torsdag den 17. maj 2007

Borger = Kunde = Politisk korrekthed?

Generalkonsulatet i NY søger en medarbejder til Borgerservice. I jobopslaget står der:

"Har du erfaring med kundebetjening f.eks. som socialrådgiver eller lignende vil det være en fordel."

Mens jeg sagtens kan se fornuften i at søge mennesker, der har erfaring med at håndtere situationer, hvor borgere er under stressede og ubehagelige omstændigheder, så forvirrer sætningen mig. Jeg troede, at når man var kunde, så var det fordi man frivilligt havde truffet en beslutning om at købe en given vare fra en given udbyder. Kunder er noget virksomheder kæmper for og gerne vil have flere af. Hvad er det lige igen de sælger på socialkontoret?

Kald dog en spade for en spade og drop metaforerne - eller populært sagt: den politiske korrekthed. Et menneske i nød er ikke en kunde. En kunde har behov, en borger har rettigheder.

En kunde er en kunde er en kunde. En borger er en borger er en borger. Der er forskel, der skal være forskel, og der vil, forhåbentlig, altid være forskel.

Ingen kommentarer: