Om drabssagen med det unge avisbud som offer:
Indrømmet, jeg er ikke særligt velbevandret i begreberne indenfor det politiske bureaukrati, og jeg ved nok ikke helt, hvilke opgaver, der hører til i kommune og stat henholdsvis.
Alligevel har jeg frygtløst kastet mig ud i en debat på Søren Pinds hjemmeside, som jeg blev opmærksom på ovre hos Skattetryk.
Egentlig er jeg lidt forvirret over, hvad Søren Pind mener. Han skriver noget om, at han ønsker nul-tolerance, og han bebrejder det "forebyggende arbejde", at det igen kunne gå galt.
Til mit spørgsmål, om ikke Søren Pind selv kunne gøre noget qua sin position i regering (regeringsparti, blev jeg korrigeret), svarer han, at det er Københavns kommunes ansvar.
Her er he-said-she-said tråden (er der nogen, der forstår hans Broken-Window henvisning? Jeg synes ikke, den giver mening...):
Lisbet skrev:
@ Søren. Ok. Betyder det så, at en eventuel nultolerance-politik skal vedtages af KBHs kommune og ikke i folketinget? Og således kun ville gælde kriminelle i KBH?
Søren Pind skrev:
@Lisbeth´; i det forebyggende arbejde - dvs. ikke-politiarbejdet - er svaret ja. Det er kommunens ansvar.
Lisbet skrev:
@Søren. Ja, undskyld jeg fortsætter ud af samme tangent. Men den nul-tolerance politik du efterlyser er vel ret beset ikke forebyggende arbejde men retspolitik. Jeg har lidt svært ved at se, at det er Københavns kommune, der skal sørge for de kriminelles socialisering. Det er jo netop det, der er roden til problemet i første omgang. Opdragelsen må være forældrenes ansvar. Begår man noget kriminelt, så må man straffes - for offerets skyld og i retssikkerhedens navn. Er det ikke netop ideen med den nul-tolerance du efterspørger?
Det kan guddødemig dog ikke altid handle om, hvordan "vi" bedst tager os af de kriminelle... Det er simpelthen bare ikke rimeligt, at vi indretter os sådan.
Når ens lillebror eller mand bevæger sig rundt omkring i eksempelvis nattelivet, er det jo ikke de sociale myndigheder, der gør mig tryg. Det er visheden om en effektiv politistyrke og en retfærdig retspolitik. Når den smuldrer følger angsten. Dem der burde være angste, er dem, som ikke respekterer andre folks liv og helbred. Lige nu er det mest fristende at sige: Stryg de sociale myndigheder og videregiv ressourcerne til politiet, som virker pænt overbelastet i øjeblikket.
Søren Pind skrev:
Du misforstår og formindsker, hvad jeg mener med nultolerance - og hvad den såkaldte "Broken windows theory" siger om det. Det det handler om er at alle leder og kanter af den offentlige sektor og de relevante myndigheder skrider ind overfor enhver associal eller kriminel adfærd, de udsættes for. Se f.eks. denne artikel fra Information om resultaterne på en af de københavnske skoler - http://www.information.dk/156463. Det er ikke nok at indføre nul-tolerance via politiet. Det skal der også! Men det er ikke nok.
Lisbet skrev:
Det er en stærk dame, der beskrives i artiklerne. Det er godt at vide, at nogen tør tage kampen op. Og hun er ikke en del af de sociale myndigheder. Hun er en fantastisk skolelærer. Og hun ville ikke kunne tvinges til den adfærd politisk. Det handler om gode, stærke individer, der træder til, hvor forældrene svigter. Ikke politikere.
Det er nu iøvrigt ikke helt klart i dit indlæg, at det er tiltag som ovennævnte du henviser til - jf. følgende passage:
"Fordi vi ikke vil indføre den nul-tolerance, vi ellers kan se give resultater alle andre steder. Det er enkelt: tre straffelovsovertrædelser, og farvel og tak. Første gang siger det av. Anden gang siger det av av. Og tredje gang gider vi ikke høre efter mere - særlig hvis det drejer sig om voldsforbrydelser. Så kan man overveje den franske model med permanent opbevaring, så længe man er farlig for sine omgivelser, efter endt strafafsoning. For udenlandske statsborgere er kun at sige, at de intet har at gøre her i landet, hvis de begår kriminalitet. "
Det lyder for mig som retspolitik. Og nu skal jeg nok lade dig være... Men tak for svar på tiltale.
Søren Pind skrev:
@Lisbeth: Du har ret i, hun fremstår som en stærk dame. Men tror mig - var dette en fælles tilgang fra de offentlige myndigheder og institutioners side, der dermed jo også faldt naturlig, så ville det ikke kun være en mulighed for stærke og selvstændige personligheder - men for de fleste. Og det er altså der, vi skal hen. Vi kan ikke lade den stærkes ret råde i gaden, i skolen, eller i nattelivet.
Indlægget kan læses her
fredag den 21. marts 2008
torsdag den 20. marts 2008
Så døde han også
Verdens dejligste dreng er død
Jeg kender ham ikke.
Men hver gang, nogen udsættes for denne slags tilfældige vold, må man sørge, fordi det kunne have været hvem som helst. Også en man kender.
Alle mine tanker går til de, der resten af livet skal leve med tabet og med angsten for at miste.
Jeg kender ham ikke.
Men hver gang, nogen udsættes for denne slags tilfældige vold, må man sørge, fordi det kunne have været hvem som helst. Også en man kender.
Alle mine tanker går til de, der resten af livet skal leve med tabet og med angsten for at miste.
lørdag den 15. marts 2008
Nyt revolutionerende politikerforslag: Lettere bankskifte for danskerne
Når man nu håbede, at et liberalt parti ved magten ville tage på sig at rydde op i regeljunglen, var det nu ikke så meget bankernes regeljungle man tænkte på. Ikke desto mindre står Venstre klar med endnu et tvivlsomt forslag: Det skal være nemmere for danskerne at skifte bank!
Fra dagens JP, Erhverv & Økonomi, s. 5:
Erhvervsordfører Jacob Jensen siger: "Jo færre barrierer der er for at skifte bank, jo nemmere er det at skifte. Og desto mere skal bankerne arbejde på at holde på kunderne via god service."
Klog betragtning. Meget handelshøjskole-agtig, endda. Men hvorfor skal regeringen blande sig i det?
Jacob Jensen har et helt konkret bud på, hvordan det lader sig gøre. Han foreslår en portal, hvor alle pengeinstitutter skal hente de kontonumre, de tildeler kunderne. På den måde kan man tage sit kontonummer med når man skifter bank. Ligesom med en mobiltelefon. For så skal man ikke tænke på at give besked til Betalingsservice, arbejdsgiver og Skat (er Kristian Jensen mon involveret?).
Det eneste den gode ordfører ikke har et bud på er prisen på de omfattende systemændringer det vil kræve. Og jeg kan heller ikke læse af artiklen, hvem der skal betale for "effektiviseringen" (mulighederne må dog nødvendigvis begrænse sig til forbruger eller skatteyder).
Finansrådets formand understreger, at det vil være meget dyrt og at tanken er helt uoverskuelig. Hvilket man godt kan sætte sig ind i, når man tænker på, hvor kompliceret de her bankers it-systemer i forvejen er, og hvor mange regler og krav der er til sikkerhed etc.
Men Jacob Jensen synes at det ville være godt at øge konkurrencen. Og det allestedsnærværende Forbrugerråd har da også fundet frem til, at 19% af danskerne oplever at den største hindring for bankskift er, at det er for besværligt og tidskrævende. Den konkrete teknologiske løsning har de dog ikke noget bud på, da "vi ikke har ejerskab til systemerne." Men de hæfter sig ved, at det virker i Sverige. Ja, det gør skattelettelserne også, men det er der ikke nogen, der taler om. Og kvindekvotelovgivningen virker i Norge, men det er sjovt nok fordi virksomheder bliver tvangsopløst, hvis ikke de makker ret.
Helt ærligt. Skulle de politikere ikke tage at koncentrere sig om at effektivisere i egne rækker, før de blander sig i alle andres sager. Lettere bankskifte "for danskerne"... Mage til ligegyldighed skal man da lede længe efter.
Fra dagens JP, Erhverv & Økonomi, s. 5:
Erhvervsordfører Jacob Jensen siger: "Jo færre barrierer der er for at skifte bank, jo nemmere er det at skifte. Og desto mere skal bankerne arbejde på at holde på kunderne via god service."
Klog betragtning. Meget handelshøjskole-agtig, endda. Men hvorfor skal regeringen blande sig i det?
Jacob Jensen har et helt konkret bud på, hvordan det lader sig gøre. Han foreslår en portal, hvor alle pengeinstitutter skal hente de kontonumre, de tildeler kunderne. På den måde kan man tage sit kontonummer med når man skifter bank. Ligesom med en mobiltelefon. For så skal man ikke tænke på at give besked til Betalingsservice, arbejdsgiver og Skat (er Kristian Jensen mon involveret?).
Det eneste den gode ordfører ikke har et bud på er prisen på de omfattende systemændringer det vil kræve. Og jeg kan heller ikke læse af artiklen, hvem der skal betale for "effektiviseringen" (mulighederne må dog nødvendigvis begrænse sig til forbruger eller skatteyder).
Finansrådets formand understreger, at det vil være meget dyrt og at tanken er helt uoverskuelig. Hvilket man godt kan sætte sig ind i, når man tænker på, hvor kompliceret de her bankers it-systemer i forvejen er, og hvor mange regler og krav der er til sikkerhed etc.
Men Jacob Jensen synes at det ville være godt at øge konkurrencen. Og det allestedsnærværende Forbrugerråd har da også fundet frem til, at 19% af danskerne oplever at den største hindring for bankskift er, at det er for besværligt og tidskrævende. Den konkrete teknologiske løsning har de dog ikke noget bud på, da "vi ikke har ejerskab til systemerne." Men de hæfter sig ved, at det virker i Sverige. Ja, det gør skattelettelserne også, men det er der ikke nogen, der taler om. Og kvindekvotelovgivningen virker i Norge, men det er sjovt nok fordi virksomheder bliver tvangsopløst, hvis ikke de makker ret.
Helt ærligt. Skulle de politikere ikke tage at koncentrere sig om at effektivisere i egne rækker, før de blander sig i alle andres sager. Lettere bankskifte "for danskerne"... Mage til ligegyldighed skal man da lede længe efter.
torsdag den 13. marts 2008
En sjældent hørt stemme i debatten om kreditkrise
Sikke et fornuftigt indspark fra Børsen, der her citerer Jim Rogers i et interview fra CNBC (stavefejl er journalistens egne):
Bonusvideo med Jim Rogers om FED og Ron Paul herunder:
"Jeg vil fjerne centralbanken og fyre chefen," siger Jim Rogers til CNBC.
Rogers kritik er afledt af Bernankes politik med at pumpe billige penge ind i fiansmarkedet i et forsøg på at afbøde de værste følgevirkninger af den finansielle subprime-krise.
"Uden den amerikanske centralbank ville vi ikke have nogen til at trykke penge, vi ville ikke have inflation i landet, og vi ville ikke hav set dollar kollapse,"
...
Rogers mener ikke, at det er Bernankes job at overtage risici fra aktørerne i finansmarkedet, og ved at låne meget store summer ud med lav sikkerhed som modkrav, giver USA's centralbank en håndsrækning til markedet.
...
"En recession kan rent faktisk være en god metode til at få ryddet op i økonomien. At prøve at undgå en recession kan rent faktisk forværre den," siger Jim Rogers.
Bonusvideo med Jim Rogers om FED og Ron Paul herunder:
I en nøddeskal
...det unikke ved Vesten og Danmark er faktisk ikke, at folket styrer. Det har folket til alle tider gjort de fleste steder i verden. Magthaverne kan ikke i længden regere hen over hovedet på en majoritet i samfundet, for magthaverne er så få, mens majoriteten er så mange. Det særligt vestlige, og det, der har gjort vores del af verden til den mest succesrige, er netop, at der sættes grænser for majoritetens styre af hensyn til den enkeltes personlige frihed.
Fra dagens leder på 180Grader om demokratikanonen: Frihed er vigtigere end demokrati
tirsdag den 11. marts 2008
Tid til eftertanke
Nu MÅ der ske noget. Ikke? Vi er verdensmestre i skat. Med en borgerlig regering. Og en skatteminister der foregiver at ville befri Robin Hood fra sit rådne image. Men det er jo blot en lille del af fadæsen. Værre er det totale fravær af en intellektuel indsats fra regeringens side for at give ansvaret tilbage til borgeren.
Det er naturligvis en gammel diskussion, og man skal være svært naiv for ikke endnu at have forstået at løbet nok er kørt. Ikke desto mindre var det på mærkværdig vis en befrielse at læse kronikken: Lukketid for borgerligheden af Søren Hviid Pedersen, Lektor ph.d., Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet. Kronikken tager udgangspunkt i den konservative tænker Michael Oakeshotts to måder at forstå staten og dens rolle. Herunder udvalgte passager.
Jeg håber regeringen læser den. Og forstår den.
Det er naturligvis en gammel diskussion, og man skal være svært naiv for ikke endnu at have forstået at løbet nok er kørt. Ikke desto mindre var det på mærkværdig vis en befrielse at læse kronikken: Lukketid for borgerligheden af Søren Hviid Pedersen, Lektor ph.d., Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet. Kronikken tager udgangspunkt i den konservative tænker Michael Oakeshotts to måder at forstå staten og dens rolle. Herunder udvalgte passager.
Med den borgerlige regering har vi oplevet et veritabelt skrækkatalog af love og lovinitiativer. Lad mig i flæng nævne en stadig eksisterende høj skatteprocent, visitationszoner, øget elektronisk overvågning, hjemsendelse af mennesker uden en retskendelse over til mere subtile Big Brother-tiltag så som detailregulering af universiteter, hjemmehjælp og folkeskolen helt ned til individniveau. Der burde være nok at tage fat på for de borgerlige partier.
...
En måde at forstå staten og dens formål på er, at betragte staten som noget, der er formålsstyret. Med det menes der, at staten har et bestemt ideal, den forfølger. Dette ideal kan i princippet være alt muligt, den rette religiøse tro, det kommunistiske samfund eller social retfærdighed. Netop dette sidste ideal er, om noget, omdrejningspunktet for vores egen velfærdsstat. I den udstrækning at staten er formålsstyret, bliver borgernes rolle at forfølge eller opfylde dette formål. Borgernes værd bliver derfor målt i relation til, hvorledes de opfylder eller bidrager til statens formål.
Det helt afgørende problem for Oakeshott var, at denne statsform ikke respekterer menneskets frihed. For Oakeshott er mennesket frihed. Hvad menes der med det? Der menes, at mennesket grundlæggende er frihed, fordi mennesket er karakteriseret ved en afgørende og grundlæggende evne. Denne evne er, at vi som mennesker potentielt set handler og agerer på baggrund af vores samvittighed. Vi handler på baggrund af intelligente overvejelser over, hvad vi bør gøre, og herefter handler vi i overensstemmelse med disse overvejelser. Problemet med den formålsstyrede stat er, at den separerer dette led mellem samvittighed og handling, idet staten på forhånd dikterer for os, hvorledes vi bør handle. Den stat, der er formålsstyret, er jo netop karakteriseret ved på forhånd at have defineret, hvad samfundet og borgerne skal stræbe efter. Borgerne bliver ikke selvstændige og frie mennesker, men bliver undersåtter, hvis eneste formål det er at opfylde statens formål. Det helt afgørende problem er, at vi netop ikke kan undslippe statens autoritet. Vi er tvunget til at acceptere statens autoritet, selvom staten forfølger mål, som den enkelte borger overhovedet ikke sympatiserer med. En forening eller virksomhed har bestemte formål, men såfremt vi er uenige med disse formål, ja, da har vi som borgere muligheden for at trække os tilbage og undlade at være medlem eller ansat. Sådan forholder det sig netop ikke med staten. Vi kan ikke umiddelbart unddrage os statens autoritet.
...
Er det virkeligt en borgerlig regerings opgave at undergrave borgernes frihed? Svaret burde være et entydigt nej! Det er ikke fordi der er mangel på mulige alternativer til velfærdsstaten. Også her er Oakeshotts forfatterskab ganske relevant og berigende for tænksomme borgerlige.
Hvad er Oakeshotts alternativ så til denne formålsstyrede stat? Det er netop det modsatte. Det er den borgerlige retsstat, hvis eneste funktion er at opretholde loven således, at den enkelte borger kan forfølge sine private mål og interesser. Statens opgave er netop ikke en forfølgelse af substantielle formål, men har udelukkende en ren formel karakter. Hvad vil det sige? Det vil sige, at statens opgave bliver at opretholde et retsligt system, der tillader borgerne størst mulig frihed. Politikken har en formel karakter, der udelukkende består i at skabe de juridiske forudsætninger for borgernes selvvalgte handlinger. Der skal ikke herske tvivl om, at denne stat ikke kan være en socialdemokratisk velfærdsstat. Staten er både bundet og begrænset. Bundet i kraft af at den skal være en retsstat, der netop forfølger bestemte procedurer og begrænset i kraft af, at staten udelukkende skal opretholde loven, der sikrer borgerne størst mulig handlefrihed. Konsekvensen af dette er, at borgerne nyder den frihed, der er uløseligt forbundet med det at være et menneske og samtidig respekterer andres ret til det samme. Her er det ikke muligt, under dække af social retfærdighed eller forblommede vendinger om solidaritet, at undertvinge borgerne til at være undersåtter, eller instrumenter, for andres værdier og moralske opfattelser. Borgerne skal ikke være hinandens skæbne eller ansvar men gøre plads til, at man frivilligt kan nyde hinandens selskab uden at være underlagt tvang. Borgerne er indenfor denne retsstat frie borgere, der har mulighed for at kunne forme deres liv efter deres egen samvittighed. Borgerne har med andre ord mulighed for at kunne agere som voksne ansvarlige mennesker, der påtager sig et personligt ansvar.
Jeg håber regeringen læser den. Og forstår den.
mandag den 10. marts 2008
Jagten på kapitalfondene
SF stiller nu skattekommissionen tre konkrete forslag, der skal få kapitalfondene til at betale mere i skat og umuliggøre, at man flytter midler til de såkaldte skattely.
Det er en pudsig alliance det her. Kristian Jensen -- SF -- Poul Nyrup. Det er meget, meget svært at se en forskel på intentionerne. Der er muligvis nuanceforskelle i ønskerne til at begrænse kapitalisternes udfolden, men ikke noget, der tegner konkrete streger i sandet, som adskiller liberale fra socialdemokrater fra socialister.
Gad vide, hvad modstanden bunder i. Ikke fordi den er så svær at gennemskue fra folkesocialisternes vinkel, men de andre...
For en del år siden, skrev Harvard professor Michael C. Jensen om erfaringer med de såkaldte LBOs i USA. LBOs er leveraged buy-outs, altså den metode med høj gearing, som fondene anvender til overtagelse. Der sker typisk en afnotering af børsen med deraf følgende privat ejerskab i en periode, og senere foretages en ny børsnotering så. Jensen beskrev metoden, som en mulig ny organisationsform præget af et aktivt lederskab - altså en overordnet positiv ændring.
Det er interessant. For når vi taler innovation gælder begrebet, ifølge eksempelvis Schumpeter, ikke kun produkter, men også organisationsformer. Og innovation kan vi jo godt lide. Innovation er et buzzword. Med god grund. For det er netop innovationen, der bringer os videre i vores vækst og velstand.
Men innovation er vel også skræmmende. Det er et "live-and-let-die"-koncept, eller hvad Schumpeter kalder Creative Destruction. Det nye udraderer det gamle. Og det er aldrig sjovt at lade noget forgå - det kan se skrapt ud undervejs. Og som politiker vil man sandsynligvis altid have 1) et behov for "at gøre noget" og 2) opportunistiske hensigter, som medfører, at man gør hvad man kan for at kapitalisere på forandringerne.
Kapitalfonde er ubehagelige for politikere, fordi den proces de sætter igang, typisk involverer effektivisering og omstrukturering. Det kan betyde fyring af medarbejdere og omlægning af finansiering der leder til lavere skattebetaling. Men her fristes man til at spørge, hvad med "that which is not seen"? For hvordan var disse virksomheders skæbne forløbet, hvis IKKE en fond havde overtaget?
Når kapitalfonde overtager er det typisk fordi, der er en gevinst at hente - der findes altså et "market for corporate control", igen med Jensens ord. Så snart nogle slækker på virksomhedsdriften, vil andre kunne se en fordel i at overtage. Det er ikke ensbetydende med, at alle kapitalfonde gør det godt. Men de har meget at vinde ved at gøre det. For det er jo dét de lever af.
Det er selvfølgelig uvist, hvordan virksomhederne ville klare sig, hvis IKKE en kapitalfond havde overtaget. Men mon ikke sandsynligheden er, at effektiviseringen måtte komme før eller siden?
Jeg ved det ikke, men diskussionen om kapitalfonde er fantasi- og visionsløs. At SF ønsker hårdere beskatning, kan ikke undre. Det er jo selveste kapitalisterne de her får ram på, og det er det de skal, som socialister. Jeg håber, at SF kæmper forgæves, og at Kristian Jensen strammer op på sine noget slatne liberale holdninger. Uden kapitalister, ingen entreprenører. Uden entreprenører, ingen innovation. Uden innovation, ingen udvikling.
Hvem var det nu, der var reaktionær?
Det er en pudsig alliance det her. Kristian Jensen -- SF -- Poul Nyrup. Det er meget, meget svært at se en forskel på intentionerne. Der er muligvis nuanceforskelle i ønskerne til at begrænse kapitalisternes udfolden, men ikke noget, der tegner konkrete streger i sandet, som adskiller liberale fra socialdemokrater fra socialister.
Gad vide, hvad modstanden bunder i. Ikke fordi den er så svær at gennemskue fra folkesocialisternes vinkel, men de andre...
For en del år siden, skrev Harvard professor Michael C. Jensen om erfaringer med de såkaldte LBOs i USA. LBOs er leveraged buy-outs, altså den metode med høj gearing, som fondene anvender til overtagelse. Der sker typisk en afnotering af børsen med deraf følgende privat ejerskab i en periode, og senere foretages en ny børsnotering så. Jensen beskrev metoden, som en mulig ny organisationsform præget af et aktivt lederskab - altså en overordnet positiv ændring.
Det er interessant. For når vi taler innovation gælder begrebet, ifølge eksempelvis Schumpeter, ikke kun produkter, men også organisationsformer. Og innovation kan vi jo godt lide. Innovation er et buzzword. Med god grund. For det er netop innovationen, der bringer os videre i vores vækst og velstand.
Men innovation er vel også skræmmende. Det er et "live-and-let-die"-koncept, eller hvad Schumpeter kalder Creative Destruction. Det nye udraderer det gamle. Og det er aldrig sjovt at lade noget forgå - det kan se skrapt ud undervejs. Og som politiker vil man sandsynligvis altid have 1) et behov for "at gøre noget" og 2) opportunistiske hensigter, som medfører, at man gør hvad man kan for at kapitalisere på forandringerne.
Kapitalfonde er ubehagelige for politikere, fordi den proces de sætter igang, typisk involverer effektivisering og omstrukturering. Det kan betyde fyring af medarbejdere og omlægning af finansiering der leder til lavere skattebetaling. Men her fristes man til at spørge, hvad med "that which is not seen"? For hvordan var disse virksomheders skæbne forløbet, hvis IKKE en fond havde overtaget?
Når kapitalfonde overtager er det typisk fordi, der er en gevinst at hente - der findes altså et "market for corporate control", igen med Jensens ord. Så snart nogle slækker på virksomhedsdriften, vil andre kunne se en fordel i at overtage. Det er ikke ensbetydende med, at alle kapitalfonde gør det godt. Men de har meget at vinde ved at gøre det. For det er jo dét de lever af.
Det er selvfølgelig uvist, hvordan virksomhederne ville klare sig, hvis IKKE en kapitalfond havde overtaget. Men mon ikke sandsynligheden er, at effektiviseringen måtte komme før eller siden?
Jeg ved det ikke, men diskussionen om kapitalfonde er fantasi- og visionsløs. At SF ønsker hårdere beskatning, kan ikke undre. Det er jo selveste kapitalisterne de her får ram på, og det er det de skal, som socialister. Jeg håber, at SF kæmper forgæves, og at Kristian Jensen strammer op på sine noget slatne liberale holdninger. Uden kapitalister, ingen entreprenører. Uden entreprenører, ingen innovation. Uden innovation, ingen udvikling.
Hvem var det nu, der var reaktionær?
fredag den 7. marts 2008
Det Kristian Jensen burde have sagt om Robin Hood...
Dette sagde han. Dette burde han have sagt:
“… I’ve chosen a special mission of my own. I’m after a man whom I want to destroy. He died many centuries ago, but until the last trace of him is wiped out of men’s minds, we will not have a decent world to live in.”
“What man?”
“Robin Hood.”
…
“It is said that he fought against the looting rulers and returned the loot to those who had been robbed, but that is not the meaning of the legend which has survived. He is remembered, not as a champion of property, but as a champion of need, not as a defender of the robbed, but as a provider of the poor. He is held to be the first man who assumed a halo of virtue by practicing charity with wealth which he did not own, by giving away goods which he had not produced, buy making others pay for the luxury of his pity. He is the man who became the symbol of the idea that need, not achievement, is the source of rights, that we don’t have to produce, only to want, that the earned does not belong to us, but the unearned does. He became a justification for every mediocrity who, unable to make his own living, has demanded the power to dispose of the property of his betters, by proclaiming his willingness to devote his life to his inferiors at the price of robbing his superiors. It is this foulest of creatures – the double-parasite who lives on the sores of the poor and the blood of the rich – whom men have come to regard as a moral ideal. And this has brought us to a world where the more a man produces, the closer he comes to the loss of all his rights, until, if his ability is great enough, he becomes a rightless creature delivered as prey to any claimant – while in order to be placed above rights, above principles, above morality, placed where anything is permitted to him, even plunder and murder, all a man has to do is to be in need. Do you wonder why the world is collapsing around us? That is what I am fighting, Mr. Rearden. Until men learn that of all human symbols, Robin Hood is the most immoral and the most contemptible, there will be no justice on earth and no way for mankind to survive.”
Det er selvfølgelig Ragnar Danneskjöld, der har æren for ovenstående passage fra Ayn Rands Atlas Shrugged. Skal jeg vælge mellem helteskikkelserne fra bogen, er han sandsynligvis min yndling. Den primære årsag til dette er, at han GØR noget. Noget der for nogle faktisk kan lade sig gøre i den virkelige verden.
Kristian Jensen gør det ikke. Han siger det heller ikke. Og han er muligvis den af os, der har den mest oplagte mulighed. Istedet vil han "redde" Robin Hood. Han har selv forelsket sig i redder-mentaliteten, som myten foreskriver og venstrefløjen forguder. Men han begår nøjagtig den samme fejl: Han gør det ufortjent og på andres bekostning.
Robin Hood ville ikke være venstremand, som Kristian Jensen tror. Han ville være Danneskjöld. Han ville ikke være politiker, han ville være en handlingens mand. Han ville ikke leve et dobbeltliv, hvor han sagde ét og gjorde et andet.
Hvis Kristian Jensen virkelig ville vinde sin kamp for den ægte Robin Hood, er der kun én eneste ting, han burde at gøre. Han burde gøre som Danneskjöld.
“… I’ve chosen a special mission of my own. I’m after a man whom I want to destroy. He died many centuries ago, but until the last trace of him is wiped out of men’s minds, we will not have a decent world to live in.”
“What man?”
“Robin Hood.”
…
“It is said that he fought against the looting rulers and returned the loot to those who had been robbed, but that is not the meaning of the legend which has survived. He is remembered, not as a champion of property, but as a champion of need, not as a defender of the robbed, but as a provider of the poor. He is held to be the first man who assumed a halo of virtue by practicing charity with wealth which he did not own, by giving away goods which he had not produced, buy making others pay for the luxury of his pity. He is the man who became the symbol of the idea that need, not achievement, is the source of rights, that we don’t have to produce, only to want, that the earned does not belong to us, but the unearned does. He became a justification for every mediocrity who, unable to make his own living, has demanded the power to dispose of the property of his betters, by proclaiming his willingness to devote his life to his inferiors at the price of robbing his superiors. It is this foulest of creatures – the double-parasite who lives on the sores of the poor and the blood of the rich – whom men have come to regard as a moral ideal. And this has brought us to a world where the more a man produces, the closer he comes to the loss of all his rights, until, if his ability is great enough, he becomes a rightless creature delivered as prey to any claimant – while in order to be placed above rights, above principles, above morality, placed where anything is permitted to him, even plunder and murder, all a man has to do is to be in need. Do you wonder why the world is collapsing around us? That is what I am fighting, Mr. Rearden. Until men learn that of all human symbols, Robin Hood is the most immoral and the most contemptible, there will be no justice on earth and no way for mankind to survive.”
Det er selvfølgelig Ragnar Danneskjöld, der har æren for ovenstående passage fra Ayn Rands Atlas Shrugged. Skal jeg vælge mellem helteskikkelserne fra bogen, er han sandsynligvis min yndling. Den primære årsag til dette er, at han GØR noget. Noget der for nogle faktisk kan lade sig gøre i den virkelige verden.
Kristian Jensen gør det ikke. Han siger det heller ikke. Og han er muligvis den af os, der har den mest oplagte mulighed. Istedet vil han "redde" Robin Hood. Han har selv forelsket sig i redder-mentaliteten, som myten foreskriver og venstrefløjen forguder. Men han begår nøjagtig den samme fejl: Han gør det ufortjent og på andres bekostning.
Robin Hood ville ikke være venstremand, som Kristian Jensen tror. Han ville være Danneskjöld. Han ville ikke være politiker, han ville være en handlingens mand. Han ville ikke leve et dobbeltliv, hvor han sagde ét og gjorde et andet.
Hvis Kristian Jensen virkelig ville vinde sin kamp for den ægte Robin Hood, er der kun én eneste ting, han burde at gøre. Han burde gøre som Danneskjöld.
torsdag den 6. marts 2008
Vildledningen fortsætter - madministeren er på sagen
Jeg læser til min store forargelse i Politiken at:
Thank heaven, for vores madminister:
Jeg vil naturligvis fluks kontakte hende og bede hende kigge BUKO's rejeost godt efter i sømmene. Jeg er nemlig helt sikker på, at jeg aldrig har set en reje i den, og føler mig egentlig godt og grundigt vildledt, nu jeg tænker over det.
Ifølge Børsen FødevareSundhed sælger Aldi for eksempel en Knase Müsli. Udover, at der ligger en slank kvinde og tager mavebøjninger med kig til bart maveskind, så er der også afbildet æbler, jordbær, kirsebær og hindbær på pakken.
Problemet er bare, at der ifølge varedeklarationen ikke er skyggen af disse frugter i produktet. Til gengæld er myslien fuld af fedt og sukker.
Thank heaven, for vores madminister:
»Det lyder helt klart som vildledning, så det er et produkt, jeg vil have Fødevarestyrelsen til at kigge på, for man må ikke vildlede forbrugeren. Det er en åbenlys sag for Fødevarestyrelsen«, siger Eva Kjer Hansen (...)
Jeg vil naturligvis fluks kontakte hende og bede hende kigge BUKO's rejeost godt efter i sømmene. Jeg er nemlig helt sikker på, at jeg aldrig har set en reje i den, og føler mig egentlig godt og grundigt vildledt, nu jeg tænker over det.
mandag den 3. marts 2008
Studenteroprør på 180
Abonner på:
Kommentarer (Atom)
