Jeg fik lyst til at kaste op, da jeg læste artiklen. Det samme i weekenden, hvor jeg hørte en i omgangskredsen omtale etbarnspolitikken, som noget positivt i Kinas økonomiske udvikling.
Hvordan kan man se bort fra de menneskelige konsekvenser, som denne undertrykkelse har? Hvordan kan journalisten fra Information fuldstændig ignorere at kvinder i Kina tvinges til abort, og hvordan kan en helt almindelig dansk mand (selv med to børn) se noget som helst positivt i, at andre mennesker, andre steder i verden er underlagt et regime, der tillader sig at bestemme over kvinders krop og familiers størrelse? Og hvis de kan synes det er okay andre steder i verden, hvor lang tid går der så, før de synes det er okay her? Hvilke yderligere indgreb i menneskers personlige frihed, er disse samme mennesker mon villige til at acceptere?
Jeg kender ikke meget til etbarnspolitikken, men faldt dog over denne artikel fra Kristeligt Dagblad (2007), hvorfra følgende citat stammer:
For anden gang i løbet af to uger gik tusinder af mennesker til angreb på lokale familieplanlægningskontorer i tre byer i raseri over en hårdhændet kampagne i provinsen Guangxi i det sydvestlige Kina. Ifølge nyhedsbureauerne blev der sat ild til mindst et af kontorerne, og der var sårede og måske endda dræbte, før væbnet politi fik genoprettet roen.
Vreden er boblet op til overfladen efter en tremåneders kampagne, hvor embedsmænd har tvunget kvinder til abort, udskrevet høje bøder og konfiskeret folks ejendom, hvis de ikke var i stand til at betale.
Udenlandske journalister, der slap ind i området efter den første bølge af uro, har sendt rystende rapporter ud om, hvordan embedsmænd er braset ind og har gennemrodet folks hjem, har arresteret i flæng og udskrevet urimeligt høje bøder. Derudover er kvinder blevet tvangssteriliseret eller tvunget til at få abort.
– Etbarnspolitikken er forkert. Vi er fuldstændigt imod den. Jeg kendte en kvinde, der begik selvmord ved at springe i floden, fordi hun ikke ville fanges af myndighederne, fortæller en af de lokale beboere til nyhedsbureauet AFP.
Andre giver udtryk for, at problemet først og fremmest var korrupte embedsmænd:
– Det her handler ikke om befolkningskontrol, men om penge. De vil bare have penge, siger en anden til AFP.
