Idag er 8. marts. Den unævnelige kampdag.
Rend mig i kødgryderne, jeg holder med Katrine Winkel Holm, med familien, med hjemmepassede småbørn og med den private ejendomsret.
Skuespillere, der mener, at Sverige er langt mere seriøs end Danmark, når det drejer sig om ligestilling, burde ikke tages alvorligt. Hun (altså skuespilleren) mener nemlig, at det i en overgangsperiode er en god idé for ligestillingen, at de statslige teatre kræver lige mange manderoller og kvinderoller. Hvad er det med den her "overgang"? Det er ikke første gang, jeg hører kvotefortalere nævne "overgangen", men hvad er det vi bevæger os fra og til? Det må være noget med et mål, der helliger tvangen. Lad feministerne besvare, hvori dette mål består.
En anden ting, der tales om, er at danske kvinder fravælger karriere fordi vi har så travlt med det huslige, og fordi skattetrykket er så højt, at vi ikke har råd til at udlicitere hentning af børn med videre. Det er som om, at det aldrig falder nogen ind, at nogle mødre måske faktisk ønsker en roligere hverdag, mens børnene er små, og at de faktisk godt kan lide at tilbringe tid sammen med ungerne. Kan det passe? Altså, at - også liberale - debattører ikke overvejer, at hverdagen kan blive en lille smule ærgerlig, hvis man ikke rigtig får brugt tid sammen med sin nære familie. Derfor kan det være ganske belejligt at arbejde deltid - eller slet ikke - i en periode af sit liv. For nogle er karrieren måske slet ikke så vigtig, som den bliver blæst op til at være. For nogle er det fint at starte/genoptage den på et senere tidspunkt i livet. Selvom forløbet så ikke passer ind i de populæreste karriere-coaches kasser. Jeg indrømmer blankt, at det ikke var et scenarie, jeg rigtig kunne se for mig før jeg selv fik børn. Men nu ville jeg ikke ønske mig det anderledes.
Herhjemme holder vi Information i øjeblikket, og det er jo helt vanvittigt, specielt på en dag som idag. For i avisen kan man nemlig læse, at etbarnspolitikken og kommunistpartiet bærer en stor del af æren for det, som journalisten kalder en positiv udvikling med henvisning til det faktum, at verdens 11 rigeste kvinder er kinesere. Etbarnspolitikken, omend udskældt af Vesten, betyder for kvinder, at de slipper for at tage sig af store familier. Desuden er kommunistpartiet en af grundene til kvindernes succes, fordi selvom Maos revolution påførte samfundet utroligt meget smerte, så gav den kvinder højere status: Det forventedes nemlig af dem, at de blev en del af arbejdsstyrken og bidrog til samfundets produktion. Ikke et ondt ord om, hvordan undertrykkende regimer blander sig i den mest private sfære. Til gengæld ren, rå dyrkelse af arbejdsmarkedskulten.
Man kan i selvsamme udgave af avisen læse et indlæg om ministeren Lykke Friis, der har gjort borgerligheden en tvivlsom tjeneste ved at indkalde et mandepanel. Disse mænd skal diskutere ligestilling, som om det ikke var nok at kvinder gjorde det. Erhvervsfolk og forskere skal nu spilde tiden med at debattere køn, seksualitet, social baggrund, alder og etnicitet med staten i baghånden. Er der virkelig behov for det?
tirsdag den 8. marts 2011
søndag den 6. marts 2011
Frihed på arabisk
Bringing down one tyranny does not guarantee that what follows will be liberty.
Det skriver tænketanken The Cato Institute i præsentationen af deres arabisk-sprogede udgivelse af den amerikanske forfatning og uafhængighedserklæring. Anledningen er naturligvis den aktuelle opstand i Mellemøsten.
Den kan downloades gratis her, hvis nogen skulle ønske sig en sådan udgave. Måske kan den også finde anvendelse herhjemme?
lørdag den 5. marts 2011
(Den amerikanske) krævementalitet
USA bliver ofte (noget fejlagtigt i mange tilfælde, desværre) fremhævet som det store, lysende eller skræmmende eksempel på, hvordan et ultraliberalt samfund er skruet sammen: "Amerikanske tilstande". Men tænk sig, de har tilsyneladende også problemer med krævementaliteten overseas:
fredag den 4. marts 2011
Post børn - tilbage igen
Før jeg blev gravid første gang, belærte nogle ellers gode venner Hr. Jensen og mig om, at når først vi fik børn, så ville vores syn på samfundet ændre sig. Vi ville ikke kunne opretholde alle de her ultraliberalistiske ideer om, hvordan vi helst så verden skruet sammen, til gengæld ville vi begynde at sætte pris på børnepenge, offentlige institutioner og ditto hospitaler. Vi ville med andre ord få en lidt mere "realistisk" indstilling til tingene.
Jeg kan afsløre, at disse forudsigelser ikke holdt stik. Hr. Jensen og jeg er nu en vaskeægte kernefamilie med to småbørn og cirka 10 minutters stilhed om dagen. Men om overhovedet muligt er vi blevet yderligere bekræftet i, at et system, der påkalder sig at definere den brede befolknings velfærd, IKKE er det bedst mulige alternativ.
Der er mange ting at sige om det, så det vil jeg gøre her på Kapitalisbet ved at genoplive bloggen, stadig med fokus på hverdagsfriheden omend min hverdag har ændret sig drastisk. Nogle af tingene er allerede sagt i klummer ovre på 180grader, mens andre pointer er sendt til tryk, som tidligere nævnt her på bloggen.
Jeg kan afsløre, at disse forudsigelser ikke holdt stik. Hr. Jensen og jeg er nu en vaskeægte kernefamilie med to småbørn og cirka 10 minutters stilhed om dagen. Men om overhovedet muligt er vi blevet yderligere bekræftet i, at et system, der påkalder sig at definere den brede befolknings velfærd, IKKE er det bedst mulige alternativ.
Der er mange ting at sige om det, så det vil jeg gøre her på Kapitalisbet ved at genoplive bloggen, stadig med fokus på hverdagsfriheden omend min hverdag har ændret sig drastisk. Nogle af tingene er allerede sagt i klummer ovre på 180grader, mens andre pointer er sendt til tryk, som tidligere nævnt her på bloggen.
mandag den 27. september 2010
Privatisér vuggestuer
Mit indlæg i JP den 26. september:
I sin kronik 12/9 kræver Lone Nørgaard vuggestuer afskaffet. Det er et rimeligt skrapt krav. Men det er værd at fundere over. For det er en vigtig sag, altså den om, hvor vi gør af vores småbørn i deres allervigtigste og skrøbelige første år.
Som mor med hjemmepassede børn ville det være nemt at erklære sig enig med LN: Luk vuggestuerne, det er ren børnemishandling. Luk det store, sorte hul, der suger skatteydernes midler til sig og leverer - hvis man skal tro de ofte strejkende pædagoger og forældre - virkelig dårlig kvalitet for pengene.
Men lad mig tilbyde et alternativ: Privatisér vuggestuer.
Indrømmet, versionen har en smule tilfælles med LN's første forudsætning for ordentlig børneomsorg. Jeg deler også hendes holdning om, at småbørn ikke har nogen interesse i vuggestuerne. Det har forældrene. Men som familier kan vi have mange forskellige forudsætninger, og nogle kan reelt være nødt til at aflevere børnene i institution. Vi kan desuden have mange forskellige præferencer, når det angår anvendt pædagogik, åbningstider, normering, de ansattes uddannelsesniveau, verdenssyn osv.
Børneinstitutionsområdet er - med sit ganske uvarierede udvalg af pasningsordninger og anvendelse af den rædselsvækkende pladsanvisning - et glimrende eksempel på, at statslig styring er vejen til ensretning. Vores individuelle ønsker og krav kan ikke opfyldes, og noget tyder på, at der ofte må gåes på kompromis med kvaliteten af pasningen.
LN lagde hovedet på blokken og foreslog en afskaffelse af vuggestuen. Der findes sandsynligvis kun én ting, der er værre i vores socialdemokratisk-baserede velfærdssamfund, og det er at foreslå en privatisering. Ikke desto mindre så er det min overbevisning, at en liberalisering af institutionsområdet kan afhjælpe problemerne.
Forældre ved bedst
Forældre skal tage ansvar og stille krav til institutionerne. Institutionerne skal være i stand til at honorere kravene og opkræve, hvad det koster, ikke hvad der tilfældigvis er budgetteret med fra politisk hold. Og hvis den kære velfærdsstat insisterer på fortsat at finansiere gildet, så lad pengene følge barnet. Der er ingen rimelighed i at belønne et pasningsvalg, blot fordi det er kommunalt, ej heller i at straffe forældre, der ønsker et alternativ.
Forældre kan godt vælge den gode pasning, hvis de tvinges til at tage stilling, og hvis der ikke eksisterer skævvridende økonomiske incitamenter. Nogle har mulighed for at tage sig af sine egne, nogle kan alliere sig med bedsteforældre, mens nogle må vælge institutioner. Forældre ved bedst og bør kunne vælge selv. For børnenes skyld.
I sin kronik 12/9 kræver Lone Nørgaard vuggestuer afskaffet. Det er et rimeligt skrapt krav. Men det er værd at fundere over. For det er en vigtig sag, altså den om, hvor vi gør af vores småbørn i deres allervigtigste og skrøbelige første år.
Som mor med hjemmepassede børn ville det være nemt at erklære sig enig med LN: Luk vuggestuerne, det er ren børnemishandling. Luk det store, sorte hul, der suger skatteydernes midler til sig og leverer - hvis man skal tro de ofte strejkende pædagoger og forældre - virkelig dårlig kvalitet for pengene.
Men lad mig tilbyde et alternativ: Privatisér vuggestuer.
Indrømmet, versionen har en smule tilfælles med LN's første forudsætning for ordentlig børneomsorg. Jeg deler også hendes holdning om, at småbørn ikke har nogen interesse i vuggestuerne. Det har forældrene. Men som familier kan vi have mange forskellige forudsætninger, og nogle kan reelt være nødt til at aflevere børnene i institution. Vi kan desuden have mange forskellige præferencer, når det angår anvendt pædagogik, åbningstider, normering, de ansattes uddannelsesniveau, verdenssyn osv.
Børneinstitutionsområdet er - med sit ganske uvarierede udvalg af pasningsordninger og anvendelse af den rædselsvækkende pladsanvisning - et glimrende eksempel på, at statslig styring er vejen til ensretning. Vores individuelle ønsker og krav kan ikke opfyldes, og noget tyder på, at der ofte må gåes på kompromis med kvaliteten af pasningen.
LN lagde hovedet på blokken og foreslog en afskaffelse af vuggestuen. Der findes sandsynligvis kun én ting, der er værre i vores socialdemokratisk-baserede velfærdssamfund, og det er at foreslå en privatisering. Ikke desto mindre så er det min overbevisning, at en liberalisering af institutionsområdet kan afhjælpe problemerne.
Forældre ved bedst
Forældre skal tage ansvar og stille krav til institutionerne. Institutionerne skal være i stand til at honorere kravene og opkræve, hvad det koster, ikke hvad der tilfældigvis er budgetteret med fra politisk hold. Og hvis den kære velfærdsstat insisterer på fortsat at finansiere gildet, så lad pengene følge barnet. Der er ingen rimelighed i at belønne et pasningsvalg, blot fordi det er kommunalt, ej heller i at straffe forældre, der ønsker et alternativ.
Forældre kan godt vælge den gode pasning, hvis de tvinges til at tage stilling, og hvis der ikke eksisterer skævvridende økonomiske incitamenter. Nogle har mulighed for at tage sig af sine egne, nogle kan alliere sig med bedsteforældre, mens nogle må vælge institutioner. Forældre ved bedst og bør kunne vælge selv. For børnenes skyld.
mandag den 23. august 2010
Totalitærfeminister
Herunder læserbrev som jeg fik bragt i Information den 21. august:
Julia Lahme skriver 15. august, at »kvinder holdes i et småblomstret jerngreb«. Hun har ikke ret. Der findes intet småblomstret jerngreb. Vi er frie til at gøre karriere og næsten lige så frie til at gå hjemme. Julia vil sælge ideen om det gode familieliv med småbørnsmoderen som karrierekvinde og manden på tvungen barsel. Tro det eller ej, ikke alle ønsker denne konstellation. Ikke alle ser moderrollen som undertrykkende og 50'er-agtig, selv om det er håbløst umoderne. Nogle ønsker af fri vilje at være familiens varme favn og kulturbærer. Karrieren kan komme senere, og det findes der levende beviser på, men vi hører sjældent om dem.
Kære totalitær-feminister: Undlad venligst at tvinge statsapparatet ned over familier, som holder af en anden livsstil end jeres. Det er frygteligt snæversynet. Familier med hjemmegående børn - hvad enten de passes af egne forældre eller andre omsorgspersoner - forfordeles allerede, da de ikke overøses af de mange skattekroner, der hver måned tilfalder institutionsbørn. Så Julia, lad det være rigeligt at udleve dine karriere- og barsels-drømme for dig selv. Ser du, den eneste uligestilling er den økonomiske netop beskrevet. Resten er et pseudo-problem, som ikke bør ophæves til nogen form for kollektiv samfundsudfordring, hvori vi alle involveres.
Julia Lahme skriver 15. august, at »kvinder holdes i et småblomstret jerngreb«. Hun har ikke ret. Der findes intet småblomstret jerngreb. Vi er frie til at gøre karriere og næsten lige så frie til at gå hjemme. Julia vil sælge ideen om det gode familieliv med småbørnsmoderen som karrierekvinde og manden på tvungen barsel. Tro det eller ej, ikke alle ønsker denne konstellation. Ikke alle ser moderrollen som undertrykkende og 50'er-agtig, selv om det er håbløst umoderne. Nogle ønsker af fri vilje at være familiens varme favn og kulturbærer. Karrieren kan komme senere, og det findes der levende beviser på, men vi hører sjældent om dem.
Kære totalitær-feminister: Undlad venligst at tvinge statsapparatet ned over familier, som holder af en anden livsstil end jeres. Det er frygteligt snæversynet. Familier med hjemmegående børn - hvad enten de passes af egne forældre eller andre omsorgspersoner - forfordeles allerede, da de ikke overøses af de mange skattekroner, der hver måned tilfalder institutionsbørn. Så Julia, lad det være rigeligt at udleve dine karriere- og barsels-drømme for dig selv. Ser du, den eneste uligestilling er den økonomiske netop beskrevet. Resten er et pseudo-problem, som ikke bør ophæves til nogen form for kollektiv samfundsudfordring, hvori vi alle involveres.
fredag den 23. juli 2010
Genoplivningsforsøg
Så starter jeg en genoplivning af Kapitalisbet. Har lige fået en lille datter for 4 uger siden, så det bliver "in-between-feedings" og målet er et par opdateringer eller tre om ugen her mens jeg er i den tidlige barselsfase. Det bliver korte poster, men tanken er at kickstarte klummeskriveriet igen, når der bliver mere tid til fordybelse. Med håbet om at du læser med og ønsket om en god sommer: På glædeligt genhør.
torsdag den 3. december 2009
Skattereform eller -omlægning?
Her til aften så jeg i finansnyhederne på TV2 News et interview med en nyudnævnt økonomisk vismand. Han blev spurgt hvorfor vismændene gerne ville sætte skatterne op, når nu danskerne hader skatter så meget (ja, det sagde journalisten altså) og til det svarede han, at det ville vismændene naturligvis heller ikke. Og så gav han et eksempel med, at han selv lige havde siddet i regeringens skattekommission (hvorfor har man både vismænd og skattekommissioner?), hvor opgaven havde været at omlægge skatterne med henblik på et UÆNDRET samlet skattetryk.
ØH!? Såvidt jeg husker udlagde regeringen denne skattereform som en skattesænkning. Og selv om det vel hele tiden har været rimeligt åbenlyst, at en lavere indkomstskat bliver modsvaret af højere skatter på forbrug, så er ovennævnte kommentar da lidt af indrømmelse, er det ikke? Jeg har da aldrig hørt nogen fra regeringen prale med, at formålet med reformen var at omlægge skatterne med henblik på et uændret samlet skattetryk...
Måske fordi jeg ikke har hørt godt nok efter. Eller måske fordi det faktisk ikke er noget at prale med.
ØH!? Såvidt jeg husker udlagde regeringen denne skattereform som en skattesænkning. Og selv om det vel hele tiden har været rimeligt åbenlyst, at en lavere indkomstskat bliver modsvaret af højere skatter på forbrug, så er ovennævnte kommentar da lidt af indrømmelse, er det ikke? Jeg har da aldrig hørt nogen fra regeringen prale med, at formålet med reformen var at omlægge skatterne med henblik på et uændret samlet skattetryk...
Måske fordi jeg ikke har hørt godt nok efter. Eller måske fordi det faktisk ikke er noget at prale med.
mandag den 23. november 2009
Den danske sundhedsdrøm bliver et mareridt af formynderi
”Tiden med smugleri og ulovligheder er ovre.” Sådan lyder den første sætning i brochuren for energidrikken Red Bull, som i denne måned kom til Danmark. Eller rettere: Som i denne måned kom til Danmark med mulighed for indtagelse uden at gøre nyderen kriminel. Årsagen er ændrede krav til fødevarer fra EU. Indtil for nylig har den sødlige og opkvikkende drik dog nok haft for højt et indhold af koffein samt indhold af andre EU-fjendtlige stoffer, men det er naturligvis ikke ensbetydende med, at danske unge – og andre energihungrende – reelt har været fornægtet adgang til substansen. Som producenten selv forklarer, så har smugleri og ulovligheder blot banet vejen.
Dette er en metode vi kender fra andre nydelsesmidler så som smøger, spiritus, slik og ikke mindst hash og hårde stoffer. Det har altid været muligt for det enkelte individ at skaffe sig adkomst i ønsket mængde til disse forargelige genstande på trods af skiftende regeringer og administrationers forsøg på at kontrollere eller forbyde forbruget. Det eneste det kræver er, at man er villig til at kriminalisere sig. Med statsministerens nye danske drøm om en kollektivt forlænget levetid er der udsigt til, at denne kriminalisering af den danske befolkning skal fortsætte og krydres med en moraliseren, som vi allerede har set komme til udtryk i, blandt andet, regeringens tidligere nedsatte Forebyggelseskommission.
Er det en rimelig målsætning for et statsapparat, at befolkningens middellevetid skal være blandt de 10 højeste inden 10 år? Trods Forebyggelseskommissionens afsluttede arbejde, bliver formanden stadig hørt, og ifølge Politiken.dk er hendes vurdering: ”Hvis man vil det, kan det godt lade sig gøre. Men det kræver, at man er parat til at tage de nødvendige virkemidler i brug. Man kan ikke snakke sig til en bedre sundhed.” Men er det rimeligt som i retsindigt? Nej, det er det ikke. Og når man læser formandens udtalelse er det tydeligt hvorfor. Følgende ordvalg forklarer alt: ”[D]et kræver, at man er parat til at tage de nødvendige virkemidler i brug.” Målet helliger midlet; en politisk cocktail der er farligere end de fleste.
Man kan i forvejen ikke, som gravid eller pre-gravid kvinde, drikke et glas vin uden at formynderiet buh’er en ud af stuen eller, som helt almindelig mand, ryge sig en indendørs smøg på en privat beværtning uden bødeforlæg. Og hvilke øvrige ”virkemidler” kommissionsformanden ellers henviser til, kan man kun gisne om, måske inspireret af tidligere forslag så som indendørs rygeforbud, priskontrollerede cigaretter og afgiftsforøgelse på lækkerier til den slikne. Hvad med eksempelvis en (i øvrigt snarligt udviklet) rygevaccine, som man kunne give til 15-måneder gamle menneskebørn i forbindelse med deres MFR? Hvis det lyder for fantastisk, så spørg dig selv: Hvorfor ikke? Det er vel bare et spørgsmål om at flytte grænser. ”Holdningspåvirkning” hedder det vist på politisk korrekt. ”Symbolpolitik” kan ideerne også kategoriseres under eller andre udtryk og feel-good vendinger, der godtgør en basal overskridelse af den enkeltes ret til egen krop og ejendom. Hvem kunne i sin vildeste fantasi forestille sig den lokale bodega uden røg for bare 10 år siden? Denne danske sundhedsdrøm, til hvilken vejen sandsynligvis er brolagt med kriminalisering og moraliseren, er kun en forbudsivrig bureaukrat værdig.
Dette er en metode vi kender fra andre nydelsesmidler så som smøger, spiritus, slik og ikke mindst hash og hårde stoffer. Det har altid været muligt for det enkelte individ at skaffe sig adkomst i ønsket mængde til disse forargelige genstande på trods af skiftende regeringer og administrationers forsøg på at kontrollere eller forbyde forbruget. Det eneste det kræver er, at man er villig til at kriminalisere sig. Med statsministerens nye danske drøm om en kollektivt forlænget levetid er der udsigt til, at denne kriminalisering af den danske befolkning skal fortsætte og krydres med en moraliseren, som vi allerede har set komme til udtryk i, blandt andet, regeringens tidligere nedsatte Forebyggelseskommission.
Er det en rimelig målsætning for et statsapparat, at befolkningens middellevetid skal være blandt de 10 højeste inden 10 år? Trods Forebyggelseskommissionens afsluttede arbejde, bliver formanden stadig hørt, og ifølge Politiken.dk er hendes vurdering: ”Hvis man vil det, kan det godt lade sig gøre. Men det kræver, at man er parat til at tage de nødvendige virkemidler i brug. Man kan ikke snakke sig til en bedre sundhed.” Men er det rimeligt som i retsindigt? Nej, det er det ikke. Og når man læser formandens udtalelse er det tydeligt hvorfor. Følgende ordvalg forklarer alt: ”[D]et kræver, at man er parat til at tage de nødvendige virkemidler i brug.” Målet helliger midlet; en politisk cocktail der er farligere end de fleste.
Man kan i forvejen ikke, som gravid eller pre-gravid kvinde, drikke et glas vin uden at formynderiet buh’er en ud af stuen eller, som helt almindelig mand, ryge sig en indendørs smøg på en privat beværtning uden bødeforlæg. Og hvilke øvrige ”virkemidler” kommissionsformanden ellers henviser til, kan man kun gisne om, måske inspireret af tidligere forslag så som indendørs rygeforbud, priskontrollerede cigaretter og afgiftsforøgelse på lækkerier til den slikne. Hvad med eksempelvis en (i øvrigt snarligt udviklet) rygevaccine, som man kunne give til 15-måneder gamle menneskebørn i forbindelse med deres MFR? Hvis det lyder for fantastisk, så spørg dig selv: Hvorfor ikke? Det er vel bare et spørgsmål om at flytte grænser. ”Holdningspåvirkning” hedder det vist på politisk korrekt. ”Symbolpolitik” kan ideerne også kategoriseres under eller andre udtryk og feel-good vendinger, der godtgør en basal overskridelse af den enkeltes ret til egen krop og ejendom. Hvem kunne i sin vildeste fantasi forestille sig den lokale bodega uden røg for bare 10 år siden? Denne danske sundhedsdrøm, til hvilken vejen sandsynligvis er brolagt med kriminalisering og moraliseren, er kun en forbudsivrig bureaukrat værdig.
I'm back!
Hej igen. Jeg er flyttet tilbage igen. Det der Wordpress var bare ikke mig. Er også glad for at være tilbage i mit lyserøde miljø. Altså, i den objektive forstand - ikke den holdningsmæssige! Vi høres ved...
Abonner på:
Kommentarer (Atom)
