En natugles bekendelser

I lørdags var jeg en tur i byen og det var rigtig sjovt. Lige indtil en flok perkere gik amok i et indbyrdes opgør. Og så gik det galt.

Jeg kalder dem perkere med vilje. Det gør jeg for at afgrænse mig fra dem. Jeg kalder dem ikke indvandrere, fremmedarbejdere eller 2. g’ere. Det kan godt være, at de også er det, men hvis jeg kalder dem det, så er det det samme, som at kalde ballademagerne fra Jagtvej 69 for Unge: En fornærmelse mod en samfundsgruppe, der indeholder en kæmpe diversitet. En betegnelse der på ingen måde beskriver deres opførsel.

Jeg er selv blevet kaldt perker mange gange i mit liv, primært da jeg gik i folkeskole. Min far er tyrkisk kurder og jeg er tydeligvis blandet blod. Jeg synes det var ubehageligt, da jeg var lille. Det var min første oplevelse af afmagt, og af at blive uretfærdigt behandlet. At blive uretfærdigt behandlet er stadig den følelse, der kan vække størst sorg i mig. Både når det går ud over mig selv og andre. Eksempelvis engang hvor jeg var i Tivoli med min lillebror, som måske har været 10 år på det tidspunkt, og en gruppe navlebeskuende, kolonihave-danskere sprang over os i køen. Jeg sagde til dem, at det synes jeg ikke de kunne være bekendt, hvortil manden svarede om vi ikke bare skulle tage at skride hjem, hvor vi kom fra. Jeg synes det var så rædselsfuldt at min lillebror skulle opleve det, og jeg kunne ikke gøre noget.

I en periode var jeg flov over at min far var kurder, fordi jeg troede jeg var perker. Indtil det gik op for mig, min mor vidste det jo godt, at jeg og min lillebror er den samme slags mennesker som alle andre. (Bare med store brune øjne, og det nyder vi begge godt af i dag.) Min bror er så dygtig i skolen og han arbejder så hårdt. Jeg gør også, hvad jeg kan for at nå mine mål. Sådan er vi opdraget af vores elskede familie. Hudfarve, race eller social baggrund har intet med sagen at gøre. Det skal man forstå. Man kan og skal selv tage ansvar og det samme skal ens familie. Og man må ikke være bange for at kalde en spade for en spade.

I lørdags gik det som sagt galt. Vi sad på vores yndlings-bar, og havde en hyggelig aften med masser gode drinks, og vi fejrede at barens dygtige bestyrer efter nogle års tjeneste nu skal videre ud at prøve nye udfordringer. Jeg havde godt lagt mærke til den store gruppe, der sad bag os, og et par stykker af dem havde også langet et par kække bemærkninger i min retning. Bestyreren og jeg havde netop udvekslet bekymrede overvejelser om risikoen for en ubehagelig udvikling i deres ende af butikken, da balladen tog fart. Guderne må vide, hvad der tændte dem af. Den ene gik amok og begyndte at flå i møblerne og kaste med glas. Den anden hoppede lidt rundt som en anden mesterbokser indtil et par kompetente medarbejdere fik situationen under kontrol og tilkaldt et salatfad. På dette tidspunkt er aftenen ødelagt. Folk står musestille og håber på, at alt bare kunne blive som før. Der er tyst. Indtil endnu en af gruppens imbecile beslutter sig for at råbe ’Homo’ efter den ballademager, som er på vej ud af baren, men nu løber tilbage for at finde synderen. Tilfældigvis står den lille mand med den store stemme lige ved siden af mig. Og så slår det klik. For mig, altså. Jeg vælger simpelthen at vende mig mod ham, råbe noget til ham om, at nu var det hele jo lige ved at ordne sig, og så stikker jeg ham en syngende lussing.

Jeg havde intet med konflikten at gøre før dette. Intet. Enhver psykolog kunne sikkert få en masse ud af den situation, og jeg er selv bevidst om, at netop det, at der her var tale om en flok perkere, der – igen, igen, igen, igen – lavede ballade på vores sted, det tændte mig af. Skyldfølelsen, fordi jeg i nogle folks øjne er ”en af dem”. Uretfærdigheden i, at hver gang de gør det, så giver de os andre ’a bad name’. Afmagten, fordi jeg ved, at man ikke kan afvise dem på trods af, at vi udmærket kan skelne mellem perkere og udlændinge – ligesom vi kan skelne mellem hooligans og roligans.

Der er intet der kan retfærdiggøre, at jeg slog et andet menneske, og jeg skammer mig på det groveste. Men ejerskabsfølelsen blandet med uretfærdighed og afmagt er en farlig cocktail. Det var VORES yndlings-bar, de var i gang med at smadre. Det var VORES yndlings-bartendere de udsatte for fare. Det var OS, det gik ud over.

Ligesom jeg kunne finde på at kalde voldelige fodboldfans fra Vestegnen for Brøndby-bøller, så kalder jeg disse plageånder for perkere. De har nogle træk som er fælles for dem, og som adskiller dem fra andre grupper af fredsforstyrrere. De klæder sig på en bestemt måde, de taler utroligt grimt til alle – også hinanden, og så skubber og kommanderer de rundt med folk. De taler også meget grimt til piger, de går uprovokeret til angreb på hvem som helst og så er de frygtløse – har absolut ingen respekt for nogen som helst form for autoritet. Ofte ankommer de i større grupper og er primært af udenlandsk/blandet afstamning iblandet et par etniske danskere – som opfører sig nøjagtig ligesådan.

Jeg kan ikke lide at sige ordet perker. Det gibber stadig i mig, og det sender mine tanker tilbage til ulykkelige oplevelser. Jeg bruger ordet uhyre sjældent og jeg ville ønske det hed noget andet. Noget jeg aldrig var blevet kaldt. Men i mine øjne er det en uretfærdighed af dimensioner at kalde dem udlændinge/sydlændinge/indvandrere. De har INGEN af de træk, som man forbinder med en varmblodet araber, en elskelig tyrker eller en intelligent pakistaner. INGEN. De er dårlige mennesker, og de fortjener intet andet end at stå til ansvar for deres egne, individuelle handlinger. De fortjener under alle omstændigheder ingen misforstået tolerance fra konfliktsky mennesker, der ikke tør tage opgøret og kalde tyrannerne ved deres rette navn. Disse konfliktsky mennesker burde hellere tænke på, hvordan det påvirker retfærdighedsfølelsen hos de af os, som har valgt lykken, glæden, kærligheden og fornuften, og som hver dag vælger at opføre os ansvarligt. De af os, som har valgt at være gode mennesker. Og som ikke forbinder ordet perker med race. Men med valget af livsstil.


Bringes ligeledes som klumme på Netavisen 180Grader onsdag den 1. august

Mwuhahahaha...

...Nikolaj Hawaleschka Stenberg er med denne post udnævnt som den eneste jeg kan forestille mig at stemme på ved det kommende valg til "Hersker af Velfærdsuniverset".

Familie- og Forbrugsministeriet skal ikke bare lukkes; det skal grundlovsfæstes, at man aldrig mere må have et ministerium, der skal statsliggøre familieenheden. Alle omkostninger ministeriet hidtil har haft skal bæres af Det Konservative Folkeparti.

Genialt!

Socialministeriet vil jeg faktisk beholde! Men det skal slankes og dets eneste opgave skal være, at uddele kopier af Ayn Rands Atlas Shrugged til alle ”klienter” landet over. Så kan de lære det – og staten skal med glæde betale.

GENIALT gange 1.000.000.000!

Update
Konkurrent på banen - den altid velformulerede Martin Ågerup med totalt yndlings-budskab...

Kampen om herskerpositionen, blandt kandidater der aldrig ville ønske sig at være herskere over andet end eget liv, snerper til!!

Følg med i den spændende udvikling og kom selv med nye bud!

Scientist Celeb Drama!

Uha, nu er der virkelig gået soap-opera i det amerikanske global warming-miljø. Der bliver fra renewable energy fronten uddelt mafia-style ubehagelige trusler og - fra alle sider - kastet med kompromitterende privatkorrespondence.

Nu skal jeg ikke holde mig for god til at følge med i et godt drama, særligt ikke når det indeholder yderst interessante private e-mails og mine læsere skal naturligvis nyde den samme primitive glæde, hvis de finder det interessant.

Læs Newsbusters artikel her:

EPA to Probe Threatening E-Mail Sent to Global Warming Skeptic

...og en endnu mere interessant update her:

Global Warming Foes Trade Barbs Over Threatening E-mail Message

Ligesom med Asmaas uendelige talestrøm, kan jeg kun konkludere én ting. Lad dem ævle! De udstiller sig selv, som de menneskehadere de er. Forhåbentlig ødelægger de deres egen sag, global warming skræmmekampagnen, derved.

Glædelig første skattefrihedsdag!

Lykken er livet

Kære Thor har skrevet en kommentar til min sidste post, som lader mig forstå, at jeg måske fremstår som en brokker mere end en blogger.

Lad mig opklare den misforståelse, selvom jeg godt kan se, hvordan man kan få det indtryk.

Thor skriver:

”P.P.P.S.: Hvad med bare at blive gift og være lykkelig resten af dit liv!!!??”

Det er nu også min plan. Det er meningen med mit liv, at jeg skal være lykkelig. Det jeg foretager mig i mit liv, er et middel til at nå det mål eller handlinger der fylder mig med lykke.

Men det besvarer ikke spørgsmålene fra min sidste post...

Hvis bare du er lykkelig, giver alt så mening for dig?

Hvis du er lykkelig, skal du så bare forholde dig ukritisk til samfundsforholdene iøvrigt?

Jeg forstår at pointen nok er, at jeg bare skal koncentrere mig om min egen lille navle - og det kunne jeg vælge at gøre. Hvis det gjorde mig lykkelig. Det gør det ikke. Det betyder noget for min lykke at deltage i en debat, der forsøger at påvirke min verden og hverdag i en positiv retning.

Et familie- og forbrugerministerium er ikke noget positivt. Det er centralplanlægning af nogle vældigt personlige affærer, og det er ikke noget, der gør mig lykkelig. At reagere på det - og at leve i et land, hvor jeg er sikret friheden til at kritisere det - påvirker min daglige tilfredshed i en positiv retning.

Jeg kunne godt skrive om min daglige lykke på denne blog. Den findes skam. Jeg gør det normalt ikke, for det er ikke den ”diskurs”, som jeg har valgt at engagere mig i. Men jeg kan sagtens gøre undtagelser, som nu, hvor det kommer helt af sig selv.

Jeg finder stor glæde på min arbejdsplads, jeg har nogle fantastiske kollegaer og ser en virksomhed i vækst. Vækst er lykke, succes er lykke, produktivitet er lykke - følelsen af at være med til at få noget så værdifuldt som en arbejdsplads til at fungere. Anerkendelsen i et par rosende ord fra chefen, et grin fra yndlingskollegaen og udsigten til en lønforhøjelse, hvis jeg fortsat præsterer, som kan bruges på den rejse jeg drømmer om.

Jeg ser altid frem til tiden med familie, venner, veninder og deres børn. Jeg elsker, at se at vi forandrer os; bliver klogere og dygtigere. Forelsker mig i vanerne vi opbygger og ser tilbage på minderne med glæde.

Jeg er lykkelig for min fritid. Hvor jeg kan dyrke den indre nørd og læse alle mine bøger om filosofi og politik. Og ønske mig at jeg kunne formidle det videre til alle dem jeg kender, fordi jeg ved...

Jeg ved, at den dag jeg formår at videreformidle det budskab, som jeg selv værdsætter så højt - den dag lykkes jeg for alvor.

Indtil da finder jeg den lille, daglige, intellektuelle glæde i at læse, se og høre, at der er så mange andre derude, der ånder for at formidle det samme budskab, som kæmper for deres personlige lykke og som er nogle fantastiske mennesker for det.

Jeg er lykkelig, men jeg har ikke nået endestationen.

Hvis man skal vælge mellem Gud og stat

Vi skal giftes til næste år. Ifølge Ministeriet for familie- og forbrugeranliggender har vi to valgmuligheder, nemlig en kirkelig vielse eller en borgerlig vielse. Den borgerlige vielse kan kun foretages af ansatte i kommunen eller medlemmer af kommunalbestyrelsen. Man kan vel med rette afvise det borgerlige i en vielse foretaget af det offentlige, så jeg omdøber begivenheden til en offentlig vielse.

Hvad gør man så?

Jo, vi har rationaliseret os frem til, at troen på Gud til enhver tid er større end troen på det offentlige, så det må blive en kirke.

Men der er noget galt med dette billede. Hvis nu man vitterligt ikke troede på nogen af delene, burde man så ikke kunne få en helt almindelig jurist til at forestå akten? Altså, en ægte borgerlig vielse.

Hvad er mon årsagen til, at dette ikke kan lade sig gøre?


P.S. Hvorfor har vi et familieministerium?
P.P.S. Hvad har familieanliggender med forbrugeranliggender at gøre.

Find selv på flere spørgsmål om den omfattende danske stat, der kun koster op til 63% af din produktivitet hver eneste måned eksl. moms og afgifter.

mmm...

Nej, hvor sjovt. Lige som jeg forlader Hr. Jensen i sofaen i protest over endnu en rædselsvækkende TV Avis på DR og søger ly hos Ms. Mac's trygge Internetparadis, hvad finder jeg så? En kæmpe bannerreklame på Liberator med titlen "Befri dit TV"!

Jeg er let at lokke, så jeg klikker på linket med det samme og finder absolut lækker aktivist-site med total yndlingspropaganda i form af bannere i alverdens størrelser og endda udformet i fine farver, der passer bedre til KapitaLisbets blog end til nogen anden blog jeg kender.

Staten ud af informationsformidlingen, det er absolut støtteværdigt. Jeg er på! Tilmeldt mmm... og med propaganda embedded lige her! Jeg ville også ønske at jeg turde framelde min licens, men det gør jeg ikke. Er det ikke ulovligt? Bliver man ikke slæbt igennem alt muligt dårlig-betaler-gøgl for til slut bare at blive trukket i løn, hvis man nægter? Yderligere info udbedes!

Prøv at stille de vigtige spørgsmål, DR2

På torsdag viser DR2 det "kontroversielle Channel 4 program" The Great Global Warming Swindle. Jeg har set filmen for et par måneder siden og synes at den er værd at se - specielt hvis man er ved at gå helt i Weltsmerz over, at HVIS VI IKKE GØR NOGET INDENFOR DE NÆSTE 10 ÅR SÅ DØR VI AF OVERSVØMMELSER/GLOBAL OPVARMNING/GLOBAL NEDVARMNING/FIND SELV PÅ ANDRE KATASTROFER.

På DR2's hjemmeside har man lavet en sjov lille afstemning i programmets anledning. Spørgsmålet lyder: Vil du ændre adfærd af hensyn til klimaet?
Tag et kig på svarene. Er det mig der lider af konspirationsteoriforfølgelsesvanvid eller er de pænt farvede?

Anyways, det interessante er som sådan ikke svarene, ikke engang spørgsmålet. De vigtige spørgsmål, som man bør tage stilling til er: Retfærdiggør klimaændringer øget statslig intervention med deraf følgende afgifter, reguleringer og indgreb i den private sfære og; Hvor realistisk er det, at man kan centralplanlægge sig ud af klimaforandringer og hvor stor er sandsynligheden for at man kan forudse de uforudsete konsekvenser af netop centralplanlægningen?

Istedet for at se filmen på DR2 (hvilket er totalt politisk- og moralfilosofisk ukorrekt herhjemme ;-), så kan man se den på Google video lige nu og lige her:



Og ka' vi så få noget global warming her i den danske sommerkulde!

Hyldest til Al Gore

Tak, Al Gore, for alt hvad du har givet os: Live Earth, frygten for morgendagens vejrudsigt og en mulig genopstilling med Bon Jovi som VP.

Tak er kun et fattigt ord... modtag derfor disse meddelelser som en hyldest til dig, vores store, globale varmeapparat:

Comedy Central


Futurama


Dennis Miller


Bureaucrash

Kampen mod klimaforandringer og mere flertalstyrrani

Uha, blodtrykket er i alvorlig fare idag, hvor Live Earth tilsyneladende er den mest rapporterede begivenhed i dansk TV.

Man kan overveje, hvad frihedens største fjende er idag, og kampen mod klimaforandringer er muligvis et kvalificeret bud. Vox populi om dette emne, den tilsyneladende konsensus om at 'staten må gribe ind', er et oplagt link til det her på bloggen føromtalte flertalstyrrani.

Rose Wilder Lane skrev i 1943 følgende om demokratiet (min fremhævning):

But when a large number of individuals falsely believe that the majority is an Authority that has a right to control individuals, they must let a majority choose one man (or a few men) to act as Government. They will believe that the majority has transferred to those men the Majority-Right to control all individuals living under that Government. But Government is not a controlling Authority; Government is a use of force, it is the police, the army; it cannot control anyone, it can only hinder, restrict, or stop anyone's use of his energy.
As Madison says, some common passion or interest will sway a majority. And because a majority supports the ruler whom a majority chooses, nothing checks his use of force against the minority. So the ruler of a democracy quickly becomes a tyrant. And that is the swift and violent death of the democracy.
This always occurs, invariably. It is as certain as death and taxes. It occurred in Athens twenty-five centuries ago. It occurred in France in 1804, when an overwhelming majority elected the Emperor Napoleon. It occurred in Germany in 1932, when a majority of Germans — swayed by a common passion for food and social order — elected Hitler.

Det libertære budskab - Glædelig 4. juli

“Let the message of liberty enlighten the whole world!” siger David Boaz fra CATO Institute.

I anledning af amerikanernes uafhængighedsdag, annoncerer den liberale non-profit et globalt initiativ for at sprede det lykkelige budskab om frihed. Det lyder næsten religiøst; idéen er at levere den fornødne ”intellektuelle ammunition” til alle, der kunne have en interesse.

Her på sin egen ydmyge blog kan man selv missionere lidt for budskabet om at friheden er god og trives bedst med en begrænset stat, samt at kapitalismen ikke kun er lig med onde egoister med mange penge.

Et lykkeligt menneske er et frit menneske; et menneske der anerkender, at man ikke kan eller skal tvinge andre mennesker, ej heller via staten. Det forstod man i 1776 og året var grundlæggende for den civile frihed vi nyder idag.

Det der overbeviste mig om, hvordan frihed fra staten kan fungere i praksis, var Milton Friedmans Capitalism & Freedom. Hvad overbeviste dig? Gode forslag til begynder-litteratur er mere end velkomne!

Hvis man ikke har mod på at gennemtygge en bog, kan man da starte med at surfe nogle blogs: fimp.dk har samlet en perlerække af danske frihedsskriverier, hvor Punditokraterne er min egen yndling. På den internationale konto er jeg i øjeblikket ret begejstret for SFE, som dog blot er én blandt mange. Hvilke blogs læser I andre?

Med ønsket om fortsat stigende forståelse for frihed: God læselyst og glædelig 4th of July!