Det sygelige miljøfokus

Al Gore har simpelthen modtaget fredsprisen sammen med FNs klimapanel. Jeg gider ikke læse om det. Jeg gider ikke engang hidse mig op over, hvor åbenlyst latterligt det er at kæde klimapropaganda sammen med begrebet fred. Det hedder Fred og Frihandel. Ikke Fred og Klimaforandringer.

Til gengæld kan jeg benytte anledningen til at knytte et par generelle kommentarer til det sygelige miljøfokus man oplever i øjeblikket. Netop hjemvendt fra en tur i Guds eget land, har jeg en mistanke om, at det går den forkerte vej.

Jeg har jævnligt rejst i USA siden 2003 og har boet og arbejdet derovre i et år fra 2005 til 2006. Det er altid min store fornøjelse at se Fox News og at læse alverdens månedsmagasiner og ugeblade, men denne gang må jeg indrømme, at jeg konstaterede en forskel. Det har naturligvis længe været supersmart at være carbon neutral og alt det her hypermoderne gøgl. Men i løbet af de sidste par uger blev jeg lidt skræmt.

For det første så jeg i morgenshowet på Fox en kvindelig studievært, der næsten ikke kunne få armene ned over et nyligt vedtaget forbud mod plasticposer i San Francisco. Mellem nyhedsindslagene kørte Chevron branding reklamer, undskyldende for at verden jo altså har brug for olie og konstaterende at de gør alt i deres magt for samtidig at udvikle såkaldt alternativ energi. Sågar mit yndlingsmånedsblad, Entrepreneur, er overfyldt med artikler så som: The Message Is Clear, omhandlende det faktum at man da virkelig ikke – som carbon bevidst verdensborger – kan tillade sig at drikke importeret europæisk flaskevand, fordi det jo er fløjet ind på møgbeskidte flyvemaskiner og senere Clean Up Your Act, om hvordan ”your business can be greener in no time.” I Delta-flyet på vej hjem, var vores goodie-bag konstrueret i genbrugsbrun papirpose (1. klasse fik en rød satinpose med samme indhold) med et stort miljørigtig skriftemål på forsiden. ...og en total ligegyldig plastictandbørste indvending, som kun få af passagererne tilsyneladende anvendte, men lad nu det ligge.

Det er væmmeligt at man konstant skal dunkes i hovedet med denne ekstreme irrationalitet. At frygten for pålagte skatter og yderligere regulering får stærke virksomheder til at undskylde for deres forretning. At så mange afgiftspenge flyder til udvikling af totalt ligegyldige anordninger, der skal sikre en grønnere geschäft. At den dårlige samvittighed over forbruget i den civiliserede verden fylder så meget på den almindelige dagsorden.

Hvad gør man så? Noget må vi jo gøre. Eller må VI virkelig? Når man flyver højt oppe over jorden og krydser kloden er det virkeligt svært at forestille sig, hvor meget skade en lillebitte SUV eller et aircondition anlæg kan gøre. Når man læser hvor mange uudnyttede oliefelter, der findes i den vestlige verden forstår man ikke panikken. Men det skal jeg ikke kunne afgøre, for jeg er ingen videnskabsmand. Til gengæld kan jeg proklamere min absolutte tillid til, at de der arbejder med energiudvinding og udvikling hver evig eneste dag, gør deres bedste for at sikre at vi udnytter vores tilgængelige ressourcer på den mest effektive måde.

På min egen arbejdsplads, gør vi hver evig eneste dag vores ypperste for til stadighed at udvikle et bedre produkt og for kontinuerligt at udvikle en mere strømlinet og effektiv organisation. Jeg har absolut ingen årsag til at frygte, at det samme ikke er tilfældet i andre grundige kapitalistiske konstellationer. I modsætning til politikere, der har ganske andre incitamenter, er det den eneste måde en fornuftig virksomhed kan overleve på. Der er dygtige mennesker derude, der ved præcis hvad de laver og har et formål med det. Politisk propaganda og øget skatteopkrævning og tilskudsordninger hjælper ikke denne proces. Tværtimod er det meget sandsynligt, at dette skaber en højst uhensigtsmæssig allokering af de finansielle midler. Og det gør mere skade end alle SUV’erne og Boeing 767’erne tilsammen.

Så held og lykke med miljøfascismen, I utålmodige, primitive tåber. I får brug for det. For man KAN ikke kontrollere klimaet via statslig planlægning. Vejret er det mest uforudsigelige vi har – vi indretter os efter det, ligesom vi har gjort med alle andre naturforhold, som vi over tid har lært at mestre, beherske og udnytte.

I mellemtiden skal min opfordring være at leve livet og nyde det. Ansvarsfuldt og med respekt for og tillid til hinanden. That simple.