbte, før væbnet politi fik genoprettet roen.

Vreden er boblet op til overfladen efter en tremåneders kampagne, hvor embedsmænd har tvunget kvinder til abort, udskrevet høje bøder og konfiskeret folks ejendom, hvis de ikke var i stand til at betale.

Udenlandske journalister, der slap ind i området efter den første bølge af uro, har sendt rystende rapporter ud om, hvordan embedsmænd er braset ind og har gennemrodet folks hjem, har arresteret i flæng og udskrevet urimeligt høje bøder. Derudover er kvinder blevet tvangssteriliseret eller tvunget til at få abort.

– Etbarnspolitikken er forkert. Vi er fuldstændigt imod den. Jeg kendte en kvinde, der begik selvmord ved at springe i floden, fordi hun ikke ville fanges af myndighederne, fortæller en af de lokale beboere til nyhedsbureauet AFP.

Andre giver udtryk for, at problemet først og fremmest var korrupte embedsmænd:

– Det her handler ikke om befolkningskontrol, men om penge. De vil bare have penge, siger en anden til AFP.

Er liberalisme materialisme?

Materialismen hører socialismen til, ikke liberalismen. Det er socialisternes ulidelige fokus på den materielle lighed, den økonomiske omfordeling og tvangsopkrævningen af folks hårdttjente midler, der skal anholdes, ikke liberalismens iboende accept af menneskers forskellige præferencer for at arbejde, tjene penge eller lade være.

Materielle goder betyder meget for mange, og de gør unægteligt dagligdagen udholdelig, lettere og sjovere. Men alle har forskellige opfattelser af, hvor meget det er værd at arbejde for at tjene til en bil eller en rigtig lækker bil. Til en campingferie eller en uge i ren luksus på en tropeø. Nogle ønsker ikke at arbejde mere end nok til blot at have til dagen og vejen. Nogle ønsker at arbejde nok til, at de kan spare op til kunstig befrugtning. Og nogle ønsker at arbejde nok til, at kunne betale for sin egen alderdom. (Nogle lande beskatter så voldsomt, at dette dog kan være svært i virkeligheden.)

Men "de onde" er ikke de liberale, som vil lade det enkelte menneske eller familie vælge for sig selv, hvor meget man vil arbejde og hvor mange materielle goder man vil købe. "De onde" er socialisterne, som med vold og magt vil omfordele det enkelte menneskes indtægter. Den tankegang, der ligger bag, er usympatisk, anti-god og ødelæggende for den menneskelige drift. Til trods for alle påstande om det modsatte.

Hvis man har en tendens til at glemme det, så kan dette korte klip med den gode Milton Friedman sætte tingene lidt i relief:

Kvindenoter

Idag er 8. marts. Den unævnelige kampdag.

Rend mig i kødgryderne, jeg holder med Katrine Winkel Holm, med familien, med hjemmepassede småbørn og med den private ejendomsret.

Skuespillere, der mener, at Sverige er langt mere seriøs end Danmark, når det drejer sig om ligestilling, burde ikke tages alvorligt. Hun (altså skuespilleren) mener nemlig, at det i en overgangsperiode er en god idé for ligestillingen, at de statslige teatre kræver lige mange manderoller og kvinderoller. Hvad er det med den her "overgang"? Det er ikke første gang, jeg hører kvotefortalere nævne "overgangen", men hvad er det vi bevæger os fra og til? Det må være noget med et mål, der helliger tvangen. Lad feministerne besvare, hvori dette mål består.

En anden ting, der tales om, er at danske kvinder fravælger karriere fordi vi har så travlt med det huslige, og fordi skattetrykket er så højt, at vi ikke har råd til at udlicitere hentning af børn med videre. Det er som om, at det aldrig falder nogen ind, at nogle mødre måske faktisk ønsker en roligere hverdag, mens børnene er små, og at de faktisk godt kan lide at tilbringe tid sammen med ungerne. Kan det passe? Altså, at - også liberale - debattører ikke overvejer, at hverdagen kan blive en lille smule ærgerlig, hvis man ikke rigtig får brugt tid sammen med sin nære familie. Derfor kan det være ganske belejligt at arbejde deltid - eller slet ikke - i en periode af sit liv. For nogle er karrieren måske slet ikke så vigtig, som den bliver blæst op til at være. For nogle er det fint at starte/genoptage den på et senere tidspunkt i livet. Selvom forløbet så ikke passer ind i de populæreste karriere-coaches kasser. Jeg indrømmer blankt, at det ikke var et scenarie, jeg rigtig kunne se for mig før jeg selv fik børn. Men nu ville jeg ikke ønske mig det anderledes.

Herhjemme holder vi Information i øjeblikket, og det er jo helt vanvittigt, specielt på en dag som idag. For i avisen kan man nemlig læse, at etbarnspolitikken og kommunistpartiet bærer en stor del af æren for det, som journalisten kalder en positiv udvikling med henvisning til det faktum, at verdens 11 rigeste kvinder er kinesere. Etbarnspolitikken, omend udskældt af Vesten, betyder for kvinder, at de slipper for at tage sig af store familier. Desuden er kommunistpartiet en af grundene til kvindernes succes, fordi selvom Maos revolution påførte samfundet utroligt meget smerte, så gav den kvinder højere status: Det forventedes nemlig af dem, at de blev en del af arbejdsstyrken og bidrog til samfundets produktion. Ikke et ondt ord om, hvordan undertrykkende regimer blander sig i den mest private sfære. Til gengæld ren, rå dyrkelse af arbejdsmarkedskulten.

Man kan i selvsamme udgave af avisen læse et indlæg om ministeren Lykke Friis, der har gjort borgerligheden en tvivlsom tjeneste ved at indkalde et mandepanel. Disse mænd skal diskutere ligestilling, som om det ikke var nok at kvinder gjorde det. Erhvervsfolk og forskere skal nu spilde tiden med at debattere køn, seksualitet, social baggrund, alder og etnicitet med staten i baghånden. Er der virkelig behov for det?

Frihed på arabisk

Bringing down one tyranny does not guarantee that what follows will be liberty.

Det skriver tænketanken The Cato Institute i præsentationen af deres arabisk-sprogede udgivelse af den amerikanske forfatning og uafhængighedserklæring. Anledningen er naturligvis den aktuelle opstand i Mellemøsten.

Den kan downloades gratis her, hvis nogen skulle ønske sig en sådan udgave. Måske kan den også finde anvendelse herhjemme?

(Den amerikanske) krævementalitet

USA bliver ofte (noget fejlagtigt i mange tilfælde, desværre) fremhævet som det store, lysende eller skræmmende eksempel på, hvordan et ultraliberalt samfund er skruet sammen: "Amerikanske tilstande". Men tænk sig, de har tilsyneladende også problemer med krævementaliteten overseas:

Post børn - tilbage igen

Før jeg blev gravid første gang, belærte nogle ellers gode venner Hr. Jensen og mig om, at når først vi fik børn, så ville vores syn på samfundet ændre sig. Vi ville ikke kunne opretholde alle de her ultraliberalistiske ideer om, hvordan vi helst så verden skruet sammen, til gengæld ville vi begynde at sætte pris på børnepenge, offentlige institutioner og ditto hospitaler. Vi ville med andre ord få en lidt mere "realistisk" indstilling til tingene.

Jeg kan afsløre, at disse forudsigelser ikke holdt stik. Hr. Jensen og jeg er nu en vaskeægte kernefamilie med to småbørn og cirka 10 minutters stilhed om dagen. Men om overhovedet muligt er vi blevet yderligere bekræftet i, at et system, der påkalder sig at definere den brede befolknings velfærd, IKKE er det bedst mulige alternativ.

Der er mange ting at sige om det, så det vil jeg gøre her på Kapitalisbet ved at genoplive bloggen, stadig med fokus på hverdagsfriheden omend min hverdag har ændret sig drastisk. Nogle af tingene er allerede sagt i klummer ovre på 180grader, mens andre pointer er sendt til tryk, som tidligere nævnt her på bloggen.

Privatisér vuggestuer

Mit indlæg i JP den 26. september:

I sin kronik 12/9 kræver Lone Nørgaard vuggestuer afskaffet. Det er et rimeligt skrapt krav. Men det er værd at fundere over. For det er en vigtig sag, altså den om, hvor vi gør af vores småbørn i deres allervigtigste og skrøbelige første år.

Som mor med hjemmepassede børn ville det være nemt at erklære sig enig med LN: Luk vuggestuerne, det er ren børnemishandling. Luk det store, sorte hul, der suger skatteydernes midler til sig og leverer - hvis man skal tro de ofte strejkende pædagoger og forældre - virkelig dårlig kvalitet for pengene.

Men lad mig tilbyde et alternativ: Privatisér vuggestuer.

Indrømmet, versionen har en smule tilfælles med LN's første forudsætning for ordentlig børneomsorg. Jeg deler også hendes holdning om, at småbørn ikke har nogen interesse i vuggestuerne. Det har forældrene. Men som familier kan vi have mange forskellige forudsætninger, og nogle kan reelt være nødt til at aflevere børnene i institution. Vi kan desuden have mange forskellige præferencer, når det angår anvendt pædagogik, åbningstider, normering, de ansattes uddannelsesniveau, verdenssyn osv.

Børneinstitutionsområdet er - med sit ganske uvarierede udvalg af pasningsordninger og anvendelse af den rædselsvækkende pladsanvisning - et glimrende eksempel på, at statslig styring er vejen til ensretning. Vores individuelle ønsker og krav kan ikke opfyldes, og noget tyder på, at der ofte må gåes på kompromis med kvaliteten af pasningen.

LN lagde hovedet på blokken og foreslog en afskaffelse af vuggestuen. Der findes sandsynligvis kun én ting, der er værre i vores socialdemokratisk-baserede velfærdssamfund, og det er at foreslå en privatisering. Ikke desto mindre så er det min overbevisning, at en liberalisering af institutionsområdet kan afhjælpe problemerne.

Forældre ved bedst

Forældre skal tage ansvar og stille krav til institutionerne. Institutionerne skal være i stand til at honorere kravene og opkræve, hvad det koster, ikke hvad der tilfældigvis er budgetteret med fra politisk hold. Og hvis den kære velfærdsstat insisterer på fortsat at finansiere gildet, så lad pengene følge barnet. Der er ingen rimelighed i at belønne et pasningsvalg, blot fordi det er kommunalt, ej heller i at straffe forældre, der ønsker et alternativ.

Forældre kan godt vælge den gode pasning, hvis de tvinges til at tage stilling, og hvis der ikke eksisterer skævvridende økonomiske incitamenter. Nogle har mulighed for at tage sig af sine egne, nogle kan alliere sig med bedsteforældre, mens nogle må vælge institutioner. Forældre ved bedst og bør kunne vælge selv. For børnenes skyld.

Totalitærfeminister

Herunder læserbrev som jeg fik bragt i Information den 21. august:

Julia Lahme skriver 15. august, at »kvinder holdes i et småblomstret jerngreb«. Hun har ikke ret. Der findes intet småblomstret jerngreb. Vi er frie til at gøre karriere og næsten lige så frie til at gå hjemme. Julia vil sælge ideen om det gode familieliv med småbørnsmoderen som karrierekvinde og manden på tvungen barsel. Tro det eller ej, ikke alle ønsker denne konstellation. Ikke alle ser moderrollen som undertrykkende og 50'er-agtig, selv om det er håbløst umoderne. Nogle ønsker af fri vilje at være familiens varme favn og kulturbærer. Karrieren kan komme senere, og det findes der levende beviser på, men vi hører sjældent om dem.

Kære totalitær-feminister: Undlad venligst at tvinge statsapparatet ned over familier, som holder af en anden livsstil end jeres. Det er frygteligt snæversynet. Familier med hjemmegående børn - hvad enten de passes af egne forældre eller andre omsorgspersoner - forfordeles allerede, da de ikke overøses af de mange skattekroner, der hver måned tilfalder institutionsbørn. Så Julia, lad det være rigeligt at udleve dine karriere- og barsels-drømme for dig selv. Ser du, den eneste uligestilling er den økonomiske netop beskrevet. Resten er et pseudo-problem, som ikke bør ophæves til nogen form for kollektiv samfundsudfordring, hvori vi alle involveres.

Genoplivningsforsøg

Så starter jeg en genoplivning af Kapitalisbet. Har lige fået en lille datter for 4 uger siden, så det bliver "in-between-feedings" og målet er et par opdateringer eller tre om ugen her mens jeg er i den tidlige barselsfase. Det bliver korte poster, men tanken er at kickstarte klummeskriveriet igen, når der bliver mere tid til fordybelse. Med håbet om at du læser med og ønsket om en god sommer: På glædeligt genhør.

Skattereform eller -omlægning?

Her til aften så jeg i finansnyhederne på TV2 News et interview med en nyudnævnt økonomisk vismand. Han blev spurgt hvorfor vismændene gerne ville sætte skatterne op, når nu danskerne hader skatter så meget (ja, det sagde journalisten altså) og til det svarede han, at det ville vismændene naturligvis heller ikke. Og så gav han et eksempel med, at han selv lige havde siddet i regeringens skattekommission (hvorfor har man både vismænd og skattekommissioner?), hvor opgaven havde været at omlægge skatterne med henblik på et UÆNDRET samlet skattetryk.

ØH!? Såvidt jeg husker udlagde regeringen denne skattereform som en skattesænkning. Og selv om det vel hele tiden har været rimeligt åbenlyst, at en lavere indkomstskat bliver modsvaret af højere skatter på forbrug, så er ovennævnte kommentar da lidt af indrømmelse, er det ikke? Jeg har da aldrig hørt nogen fra regeringen prale med, at formålet med reformen var at omlægge skatterne med henblik på et uændret samlet skattetryk...

Måske fordi jeg ikke har hørt godt nok efter. Eller måske fordi det faktisk ikke er noget at prale med.