I mit sidste indlæg lykkedes det mig, at blive forarget over en enkelt lille sætning i en dum jobannonce for en stilling, som jeg ikke engang har tænkt mig at søge. Det irriterer mig i dag, for jeg havde besluttet mig for, at jeg ikke skulle have en brokke-blog. Men jeg har gået og tænkt lidt over, hvad det var der ramte mig og jeg tror det var denne her skræmmetanke om, at vi går fra en retsstat til en behovsstat.
Det er blevet så populært at sige, at offentlige/statslige institutioner på mange områder skal fungere mere ligesom det private erhvervsliv. Det bliver dog problematisk, hvis man begynder at bytte ordet borgerrettigheder ud med kundebehov, for så bliver statens opgave pludselig meget omfangsrig. Behov kan spænde over meget: Mad, tøj, cigaretter, bøger, alkohol, slik, møbler, arbejde, penge, venner, familie, biler, bolig og mange, mange andre ting og sager. Ja, behov er fuldstændigt individuelle og opfyldelsen bør netop derfor være overladt til den enkelte, så man ikke er afhængig af, at skulle bejle til socialkontoret for at få sine behov opfyldt.
Nå, herregud, det er en enkelt lillebitte jobannonce, og citatet kan blot være en enlig svale. Det slog mig bare, at holdningen - om at mennesker der henvender sig til et socialkontor kan karakteriseres som kunder - må jo komme et sted fra.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
5 kommentarer:
Kære Lisbeth.
Hvad er forskellen på kunde og retigheder, ibegge tilfælde har jeg retigheder, jeg har retigheder ifølge købelov ect. jeg har retigheder ifølge dansk lov, og som jeg har og stadig betaler en hulens masse penge til, man kan vel kalde det en form for forsikring, godt nok uden jeg lod eller del i, men jeg har betalt det.
Kære Per,
Det jeg mener, er ikke rettigheder i form af en købelov. Jeg mener de grundlæggende rettigheder, som i Grundloven: ytringsfrihed, ejendomsret etc.
Jeg tænker mere på årsagen til at have en stat: er det en retstat man ønsker sig, hvis fornemmeste opgave er at sikre vores grundlæggende rettigheder - eller ønsker man sig en langt mere omfattende stat, der skal dække behov (som velfærdstaten egentlig i vid udstrækning gør nu). Det sidste vil altid ske på andres bekostning, hvilket i min opfattelse er moralsk forkert.
Ordvalget i den stillingsannonce jeg henviser til, gav anledning til ovennævnte abstraktion, da man bruger udtrykket kundeservice i forbindelse med socialkontoret.
Kære Lisbth
Ja men lad mig være lidt polemisk, måske er det bare sematik der skiller !
Jeg opretter en privat sygeforsikring, jeg for brug for at trække på den på et tidspunkt.
Jeg ringer eller skriver til dem.
God dag jeg er kunde hos jer og har behov for hjeres hjælp nu.
Idet offentlige syge system har jeg betalt x antal kroner igennem tiden.
Jeg ringer nu eller min læge skriver, hvad der nok også forgård med en privat forsikring. At jeg har behov for hjeres hjælp nu.
I begge tilfælde vil jeg betegne mig selv som kunde med et behov.
Jeps, enig. Men hvorfor kan det så ikke ligeså godt være private der varetager opgaven? Erhvervslivet er trods alt eksperter i kundebehov.
Jeg ønsker personligt ikke at være kunde hos staten. For jeg har ingen sanktionsmulighed. Jeg kan ikke vælge ydelsen fra, hvis jeg ikke er tilfreds, hvis mine behov ikke bliver opfyldt. Således er ordet kunde - i statsregi - forfalsket. Med mindre definitionen på en kunde har ændret sig?
Kære Lisbet.
Jeg bøjer mig for din forklaring. Og tak for at du ville indgå i ind diskurs med mig.
PS. 2 ting, jeg syntes at din kariere som model var pragtfuld at læse om, ærlig og med distance.
Den anden ting er din farve på bloggen, først tænkte jeg yak, men nu syntes jeg rigtig godt om den, den er helt pefekt, jeg kan også lære noget om femenisme til trods er et ærklæret han abe.
Send en kommentar