Fundamentalisme på den fede måde

Ikke sjældent bliver man kaldt ekstremist, fundamentalist eller ultra-et-eller-andet når man er sprunget ud og ytrer libertarianske holdninger offentligt (se bevis her og her). Rent teoretisk er jeg ikke skarp nok til at forklare i detaljer, hvad for en slags libertarianer jeg er, men jeg kan konstatere at Milton Friedman og Ayn Rand, som begge har gjort et eftertrykkeligt indtryk på mig, har hjulpet mig til at forstå den dybere mening med frihedsrettighederne.

Det kan bedst beskrives som Arzrouni og Mchangama gør det i deres kronik: Red menneskerettighederne, den 4. juni i Berlingske Tidende:

Frihedsrettighederne indebærer, at statsmagten begrænses, og at den - når den agerer - holder sig til snævre spilleregler. Frihedsrettighederne udelukker derfor totalitære regimer, hvad enten de er fascistiske, socialistiske eller religiøse. Men inden for frihedsrettighedernes ramme kan borgerne vælge den samfundsmodel, de måtte finde bedst.

Den kronik bør gøres obligatorisk i samfundsfag på gymnasiale uddannelser landet rundt. Eller... det ville jeg argumentere for, hvis jeg ikke lige havde givet mig selv mærkatet libertarianer.

Nu vil jeg nøjes med at sige, at ethvert menneske, der ønsker at være oplyst, bør gøre sit ypperste for at læse og forstå kronikken. Hvis man ikke forstår den, bør man læse den igen og igen samt søge yderligere information, indtil man forstår vigtigheden af de omtalte principper. Når man har forstået budskabet ved man, hvorfor det skal videreformidles. For det budskab er så vigtigt, at alle mennesker der er frie af hjerte og sind er nødt til at være enige om det.

Når vi er blevet enige om det, så kan vi alle kalde os frihedsekstremister. Og det er da fundamentalisme på den ultra-fede måde.