Fuld barsel. Sig ordene. Smag på dem. Føl dem.
Det emmer af teknokrati. Synes jeg. Det gør det fordi, det er et udtryk, som ofte anvendes i debatten om kvinder og karriere. "Superkvinder tager ikke fuld barsel",
skrev en borgerlig debattør for et års tid siden. "Superkvinden" er i debattørens øjne tilsyneladende en topchef, en "ligestillet" kvinde, en klog kvinde. Det er en kvinde, der "deler sin barsel", således at også hun kan nå de bonede gulve i direktionslokalerne.
Ovennævnte debattør taler ikke om (ihvertfald ikke i det omtalte indlæg), at den delte barsel skal være lovpligtig, og det er vigtigt. Men andre bruger rask væk idéen om den øremærkede barsel til mænd. Man skal ikke lede længe for at finde såvel
politikere som
debatterende erhversfolk, der mener dette.
Karakteristisk er det, at debatten om "fuld barsel", "delt barsel" og "øremærket barsel" overhovedet ikke handler om hverken baby eller barsel. Den handler om kvinders karrieremuligheder. Nuvel, debattørerne og politikerne dækker sig ofte ind under den antagelse, at det er vigtigt for barnet at far spiller en større rolle, men bundlinien er, at kvinder skal have samme karrieremuligheder som mænd. Hvem betaler iøvrigt prisen, hvis far ikke ønsker at tage den foreslåede øremærkede barsel? Det gør naturligvis de babyer, der i forvejen sendes alt for tidligt og alt for længe i institution.
Det er i det hele taget en ussel debat. For hvad er barsel? Ifølge R
igshospitalet følgende:
Barselsperioden er tiden, hvor den nybagte mor kan komme sig efter fødslen, og hvor I som familie kan få tid til at koncentrere jer om det at være familie med et lille nyfødt barn, som kræver en stor del af jeres opmærksomhed.
Det er det mest fornuftige og objektive, jeg har set skrevet om barsel i nyere tid. Mine egne børns sundhedsplejerske talte om noget lignende, nemlig at barselsperioden er der, hvor man skal komme til hægterne, og overgive sig til hjælp fra sine nærmeste. Hjælp til madlavning, tøjvask, oprydning, hygge med større søskende og så videre. Ro til at få amningen igang, ro til at nusse og pusle om det lille, nye menneske, der har behov for at dufte og mærke sin mor og behov for at høre de velkendte stemmer fra far og søskende.
Barsel handler ikke om karriere eller om ligestilling. Barsel handler om, at tage sig af en lille nyfødt, og om at finde benene igen efter og under en periode der tærer først på de fysiske kræfter og så på de mentale.
Kvinder (og mænd), der taler om barsel som noget politisk burde skamme sig. Ingen ved bedre end den enkelte familie, hvorvidt man er bedst tjent med, at mor eller far tager en orlovsperiode eller ej. Og da slet ikke længden af den periode.
Og ja, konsekvensen af den tankegang (altså min) er da, at det i bund og grund er et personligt anliggende, som bør afklares mellem den enkelte og den enkeltes arbejdsplads. Det er også en periode i livet man selv burde spare op til og planlægge efter eget ønske. Det er sandt for dyden svært i et skatteplaget land, som det danske, og derfor er løsningen heller ikke, at politikerne indgår med endnu mere regulering på området, end det allerede er tilfældet. Løsningen er naturligvis en liberalisering af de generelle politiske systemer: (Langt!) Lavere skat, privatisering af pasningsområdet og frafald af diverse institutionstilskud samt børnepenge.
Her vil så sikkert ankomme de sædvanlige modangreb: Jamen, hvem har da råd til at være væk fra arbejdet så og så længe? Til dette må man bare sige, at pengene jo ikke falder ned som manna fra himlen. De midler, der i forvejen omfordeles på dette område, kommer altså fra virksomhederne og skatteborgerne selv. Så midlerne bliver ikke færre af en liberalisering, måske bliver de endda flere. Fordi man slipper for de allestedsnærværende administrationsomkostninger, der som altid kendetegner et dybt bureaukratisk og formynderisk system.
Bragt som klumme på Netavisen 180grader
De er sikkert sjove, Manu Sareens børnebøger. Men er de for børn?
