Ikke nok med at virksomheder, der finder på noget så grænseoverskridende, som at sælge en kop kaffe og en kage, skal inspiceres i hoved og hale. Ikke nok med at den lidet skønne rapport ved lov og trussel om bødeforlæg skal plastres op i folks fjæs ved indgang til butikken. Og ikke nok med, at man har voldtaget og maltrakteret vores allesammens :-) med sin lalleglade Smiley-betegnelse for en af dette lands tåbeligste reguleringsindsatser, så bliver det nu også et lovkrav at den lille gule himstergims skal fremgå af virksomhedens hjemmeside. Fra ministeriets hjemmeside berettes:
Det er et nyt krav om at smiley-rapporterne skal vises på virksomhedernes hjemmesider. De skal placeres på et let synligt sted. Reglen trådte i kraft 1. maj 2008.
Alle fødevarevirksomheder, som markedsfører sig på egen hjemmeside, skal vise sine seneste fire kontrolrapporter hhv. kontrolresuméer.
...
De seneste fire rapporter, eller et link til dem, skal anbringes ’på et let synligt sted’ på hjemmesiden.
Det vil som regel betyde på forsiden (- altså ikke under f.eks. ’links’, ’Om os’ ell. lign.).
Jeg ved ikke om det gør ordningen mere tåbelig end den er. Men tåbelig er den. Dog har den flertallets velsignelse, og det er vist alt en politisk instans kræver her til lands. Således kan madministeriet oplyse:
Virksomhedernes syn på smiley-ordningen og også under søgt i 2007.
Detailvirksomhederne blev undersøgt første gang i 2003. I 2004 kom produktionsvirksomhederne med i analysen. Disse virksomheder får ikke smiley'er, men deres kontrolresultater har siden januar 2004 været tilgængelige her på smiley-hjemmesiden.
88% af detailvirksomhederne svarer, at smiley-ordningen er en god eller meget god idé. Og 86% af alle virksomheder mener, de har fået en retfærdig smiley. Selv blandt de virksomheder, som har fået en mindre god bedømmelse, er der bred enighed om, at bedømmelsen var retfærdig.
At ordningen er med til at holde fødevaresikkerheden på et højt niveau bekræftes bl.a. af, at 8 af 10 detailvirksomheder svarer, at de har talt med deres personale om, hvordan man undgår at få en dårlig smiley. Mange virksomheder svarer også, at de har gennemført konkrete ændringer, for at sikre en glad smiley.

1 kommentar:
Hvordan kan Azrouni holde ud at arbejde sådan et sted ... jeg håber de betaler ham en klækkelig skilling!
Send en kommentar