Stikkersamfund?

Ja, klistermærket taler vel for sig selv. Hvis ikke, så læs eksempelvis Erhvervsbladets artikel og dan egen mening her

Nogle tænker nok: Jamen, sådan en må SKAT gerne sætte i bagruden, jeg har ikke noget at skjule. Efter min mening er dette dog ikke pointen. Pointen er, at vi har så omfattende skatteregler, at vi er nødt til at mærke borgerne for at håndhæve loven. Og det må da være et skridt i den forkerte retning.

Hvem gider iøvrigt have en reklamestreamer for SKAT siddende i bagruden - det kunne jo være man hellere ville reklamere for sin virksomhed. Det er trods alt ens egen firmabil og ikke SKATs. Eller hur?

SKAT som fagnørd

Det ser ud til at Lina Rafn fra Infernal har haft succes med at hive Ministeren for Udplyndring af Værdiskabelse til modsat torskegilde. Godt for hende og dem som det vedrører. Forhåbentlig rykker det noget.

Hendes sag vækker minder om en anden skattesag fra det virkelige liv. Sagen handler om to restauratører, der lever af at sælge drinks og cocktails. Et par gange årligt tager de til Hamburg i Tyskland, hvor de indkøber et særligt glasmærke, som ikke forhandles i Danmark. En klokkeklar konkurrencemæssig positionering lige efter handelshøjskolebogen: De differentierer deres produkt ved hjælp af drinkens indpakning.

SKAT anerkender ikke, at det kan have en betydning, hvilke glas man hælder sine drinks i. For dem er et glas et glas, og de konkluderer i en skattesag, at de to ejere har en ”personlig passion for glas” og dømmer Hamburg rejserne ”maskeret udlodning”. SKAT vælger altså her at dømme den valgte konkurrencemæssige strategi ude og gør sig samtidig til ekspert på bardrift.

Det synes åbenlyst at SKAT ikke bør blande sig i dette omfang og at de ikke bør agere fagekspert på andre branchers vegne. Virkeligheden er dog, at det kan SKAT jf. gældende lovgivning og således gør de det.

Der er kun én måde at ændre denne virkelighed på: Gør skattelovgivningen enkel, gennemskuelig og retfærdig. Det er slet ikke så svært endda – men måske er det så simpelt, at vor tids akademiske skatteeksperter ikke kan forstå det?

Not Yours to Give

Hvorfor staten i princippet ikke bør optræde som godgører (Colonel David Crockett):

"...[W]hile you are contributing to relieve one, you are drawing it from thousands who are even worse off than he. If you had the right to give anything, the amount was simply a matter of discretion with you, and you had as much right to give $20,000,000 as $20,000. If you have the right to give to one, you have the right to give to all; and, as the Constitution neither defines charity nor stipulates the amount, you are at liberty to give to any and everything which you may believe, or profess to believe, is a charity, and to any amount you may think proper. You will very easily perceive what a wide door this would open for fraud and corruption and favoritism, on the one hand, and for robbing the people on the other. No, Colonel, Congress has no right to give charity. Individual members may give as much of their own money as they please, but they have no right to touch a dollar of the public money for that purpose." Læs resten her

Hat tip: COIN

Om den fri vilje - på Lars Hvidbergs blog

Godt indlæg om lighed, værdighed, ansvarsfraskrivelse og om at vi ikke kommer udenom den fri vilje:

To lighedsbegreber

Borger = kunde II: Fra retsstat til behovsstat?

I mit sidste indlæg lykkedes det mig, at blive forarget over en enkelt lille sætning i en dum jobannonce for en stilling, som jeg ikke engang har tænkt mig at søge. Det irriterer mig i dag, for jeg havde besluttet mig for, at jeg ikke skulle have en brokke-blog. Men jeg har gået og tænkt lidt over, hvad det var der ramte mig og jeg tror det var denne her skræmmetanke om, at vi går fra en retsstat til en behovsstat.

Det er blevet så populært at sige, at offentlige/statslige institutioner på mange områder skal fungere mere ligesom det private erhvervsliv. Det bliver dog problematisk, hvis man begynder at bytte ordet borgerrettigheder ud med kundebehov, for så bliver statens opgave pludselig meget omfangsrig. Behov kan spænde over meget: Mad, tøj, cigaretter, bøger, alkohol, slik, møbler, arbejde, penge, venner, familie, biler, bolig og mange, mange andre ting og sager. Ja, behov er fuldstændigt individuelle og opfyldelsen bør netop derfor være overladt til den enkelte, så man ikke er afhængig af, at skulle bejle til socialkontoret for at få sine behov opfyldt.

Nå, herregud, det er en enkelt lillebitte jobannonce, og citatet kan blot være en enlig svale. Det slog mig bare, at holdningen - om at mennesker der henvender sig til et socialkontor kan karakteriseres som kunder - må jo komme et sted fra.

Borger = Kunde = Politisk korrekthed?

Generalkonsulatet i NY søger en medarbejder til Borgerservice. I jobopslaget står der:

"Har du erfaring med kundebetjening f.eks. som socialrådgiver eller lignende vil det være en fordel."

Mens jeg sagtens kan se fornuften i at søge mennesker, der har erfaring med at håndtere situationer, hvor borgere er under stressede og ubehagelige omstændigheder, så forvirrer sætningen mig. Jeg troede, at når man var kunde, så var det fordi man frivilligt havde truffet en beslutning om at købe en given vare fra en given udbyder. Kunder er noget virksomheder kæmper for og gerne vil have flere af. Hvad er det lige igen de sælger på socialkontoret?

Kald dog en spade for en spade og drop metaforerne - eller populært sagt: den politiske korrekthed. Et menneske i nød er ikke en kunde. En kunde har behov, en borger har rettigheder.

En kunde er en kunde er en kunde. En borger er en borger er en borger. Der er forskel, der skal være forskel, og der vil, forhåbentlig, altid være forskel.

Kholgi siger det bedst

Indrømmet! Jeg har en svaghed for andre sortsmudskede (som mig ;-) der beviser, at det ikke har en fis med farve at gøre, det handler om personlighed og om værdier. Farshad Kholgi siger det bedre end nogen anden og han er altid en fornøjelse både at læse, at lytte til - og at se på ;-)

Linket kommer lidt forsinket, men jeg kom helt fra det i studieræs samt alt virakken om Ny Alliance. Sådan starter hans klumme fra Metroxpress den 1. maj:

"Jeg tog min lille blok og min fyldepen og tog ud til 1. maj-demonstration i Fælledparken for at ‘dække’ arbejdernes dag. Da jeg ankom, var Socialdemokraterne der ikke. De havde meldt afbud, fordi de mente, at dette forum ville skade partiets image og dermed forringe chancerne for at vælte Fogh i det kommende valg. Jeg kiggede mig omkring og opdagede, at heller ikke arbejderklassen var mødt op. Skattestoppet og friværdien havde givet dem råd til at bruge fridagen på at tage en lille smut-tur til Barcelona og drikke cava – i stedet for at marchere til Østerbro og drikke bajere. Til gengæld var der mange mennesker med mærketøj og dyre solbriller. De skålede i caffé latte. ..." Læs resten her

Hvad skal man takke den borgerlige regering for?

Carsten Steno skriver i dag i sin leder i Erhvervsbladet at VK-regeringen har formået at forbedre rammevilkårene for erhvervslivet. Det har han ganske givet ret i, og det bør også være en logisk konsekvens, når en borgerlig regering tager styringen.

Videre skriver og mener Steno:

”Som Statsministeren plejer at sige, når han møder virksomhedsledere: "Der er serveret".
Virksomhederne har allerede taget for sig af retterne. Det hører med til almindelig høflighed at takke for maden på næste valgdag.”

Og så er det jeg må spørge: Takke for hvad? Har de fået noget, der ikke tilhørte dem i forvejen? I så fald må de have fået noget, som tilhørte nogen andre, for alt hvad der kan serveres må pr. definition komme et sted fra. Og så vidt jeg er orienteret, producerer politikere ikke selv noget, de kan give væk. Ikke engang bedre rammevilkår, hvilket jeg formoder betyder færre reguleringer, skattestop og andre forhold der mindsker statens indgreb i virksomhedsejerens sager.

Bedre rammevilkår må være lig med en højere grad af frihed. Frihed er ikke noget politikere kan servere, for den er ikke deres at give væk. De bør undlade at tage den. Endog uden tak.

(Ligeledes bragt som læserbrev i Erhvervsbladet tirsdag den 15. maj 2007)

Naser do-the-right-thing Khader

Åh, kunne man ane den sunde fornuft (trods det sociale i social-liberal) på dagens pressemøde, hvor Ny Alliance præsenterede sig for første gang? Betyder det, at vi slipper for den misforståede tolerance det Radikale efterhånden er karakteriseret af? Og at vi kan komme tilbage på sporet af de skattelettelser, som det Konservative tilsyneladende har opgivet? Det lød da sådan.

Et skridt i den rigtige retning - også selvom man er laaaangt mere liberal(istisk) end social, kan man kun hilse dette tiltag velkomment.

Sort arbejde – moralsk eller snylteri?

SKAT siger:

“Fusk med moms og afgifter, sort arbejde og socialt bedrageri får vores samfund til at fungere dårligere.”

…og

“En nyere historisk undersøgelse viser, at gennem de senere årtier er flere og flere gået i gang med at arbejde sort. For årene 1950 og 1960 svarede 5 pct. af befolkningen, at man havde arbejdet sort inden for det sidste år – men så gik det hurtigt den forkerte vej: Procenten var 9 i 1970, 13 i 1980 og omkring 17 i 1990. I dag ligger procenten i undersøgelserne normalt på eller lige over 20. Med andre ord arbejder omkring hver femte af os sort i dag, og to tredjedele af alt skattesnyderi ved personbeskatningen stammer nu fra den sorte sektor.”


Frédéric Bastiat sagde:

“No society can exist unless the laws are respected to a certain degree. The safest way to make laws respected is to make them respectable. When law and morality contradict each other, the citizen has the cruel alternative of either losing his moral sense or losing his respect for the law. These two evils are of equal consequence, and it would be difficult for a person to choose between them. The nature of law is to maintain justice. This is so much the case that, in the minds of the people, law and justice are one and the same thing. There is in all of us a strong disposition to believe that anything lawful is also legitimate. This belief is so widespread that many persons have erroneously held that things are "just" because law makes them so.”

Døm selv om skatte- og afgiftslovgivningen i Danmark er ‘respectable’ og 'just'. Sund fornuft siger mig, at de fleste af os ønsker et kontinuerligt mere velfungerende samfund. Hvorfor er der så flere og flere der bekender sig til at begå disse ulovligheder? Er skatterne og afgifterne blevet umoralsk høje?

Måske skulle Kristian Jensen tage det til efterretning (han ved det jo godt), istedet for at lade sig skuffe så let.