Vi betaler efter sigende vores skat med glæde, men hvad går de konfiskerede værdier egentlig til? Ville vi ikke alle være bedre tjent med færre reguleringer og lavere skat?
Mange skattepenge går til at understøtte de, der er socialt eller økonomisk udsatte. Der findes mennesker der er både værdigt og uforskyldt trængende, og mange danske skattebetalere sætter stor pris på, at leve i et land, der tager sig statsligt af sine svageste borgere.
Desværre ser det også ud til at mange skattekroner bliver kastet efter projekter, som intet har med understøttelse at gøre, som er ren omfordeling eller som diskriminerer borgernes politiske og religiøse overbevisninger. Nogle af skattekronerne bliver sågar brugt til at finansiere løsninger på problemer som skattetrykket i sig selv skaber. Nedenfor et par eksempler på disse postulater.
Det har ikke noget med understøttelse at gøre, når det betaler sig at være arbejdsløs. Et arbejde er en vigtig del af det gode liv, og det er formålsløst når staten skaber incitamenter til at være foruden.
Den rene omfordeling illustreres glimrende ved det nuværende system for børnepenge. Alle børnefamilier i Danmark modtager denne ydelse. For nogle er den afgørende for et værdigt liv. For almindelige familier er den et velkomment tilskud til husholdning, shopping eller ferierejser. For den sidste gruppe er der tale om ren omfordeling med deraf følgende ligegyldige administrationsomkostninger.
Der er gået politik i vind og vejr og fra 2006-9 skal Connie Hedegaard bruge sin miljømilliard. Der er ingen videnskabelig konsensus om, hvorvidt miljøet er i problemer og om mennesket har ødelagt det og kan redde det, men til gengæld er der bred politisk enighed om, at der er stemmer i det. Derfor sættes der ind med spin og finanslov på bekostning af den enkelte borgers politiske retfærdighedsfølelse.
På den religiøse konto blev der hensat til diskrimination i efteråret, hvor den skatteyderfinansierede kulturudstilling Images of the Middle East løb af stablen i København. Her ønskede araberne ikke at blive sat i forbindelse med Israel af frygt for repressalier i hjemlandene. Således præsenteredes udstillingen et Mellemøsten, nu uden jøder.
At sætte skattekroner af til iværksætterne i dansk erhvervsliv er et eksempel på, hvordan staten forsøger at løse problemer, den selv har skabt. Dygtige forskere påviser, at vil man understøtte vækst indenfor netop dette område, så gør man klogt i at mindske statens omfang og sænke skattetrykket. At skride til offentlig indgriben overfor denne erhvervsgruppe er at gnide salt i såret, idet man forsøger at løse et problem med de samme midler, der har skabt det.
Ovennævnte er blot et udpluk af mange dyre projekter, der på den ene eller anden måde understøtter uønsket adfærd eller forfordeler bestemte livsformer.
Alle bør de fjernes og ledsages af en direkte skattenedsættelse således at den enkelte i langt højere grad kan vælge sit økonomiske engagement og dermed definere sin egen velfærdsportefølje. Stop den kollektive tvangsfinansiering af det hele. I en gedigen liberal stat kan alle frivillige samfund lade sig gøre. Det er ikke tilfældet med en omfattende stat, som den vi har nu.
